Prøv avisen
Boguddrag

Hvad man må og ikke må: De Ti Bud fortalt af Hella Joof

"At sige ’tak’ er det allervigtigste, men ’undskyld’ kommer ind på en andenplads. Nej, vent. Det vigtigste er selvfølgelig at elske. At I elsker hinanden og jeres børn og brødre og søstre og behandler hinanden godt. Og tilgiver hinanden og jer selv.” Foto: Leif Tuxen

Må man tegne Gud, og er det kun mænd, som må være utro? Hella Joof giver i "Båven om Gud" nyt liv til de kendte fortællinger. Her kan du læse uddraget "De Ti Bud"

Gud steg ned på Sinaibjerget til Moses, for ham var det, der stod og ventede. Og stakkels Moses blev så forskrækket, at han begyndte at stamme. Men Gud lagde kammeratligt sin hånd på hans skulder, babbede på piben og pegede med mundstykket ud over Sinaiørkenen. Han roste udsigten og spurgte, om turen fra Ægypten var gået godt, og om de havde fået noget at drikke og spise.

”Tak, herre, v-vagtler kom flyvende i tusindtal, og m-manna faldt ned fra himlen, og alle munde blev mætte.”

”Og der var nok manna?” spurgte Gud, selvom han udmærket kendte svaret.

”Ja, Herre, der var rigeligt. Og det pudsige var, at hvis vi sankede manna til flere dage, så blev det harskt og begyndte at stinke, så hver dag spiste vi alt, hvad vi kunne, uden tanke på at spare eller hamstre.”

”Glimrende,” sagde Gud tilfreds og lavede en røgring, ”det gjorde I klogt i. Man skal aldrig spare eller hamstre. Jeg sørger for mine børn. Der er rigeligt med manna.”

”Er det en regel?” spurgte Moses.

”Hvilket?”

”At man aldrig skal spare eller hamstre?”

”Tja, det kan du vel godt kalde det,” sagde Gud efter at have tænkt sig om. ”Man skal under ingen omstændigheder hamstre, men man kan godt spare på fedt og sukker, hvis man har en tendens til at blive svær nedenom,” sagde han og trak maven ind.

”Tak,” sagde Moses. ”Hvilke regler er der ellers, og hvordan forholder det sig omkring rent og urent?”

”Øh, rent og urent? Jo, ser du, man skal vaske sig så tit, man kan, og klippe negle, så man ikke river de små børn, når man dikkedikker dem på maven,” sagde Gud.

”Vaske sig og klippe negle,” gentog Moses, ”hvad med rygning?”

Han pegede på Guds pibe.

”Øh,” sagde Gud, ”altså faktisk tror jeg, det er noget skidt, jeg skulle bare lige prøve det, fordi jeg havde set en, der så smart ud med en pibe. Men rygning er generelt en dårlig idé, og det gør heller ikke noget godt for ens ånde,” sagde han og spyttede pibesovs ud, mens han fandt en pastil i lommen.

”Okay,” sagde Moses og memorerede Guds ord. ”Hvad mere?”

”Ja, man skal sige ’tak’ og ’undskyld’. Det er nok de vigtigste ord. ’Tak’ er det allervigtigste, men ’undskyld’ kommer ind på en andenplads. Nej, vent. Det vigtigste er selvfølgelig at elske. At I elsker hinanden og jeres børn og brødre og søstre og behandler hinanden godt. Og tilgiver hinanden og jer selv.”

”Nej, det var vel egentlig det.”

”Jeg er nødt til at have lidt mere, Gud. De sidder og venter på mig dernede. Jeg er nødt til at have nogle flere regler. Jeg er leder, jeg har ikke bedt om at blive leder, jeg har aldrig været på lederkursus, men du udpegede mig, Gud. Selvom jeg er den dårligste leder nogensinde. Jeg har sagt til folket, at jeg ville gå op til dig på Sinai og høre, hvad du forventer af os. Hvad vi kan gøre for at overholde din lov. Jeg må have mindst ti bud, ellers bliver det for fesent.”

”Bud?”

”Ja, eller regler, bud lyder bare bedre,” sagde Moses gammelklogt.

”Ja, du har ret, bud lyder godt … Jamen vi kan sige, at I skal huske, at jeg er Gud, og jeg elsker jer, og at der er kun én Gud, nemlig mig, kærlighedens gud. Jeg er den kraft i universet, som vil jer det godt, og som I altid kan bringe jer i kontakt med. Jeg er kærlighed, I am love. Je suis l’amour. Ich bin die Liebe. Sono amore. Jag är kärlek. Det er den første regel … bud.”

”Okay, det er modtaget. Må vi tegne dig?”

”Tegne? Hvorfor skulle I dog det?” Gud skyndte sig at lægge piben fra sig.

”Ja, altså, hvis vi vil lave et billede af dig og tilbede og ofre til det?”

”Nej, nej, det skal I ikke. I skal ikke ofre til et billede. I skal blot tænke på mig og have mig i jeres hjerter, det er rigeligt.”

”Altså, vi må ikke tegne dig, godt.”

”Jo, jo, det må I gerne, men der er ingen grund til det,” sagde Gud og tog en kam op af lommen og redte håret hen over issen og tænkte på alle de ubarmhjertige tegninger, der ville blive tegnet af ham med hans lange tandhalse og hans hentehår, som ville blive udsat for hån og spot.

”Mere?”

”Må vi tegne dig, eller må vi ikke tegne dig?” Moses var ved at blive utålmodig.

”Det må I selv om,” sagde Gud, skamfuld over sin egen forfængelighed.

”Men det vigtigste er, at det ikke er tegningen, I tilbeder, men min altoverskyggende kærlighed til jer. Ja, hør her, vi kan sige, at det er bud nummer to: I må ikke misbruge mit navn eller sige, at jeg har sagt et eller andet, som jeg ikke har sagt, for at få jeres vilje. I må ikke sige ’Gud ønsker dit og dat’ for at få magt over andre mennesker. Det gider jeg simpelthen ikke at lægge ryg til.”

”Okay,” sagde Moses. ”Og det tredje bud? Måske noget med at arbejde hårdt og ikke ligge andre til last?”

”Ja, men det ved I jo godt i forvejen. Nej, jeg tror, at tredje bud skal handle om, at I skal huske at holde fri, så I ikke får stress. Husk at slappe af. Kom hviledagen i hu. Den sidste dag i ugen skal I gå på stranden og grille og nyde livet.”

Gud huskede tilbage på, hvor meget de havde hygget sig om søndagen i Paradis, han og Adam og Eva, og han fik en klump i halsen. Adam og Eva, hans børn, som havde vendt ham ryggen.

”Og fjerde bud?”

”Du skal ære din far og din mor,” røg det ud af munden på Gud.

Moses så anerkendende på ham.

”Det er et godt bud, det bliver en succes. Alle er jo børn og har forældre, og senere bliver børnene forældre. Det er godt, det bud får alle glæde af.”

Ikke alle børn bliver forældre, tænkte Gud og sank klumpen i halsen. Abel døde, inden han blev far. Og stakkels Kain, som forvandt ud i intetheden. Mon han nogensinde mødte kærligheden, så meget som han hadede sig selv?

Det næste bud kom helt af sig selv.

”Du må ikke begå mord, er det femte bud,” sagde Gud med høj stemme. Og så tænkte han på alt det rod, der havde været med menneskene og deres jalousi og intriger, lige siden Adam og Eva. Abraham, der giftede sig med sin halvsøster og lå i med sin trælkvinde. Jakob, der giftede sig med to søstre.

”Du må ikke bryde ægteskabet og begå hor, er det sjette bud.”

”Som gælder for kvinder?” konkluderede Moses.

”Nej! Moses, det gælder især for mænd,” skændte Gud, men tog sig i det, da han så Moses’ forskrækkede ansigt. ”Kære ven, det gælder selvfølgelig for både mænd og kvinder, men så vidt jeg ved, er der ingen kvinder, der gifter sig med flere mænd eller ligger i med deres tjenere.”

”Jo, der var Potifars hustru,” mindede Moses ham om.

”Ja, men hun var en undtagelse, og det var ikke noget lykkeligt ægteskab, Potifar havde jo travlt med karrieren og var aldrig hjemme. Og det lykkedes hende jo heller ikke at forføre Josef.”

Gud tænkte på Josef, der var endt i fængsel på grund af Potifas hustru, Zuleikha, med de mandelformede øjne. Hun havde stjålet flere år af hans liv.

“Du må ikke stjæle, er det syvende bud. Og det ottende er, du må ikke lyve om andre mennesker, ligesom Potifars hustru og alle mulige andre: Laban og Jakob og Rebekka og næsten alle mennesker, jeg har mødt. Hvad med dig, Moses, lyver du aldrig?” spurgte Gud blidt og satte sig på et klippefremspring og klappede på pladsen ved siden af sig. Moses satte sig.

“Jeg p-prøver at lade være, men nogle gange har jeg sagt til f-folket, at det nok skulle gå, selvom jeg ikke anede mine levende råd,” stammede Moses og så skamfuldt ned på sine fødder.

“Det er ikke at lyve, min ven,” sagde Gud og lagde armen om ham og tilbød ham en pastil. Gud tog selv en, ”det er bare at holdemodet oppe hos andre, og det er en god ting. Stakkels Moses, du har været hårdt spændt for. Du er ganske rigtigt ikke nogen ledertype. Men det var derfor, det blev dig, der fik staven. Rigtige ledere tror tit, at de kan klare det hele selv. Du var nødt til at stole på mig. Du ved nu, at jeg altid vil hjælpe dig og stå dig bi, når folket bliver utålmodigt og begynder at bisse og beklage sig over forholdene.”

“Tak, Herre. Er der flere bud?” Moses havde rejst sig.

Gud så op på ham. Han var en flot fyr med rynker i panden og langt, tykt, filtret hår med grå stænk ved tindingerne. Ordene fløj ud af Guds mund:

“Du må ikke være misundelig, er det niende bud, og det tiende lyder: Du må ikke begære noget, som tilhører en anden. Det, der er andres, er ikke dit. Du har dit eget. Hvis I følger mine bud, er der nok til alle.”

”Tak, Gud, så vil jeg vende næsen hjemad.” Moses rakte Gud hånden og hjalp ham op.

”Kan du huske det hele? Vi må hellere få skrevet det ned,” Gud klappede sig på lommerne for at se, om han havde en kuglepen med.

”Det behøves ikke. Jeg kan godt huske det,” smilede Moses.

Gud dunkede ham i ryggen.

”Held og lykke med det, min ven. Og hvis der er noget, du er i tvivl om, så kommer du bare, det gælder jer alle sammen.”

”Tak, Gud,” sagde Moses og begav sig ned ad bjerget.