Prøv avisen

Twains ordstrøm river læseren med

Det er faktisk Morte Sabroes onkel, der har oversat "Huckleberry Finn" til dansk. Men man har ikke læst bogen rigtigt, hvis man ikke har læst den i originaludgaven på engelsk, mener Morten Sabroe. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Mark Twain er blevet kaldt både illitterær og den amerikanske litteraturs fader. Forfatteren Morten Sabroe hælder som en stor beundrer mod det sidste, især når det gælder hovedværket "Huckleberry Finn" Sproget og samtidsskildringen er fabelagtigt medrivende, mener han

Det bløde papiromslag var engang næsten helt sort. I dag er der slået dybe, hvide revner langs bogryggen. Et spind dækker forside og bagside, mens hvide og grønne papirlapper stikker op mellem de gulnede sider, der udgør Mark Twains klassiker "Huckleberry Finn". I originaludgaven. På engelsk. For ifølge den danske forfatter Morten Sabroe, er det den eneste udgave, der duer.

"Du har jo ikke rigtig læst den," siger han med et skævt smil til journalisten, der åbenbart har snydt ved at læse den på dansk. Godt nok i Morten Sabroes onkels oversættelse, men det er ikke fint nok.

"Denne her findes ikke på dansk. Eller jo, det gør den i min onkels oversættelse, men det gør den så alligevel ikke," siger han og fortsætter med påtaget korrekt stemmeføring, mens han læner sig mod diktafonen på bordet.

"Og jeg vil derfor gerne anbefale Kristeligt Dagblads læsere at gå ud og finde originalen, så de kan se, hvad Mark Twain kan. For det er helt vildt."

Huckleberry Finn afspejler børns eventyrlyst

Det var dog en af de stærkt reducerede danske børneudgaver, der først fangede Morten Sabroe. Som barn boede han hver sommer hos selvsamme onkel, kritikeren Ole Storm, der var "fuldstændig optaget" af Mark Twain og hans forfatterskab. Onklens betagelse førte blandt andet til en selvfinansieret Twain-biografi i to bind og i 1962 til oversættelsen af det, der kaldes Twains hovedværk, "Huckleberry Finn".

"Jeg talte aldrig med min onkel, det gjorde børn ikke med de voksne. Men det kan da godt være, at det er igennem ham, jeg har fået interessen for denne her bog. Jeg læste i hvert fald en af drengebøgerne som lille," fortæller Morten Sabroe om bogen, der findes i udgaver fra 20 til 500 sider.

"Jeg tror, at der i rigtig mange børn, der er lidt eventyrlige i låget, ligger en længsel efter at flygte fra det hele. Det har jeg da i hvert fald, og det har jeg haft hele mit liv. Og Huckleberry kommer virkelig væk og på eventyr, da han driver ned ad den mægtige, mægtige flod. Har du set Mississippi? Den er helt vild, og man kan virkelig forestille sig, hvordan den har været på Mark Twains tid.

Den strømmende flod bringer et fabelagtigt liv med sig, der kommer alle mulige dampskibe sejlende med skurke, svindlere og folk, der er entreprenante. Det er et tidspunkt, hvor hele frontier-området i Sydvesten er ved at eksplodere, fordi folk kommer myldrende. Og et hav af disse figurer begynder pludselig at tale med deres egne stemmer i denne her bog," siger han.

Twain beskriver det moralske dilemma

Pointerne vælter ind over hinanden på fladt københavnsk. Det her er Morten Sabroes interview. Og hans egen dagsorden, der følges. Nedfældet i form af seks tæt computerskrevne sider noter med historiske referencer, citater fra andre forfattere og Twains liv i kort format samlet i et blankt, gennemsigtigt plastikchartek.

Titelpersonen Huckleberry Finn er romanens hovedperson og fortæller. Mark Twain har sågar ladet bogen fra 1884 begynde med en introduktion, hvori Huckleberry Finn med drenget ordstilling fra de amerikanske sydstater nærmere fortæller end skriver, at Mark Twain tidligere har skrevet om ham i "Tom Sawyers eventyr". Hvilket han rent faktisk har. Det er i denne bog fra 1876, man første gang møder Huckleberry Finn som en biperson, der i opfølgeren får hovedrollen.

Den 13-14 årige Huckleberry Finn, ofte kaldet "Huck Finn", bor hos den fromme og skrappe enke Douglas, da Huckleberrys fordrukne far dukker op og kræver sin søn tilbage. Huckleberry flygter fra faderen ved at iscenesætte sin egen død og støder undervejs på den bortrømte sorte slave Jim, der tilhører enken Douglas' søster.

Jim og Huckleberry beslutter at følges ned ad floden Mississippi til byen Cairo i delstaten Illinois, hvor slaveri er forbudt. Den sorte Jim, der det meste af bogen omtales som "nigger", hvilket i flere perioder har gjort klassikeren forbudt på amerikanske skolebiblioteker, beskrives med en vis overraskelse fra Huckleberrys side som en loyal og hjertevarm ven, der trofast hjælper Huckleberry på deres fælles rejse. Alligevel overvejer han flere gange, om han er moralsk afsporet, når han hjælper en slave på flugt.

"Huck repræsenterer det moralske dilemma. Mark Twain selv har sagt, at det er kollisionen mellem et sundt hjerte og en deformeret samvittighed over for samfundet. Til sidst vinder det medmenneskelige over for spørgsmålet om, hvorvidt man kan fjerne en negerslave fra hans ejer. Men han er i et voldsomt dilemma hele vejen igennem, fordi samfundets samvittighed virker hårdt ind på ham. Han mener faktisk selv, at han begår en forbrydelse, og den konflikt ligger der hele vejen gennem rejsen," siger Morten Sabroe og refererer en bestemt scene, hvor Huckleberry beder en bøn til Gud og rent faktisk har besluttet sig for at skrive et brev til Jims ejer.

"Det er en fantastisk scene. Denne her 13- eller 14-årige dreng sidder med dette enorme dilemma og det er hjerteskærende, for han har egentlig besluttet at angive Jim, men så kommer han til at tænke på hele flodrejsen og alt det, Jim har gjort for ham. Hvor kærlig, god og alt muligt Jim er. Og så siger Huck, at han vælger det onde, han har i sig selv."

Huck siger, at han vælger det onde i sig selv "om han så må komme i Helvede". Men som læser i dag vil man måske mene, at han ud fra et kristent standpunkt netop handlede rigtigt. Er der tale om en kamp mellem en ifølge Mark Twain falsk kristendom og det gode i Huck?

"Ja, ja, bestemt. Og det ser man jo også i dag, som i episoden med irakerne i Brorsons Kirke, hvor man havner i nøjagtig samme dilemma. Må kirken være medmenneskelig på den måde, eller skal den følge nogle andre regler? Men generelt er Mark Twain benhamrende satirisk over for alt religiøst. Uanset hvor og hvornår, der er snak om Bibelen, og hvad der står i den, så får det med den store, satiriske pensel.

Men Hucks konflikt er ikke særlig væsentlig, for den kender vi alle sammen," siger Morten Sabroe og når på et minut gennem Mark Twains modstand mod den organiserede religion, via hans overtro og selvudnævnte parapsykologiske evner videre til Mark Twains intuitive skrivestil og gode sprogøre, som han i talesprog brugte til at nedfælde personernes dialekter.

"Det, der er væsentligt, er floden og det sprog, som Mark Twain som den første amerikanske forfatter får skrevet ned på papir. Han giver en del af USA stemme, som aldrig har haft det før i amerikansk litteratur. Det er i mine øjne en fabelagtigt demokratisk roman. Den går ind i en befolkningsgruppe, man aldrig havde hørt tale før. Hvide mennesker, slaver, dagdrivere, forbrydere og 'lynch mobs' (grupper af mennesker, der vil lynche en person, red.).

Alt sådan noget, du ikke havde set i amerikansk litteratur før. På den måde synes jeg, den er meget demokratisk, hvorimod meget af det, der finder sted i de litterære cirkler i New York og på hele østkysten på den tid, bevæger sig i et helt andet samfundslag. Snobbet og whatever you call it. Ligesom her i Danmark, hvor der ikke er så meget litteratur, der ikke udspiller sig inden for de litterære cirkler i København," siger han og fortsætter:

"Mange af de store, amerikanske forfattere har sagt, at 'Huckleberry Finn' er en enorm bedrift i den amerikanske litteratur. Faktisk sætter den den nye amerikanske roman i gang, for indtil da var litteraturen bundet meget op på Europa. Og selvfølgelig var den det, der fandtes jo ikke andet i USA, men Mark Twain løsriver sig fuldstændig fra al europæisk indflydelse. Man kan oven i købet sige, at han er angrebsivrig, han vil slet ikke have med den europæiske litteratur at gøre.

Den siger ham ikke noget, mens de andre amerikanske forfattere som Melville og Poe har været meget bevidste om deres arv i forhold til europæisk litteratur. Og Twains løsrivelse gør, at blandt andre Hemingway siger, at den amerikanske litteratur starter med 'Huckleberry Finn', og at der ikke har været noget så godt siden, William Faulkner kalder Mark Twain faderen til amerikansk litteratur, og T.S. Elliot kalder 'Huck Finn' et nybrud i amerikansk litteratur og mener, at figuren Huck Finn er på højde med Ulysses og Don Quijote."

Genkender sig selv i Twain

Men selvom Morten Sabroe også holder meget af figuren Huckleberry Finn og beundrer den troværdighed, Mark Twain mestrer at give den unge forfatterstemme, vender han tilbage til de samme fikspunkter igen og igen. Miljøskildringen, demokratiseringen af litteraturen og ikke mindst det ligefremme, barnlige, dialekt-loyale sprog. Pointerne fra computerarkene må ikke gå tabt.

"Jeg synes faktisk ikke, at hovedpersonerne er Huckleberry Finn eller Jim. Det er floden og de mennesker, der lever omkring den på det tidspunkt. De giver et helt vildt væld af stemmer til denne her ikke "roadmovie", men "rivermovie". Og Mark Twain kan det der med liv.

Man kan også næsten sige, at sproget er hovedfiguren. Der er så meget vitalitet i den måde, han skriver på, at de her mennesker bliver levende for en. Selvom han skriver den i 1870'erne, så står de enormt levende for mig i det der lidt nybygger-agtige univers. Sprogligt er han enormt klar.

Han blev anklaget for at være illitterær, og kritikken kom selvfølgelig fra østkyst-kritikerne og de snobbede bymennesker, der tænkte 'Hvad er det for et sprog? Han er da ikke nogen rigtig forfatter, han er ingen Henry James'. Men han er netop en enormt rigtig forfatter, for han ved præcis, hvad han gør. Sproget er moderne, du kan sætte dig ned og læse bogen på amerikansk i dag og tænke 'det svinger virkelig godt' - for det svinger virkelig godt!"

Til trods for de rosende ord er Morten Sabroe ikke bange for at sammenligne sig selv med Mark Twain. Eller omvendt.

"Twain er faktisk ligesom mig, han er først journalist og skriver en masse rejseerindringer. Han har det vanskeligt med sit eget temperament, han er rastløs, og et eller andet sted tror jeg ikke, han er rigtig romanforfatter, for han har ikke tålmodigheden. Han skriver på intuition og instinkt, og hvis det ikke kører for ham, så kører det bare ikke. Han har sagt noget i retning af 'så længe bogen skriver sig selv, så skriver jeg den. Men i det øjeblik, bogen holder op med at skrive sig selv og flytter sig op i mit hoved, så kan jeg simpelthen ikke holde det ud'.

Og til at starte med kører det sandsynligvis for ham med 'Huckleberry Finn', for vi forfattere har noget, der hedder 'efterbrændingen'. Når man har skrevet en roman, så har man en enorm energi og en meget stærk følelse af, at nu kan man skrive en til. Så han går i gang med 'Huckleberry Finn' lige efter 'Tom Sawyer' og skriver 16 kapitler derudaf, hu hej, hvor det går! Så går han fuldstændig i stå, Huck og Jim er kommet til deres destination.

Det hele går i sort for Twain, han tænker 'hvad skal jeg nu gøre?'. Og der går fem eller seks år, før han genoptager bogen og lader Huck og Jim drive videre ned af floden. Da Twain vender tilbage til bogen, bryder Helvede løs og så kommer det hele myldrende, alle skikkelserne, de mærkværdige vagabonder, dagdrivere, mordere og whatever. Og så bliver det en fabelagtig roman," siger Morten Sabroe.

Huckleberry Finns skuffende slutning

Alt godt har dog en ende, og enden i "Huckleberry Finn" er ifølge Morten Sabroe, og en lang række kritikere dengang og nu, knap så god. Flodrejsen slutter og to plattenslagere ved navn Hertugen og Kongen, der har fulgt Huckleberry Finn og Jim længe, beslutter at sælge Jim bagom Hucks ryg. Jim havner på familien Phelps farm, som Huck og pludselig også hans gamle ven Tom Sawyer finder frem til.

"Man siger, at farmen i bogen er den farm, som Mark Twains onkel havde, og hvor Twain kom meget som barn. Og så bliver bogen idyllisk, Huck møder sin ven Tom Sawyer igen, selvom han tidligere i bogen har sagt, at han ikke kan have mere med ham at gøre, fordi han er for barnlig. Men så vender Twain guddødemig tilbage til ham og til drengebogen, og fra kapitel 32 eller 33 er bogen noget værre møg, hvilket mange af de store forfattere, der hyldede Mark Twain, også har sagt.

Men jeg kan faktisk godt genkende det, for når man skriver på den meget intuitive, strømmende måde, så har man måske ikke så stor en kritisk sans. Så ved man ikke, hvornår noget er intet eller guld værd. Og det har han simpelthen ikke vidst, for så havde han ikke udgivet det i den form," siger han og illustrerer med en stor armbevægelse og dramatiske fly-lyde, hvordan bogens handling og indhold først tordner mod loftet for derefter at falde brat ned.

"Det er helt ulideligt at læse, der er ikke nogen nerve, hvad skal vi med Tom Sawyer og pyh ha, pyh ha. Og det tror jeg, har noget at gøre med, at han med for stort og godt et hjerte mindes sin onkels farm. Han bliver nostalgisk," siger Morten Sabroe og holder for nærved første gang en pause. Der går helt op mod 15 sekunder, før han med et fraværende blik og rolig stemme tager tråden og tempoet op igen.

"Jeg synes, det er en vild bog. Jeg er meget forelsket i den, og bøger er for mit vedkommende noget med stemninger. Og stemningen, der kommer ud af denne her, er forrygende. Dels på grund af det meget vitale liv, han får smidt ind på siderne med et utroligt vitalt sprog, du kan læse den dag i dag, men dels også Huckleberry Finn som den meget vitale dreng, han er. Jeg skriver for tiden på en roman om en 13-14-årig dreng, og som forfatter er man hele tiden inde i den dreng, ligesom Mark Twain er inde i Huckleberry Finn. Helt klart, hele tiden.

Og det er hans egne dilemmaer, han diskuterer. Mark Twain var, så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, en meget splittet personlighed med meget gavmilde og magnetiske sider, men også den der bitterhed og vrede over mennesket. Raseri ind i mellem. Og hele den cocktail, synes jeg, ofte bliver lagt ind i drengens syn på verden. Synet på pøbelen og på skurkene i bogen er jo voksent," siger han og fastholder til trods for adskillige børneudgaver, som han også selv morede sig med som barn, at det er og bliver en voksenbog.

Og at den skal forblive som sådan.

"Der er et drengeunivers med tømmerflåden, en bortløben slave og en dreng, der flygter fra sin onde far. Jeg kan godt se potentialet til en drengebog. Men det er det ikke, når man læser originaludgaven. Det er en voksenbog," siger han, der har haft sin kopi med lapperne i mindst 20 år.

En kopi, der i øvrigt har så nedslidt en titel, at en anden udgave må findes frem, da fotografen skal tage sit billede. Og en kopi, der er så gennemtrevlet og gammel, at Morten Sabroe ikke har tal på, hvor mange gange han har læst "Huckleberry Finn". Men han læser ofte i den for at finde inspiration. I hans udgave med det engang næsten helt sorte omslag er de første blanke sider dækket af sirlige, håndskrevne noter og idéer nedfældet med let udflydende sort skrift, formentlig filtpen. Der var nok ikke lige noget papir i nærheden, da bogen gav inspiration til replikskifter i en af Morten Sabroes egne romaner, forklarer han.

"Jeg læser meget i den. Jeg er mest interesseret i, hvordan stemmerne taler, og kan hurtigt finde frem til de episoder, hvor jeg kan grine og især nyder sproget. I mange passager er det fabelagtigt godt. Virkelig. Men det ved du jo ikke noget om, for du har kun læst den på dansk," siger han.

dalsgaard@k.dk