En ortodoks præst blev lørdag skudt i Lyon. Og selvom skudepisoden ikke efterforskes som terror, tegner denne blodige uge i Frankrig et billede af et islamistisk pres af hidtil uset styrke for at få en religionskrig i gang i landet. Terrorangrebet på en kirke i Nice kostede tre mennesker livet, og seks mennesker er tilbageholdt af politiet i forbindelse med drabene.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron har udkommanderet 7000 soldater for at beskytte steder som kirker mod terror. Man kan spørge sig selv, hvor mange terrorangreb der ellers ville have været. Og man må antage, at staten har grund til at bevogte kirker i stort omfang. Der er her ikke blot tale om tre ensomme ulve.
Man kan spørge sig selv, hvorfor kirker angribes. De politiske spændinger de seneste uger har ellers handlet meget lidt om kristendom. De har handlet om politiske emner som ytringsfrihed og karikaturer af muslimernes profet Muhammed.
At netop kirker overfaldes, skyldes heller ikke, at disse har haft været i frontlinjen i diskussionen om ytringsfrihed og satire. Europas kirker har talt med lav og dialogsøgende stemme under den konflikt, som i de fleste vestlige øjne drejer sig om at bevare friheden til at vise satiriske tegninger, men som for mange muslimer drejer sig om at sætte en grænse for, hvordan man kan behandle en profet.
Pave Frans har opfordret til at "gengælde ondt med godt" efter drabene på tre mennesker i Nice. Københavns Domkirke har holdt mindeceremoni sammen med blandt andre en imam. Lederen af den katolske bispekonference i Tyskland har udsendt en pressemeddelelse, der ikke nævner hverken islam eller islamisme med et ord.
Man kan beskylde Europas kirker for at lukke øjnene for, hvad der sker, men man kan ikke beskylde dem for at have stillet sig udfordrende an i debatten om Muhammed-tegningerne.
Alligevel er netop kirkerne under angreb. Og der er faktisk en vis logik bag terroristernes strategi. De prøver at trække striden ind i en religiøs ramme på begge sider, og ikke bare på islamisk side. Det er en kamp om, hvilket punkt striden skal bevæge sig omkring.
Angriberne kan ved at angribe kirker håbe at udløse gengældelsesreaktioner mod tilfældige muslimer på gaden og dermed få en voldsspiral i gang. Historien er fuld af eksempler på, at en ny dynamik og andre loyalitetsstrukturer træder frem, når en krig bliver religionskrig. I en sådan konflikt vil de militante muslimer være på hjemmebane.
Men det bliver formentlig svært at få lokket vesteuropæerne ind i en klassisk religionskrig. Ikke mange europæere forstår, hvad kristendom har med profet-tegninger at gøre. Religionskrig har heller ikke appel til de kirkekristne, for kirkerne i Europa blev pacifistiske efter Anden Verdenskrig og 1968.
Der findes ganske vist krigsretorik på vestlig side, men det er en anden krigsretorik, man hører: ”Vi må tilintetgøre islamo-fascismen,” tweetede for eksempel Nice-borgmester Christian Estrosi efter terrorangrebet i hans by.
De vestlige ledere taler ikke om kristne principper, men hovedsageligt om politiske princippper. Dermed er de langt fra de islamiske stemmer, der argumenterer islamisk i konflikten. Forhåbentlig forbliver det sådan.
Artiklen er opdateret kl. 17.48 søndag den 1. november i forbindelse med, at ny information er kommet frem. Tidligere stod der sådan i indledningen:
En ortodoks præst er blevet skudt i Lyon i Frankrig. Skudepisoden kommer i kølvandet på flere andre angreb på mennesker i franske kirker. Hvem der end står bag det seneste angreb, tegner denne blodige uge i Frankrig et billede af et islamistisk pres af hidtil uset styrke for at få en religionskrig i landet.