Prøv avisen

Debat om ånden efter 68: Kirken bør stå ved, at den er autoritet

Studerende på Københavns Universitet protesterede flere gange i løbet af 1960"erne og 1970"erne mod det etablerede system. Gentagne gange blev universitetsbygningerne besat af unge mennesker med visioner om at ændre samfundet, som her på taget af universitetets hovedbygning med udsigt til Vor Frue Kirke. Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix

En større konference for præster i september om den teologiske arv fra 1968 bød blandt andet på en paneldebat, der pegede på en forvirring i spørgsmålet om, hvad der skal ske med den nye generation. Få nogle af de vigtigste pointer her

Sætter individets frihed religionsfriheden under pres? Hvordan kan man dyrke fællesskaberne som ung dansker, der er opvokset i et individualiseret samfund?

Det var nogle af de spørgsmål, som var mest fremtrædende på en to dage lang konference for nylig med mere end 150 præster fra Københavns, Helsingør, Roskilde, Fyns og Lolland-Faster Stift i Københavns Universitets lokaler. Der var solid teologisk debat, krydret med indspark i 68’er-ånden, som da forsanger i TV-2, Steffen Brandt, spillede 60’er-numre og nogle af sine største hits.

En af konferencens mest markante debatter udspillede sig mellem forfatter og fredsforkæmper Ole Grünbaum, forfatter og samfundsdebattør Kasper Støvring og professor ved Institut for Samfund og Globalisering Lisbet Christoffersen. Ole Grünbaum stod som repræsentant for de folk, der deltog i 68-oprøret, Kasper Støvring blev født efter oprøret og så med kritiske øjne på det, mens Lisbet Christoffersen stod et sted imellem.

I debatten bød de lyttende teologer ind med kommentarer og spørgsmål til de tre debattører. Det gav blandt andet anledning til diskussioner om, hvad folkekirken kan og skal, hvordan unge bliver aktiveret i fællesskaber, og hvordan fremtiden ser ud for religionsfriheden - både set ude- og indefra. Det overordnede spørgsmål var: Blev ånden sat fri efter 1968?

Her er nogle af de vigtigste pointer fra paneldebatten om 68-generationen og kristendommen.

De tre debattører:

Ole Grünbaum: En af eftervirkningerne af oprøret var en enorm manifestation af kulturel individualisme. Selv om jeg er døbt i folkekirken, kan jeg stadig godt blive buddhist, hvis jeg vil. Den anden virkning skete i 80’erne med den økonomiske individualisme. For det tredje har IT-revolutionen og mobilerne resulteret i, at vores børn ikke er vores børn mere. De har en slange op i sig fra den globale kapital, fra de er tre år gamle. Vi har nogle unge mennesker, som er efterladt et eller andet sted, og vi siger alle “mig, mig, mig”. Vores opgave er at finde et “vi” igen, og så er spørgsmålet bare, hvor og hvordan vi gør det.

Kasper Støvring: 68-generationen står for oprøret mod autoriteten. Men det var også et oprør mod overordnede fællesskabsformer; nationen blev sat under pres. Det passede alt sammen ind i det antiautoritære, individualismen og den her lejrbålsromantiske forestilling om, at nu sætter vi bare tingene fri. Men autoritet er ikke noget, der forsvinder. Autoritet vil altid være til stede. Det er bare et spørgsmål om, hvem der har autoriteten, hvad den dikterer, og hvor den er henne. Hvis du ikke har en overordnet statslig autoritet, så har du atomisering, så har du udspaltning i en lang række subkulturer, i en række individer, som har svært ved at mødes, danne tillid til hinanden og samarbejde. Det kunne være det nye “vi”, som du efterlyser, Ole, fordi det “vi” er blevet smadret af frigørelsestyranni, som 68-generationen satte i gang.

Lisbet Christoffersen: På en måde er jeg enig med dig, Kasper, men jeg peger bare på, at det som Oles generation etablerede ikke lykkedes. Samtidig med at man forsøgte at skabe oprør, individualisering og frisættelse, som vi virkelig havde brug for, så blev der skabt nye strukturer i samfundet. Derfor blev det ikke 68’ernes periode, men retsstatens: Nemlig forestillingen om, at det individ, der blev frisat, også skulle beskyttes af det fælles samfund. Det var i den periode, at respekten for menneskerettighederne blev etableret sammen med forestillingen om, at Grundloven faktisk betyder noget, at vi ikke skal putte børn i fængsel; hele den mainstream-politik, som beholdt magten bag de der forløb. Nu ser vi, at nogle af mainstream-institutionerne viser sig ikke at holde vand, som når Danske Bank hvidvasker penge i Estland i 10 år, og de udmærket selv ved det, fordi de selv er direktører for lige præcis den afdeling. Vores opgave er nu at genetablere institutioner.

Ole Grünbaum: Lige til Kasper først: Det er ærgerligt, du ikke levede dengang. Du kunne jo have standset det! Ligesom Anders Fogh mente, at hvis han havde været der under Anden Verdenskrig, så havde han smidt tyskerne ud af Danmark. Det stammer helt tilbage fra Karl den Store, som sagde til sine soldater, at hvis han havde været på Golgata, så var Jesus ikke død den dag. Reaktionære hæfter sig meget tit ved en bestemt begivenhed. Din begivenhed er 68, Kasper: Hvis bare 68-oprøret ikke havde fundet sted, så ville alting være godt. Og det er en meget farlig tænkning, for den indeholder ikke frøene til at gå videre lige nu, og den tager ikke alt, der er transformeret siden, i betragtning. 68-oprøret skete, noget var for meget, jeg var bestemt for meget, men noget var også godt. Vi kan ikke reetablere det samfund, der var i 50’erne, og det ville ingen ønske - heller ikke du, Kasper. Du ville få åndenød, hvis vi kunne transportere dig tilbage til den tid. 60’erne har gjort en ting, der var god: Alle mennesker har fået et større frirum omkring sig, lidt mere albuerum.

Tilhører: Hvilke institutioner har vi, vi skal passe på, og hvilke nye skal der bygges?

Lisbet Christoffersen: Nogle af de institutioner, der skal passes på, er respekten for individet og retsstaten.

Kasper Støvring: For mig at se klinger idéen om frisættelse og individualisme negativt. I dag har vi to guruer: Blachman og Brinkmann. Jazzmusiker og tidligere X-Factor-dommer Thomas Blachman er et levn fra 68, som taler om, at man skal realisere sig selv, dyrke sig selv og udfolde sig selv, hvor professor og psykolog Svend Brinkmann siger, at man skal lade være med at dyrke sig selv og holde fast i etablerede institutioner og de ordninger, regler, ritualer og ceremonier, der allerede er. Hvorfor? Fordi vi har opfostret en kultur, hvor over en halv million danskere er syge af stress over hele tiden at skulle optimere sig selv. I de lande, hvor man har haft en protestantisk kernekultur, er tillidsniveauet rigtig højt. Kristendommen er vigtig som en kulturel sammenhængskraft, og kirken som institution og forkyndelse er vigtig. Forkyndelse som etisk betoning af samvittighedens betydning, men også betoning af personlig ansvarlighed.

Ole Grünbaum: Jeg må lige korrigere dig, Kasper: 68-oprøret var ikke et oprør mod præster. Det var sket 30 år før. Det var den eneste autoritetsgruppe, vi ikke behøvede at gøre oprør mod. I dag har Venstre og Dansk Folkeparti afskaffet det kommunale selvstyre, og globaliseringen har afskaffet den lokale købmand, så der er kun folkekirken tilbage - og sportsforeningerne. Siden jeg var helt lille, har jeg været fan af Jesus. Mine forældre var rigtige ateister, ordet “Gud” blev aldrig nævnt. Vore dages ateister snakker jo ikke om andet end Gud. Mine forældre var så meget ateister, at jeg aldrig hørte om det.

Traditionsoverlevering

Kasper Støvring: Det gode ved traditionsoverlevering er, at vi ikke hele tiden skal opfinde alting selv, hvilket udmatter folk. Jeg er fortaler for, at forældre er voksne, træder i karakter og træffer nogle beslutninger for deres børn, fordi forældrene synes, det er godt for børnene.

Lisbet Christoffersen: Nu sidder vi på Det Teologiske Fakultet. Det må handle om at videregive en tradition, samtidig med at det må handle om at analysere, hvilken tradition der findes derude. På den måde skal den kristendom, der leves - og den kirke, der faktisk er - være en kombination af det, som folk svarer, når de bliver spurgt, og det, som de kommende præster er blevet undervist i.

Ole Grünbaum: Ånden fra Jesus og de første kristne er spillevende. Vi er alle børn af den samme skaber, og det er noget, selv ateister ser. De har bare en anden definition af skaberen.

Kasper Støvring: Den definition af autoritet, der blev skabt af 68-generationen, må erstattes af en anden type autoritet, og hvis vi snakker om kirken, er den først og fremmest afhængig af, at man tør være og sige, at man er en autoritet.

Ole Grünbaum (tv.) er forfatter og fredsforkæmper, Lisbet Christoffersen (i midten) er professor ved Institut for Samfund og Globalisering med speciale i kirkeret, og Kasper Støvring (th.) er forfatter og samfundsdebattør. Foto: Liselotte Sabroe og Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix og Leif Tuxen