»Social tryghed« i Det Tredje Rige

Da Katrine Winkel Holm den 8. februar kom med sit indlæg i Kristeligt Dagblad, hvori hun fremhævede Hitlers »afskaffelse af arbejdsløsheden« som noget positivt, studsede jeg. Ja mere end det, for jeg kan huske 1930'erne og den begejstring, nogle viste over for Hitlers tiltag. (Jeg er født i 1924.) Jeg husker også, at min far var af en anden mening. Han yndede at tage »Mein Kampf« frem og læse de særligt skrappe steder, hvis nogen viste for stor sympati for »Der Führer«. En af de ting, de positivt indstillede, der ingenlunde var nazister, ofte fremhævede, var netop afskaffelsen af arbejdsløsheden. Jeg blev forarget over Katrine Winkel Holms artikel, men fik ikke taget mig sammen til at svare, for jeg er ikke historiker. Det gjorde til gengæld Poul Rude til min store lettelse. Og han svarede efter min mening godt og relevant. Så troede jeg, at den potte var ude, men nej! Katrine Winkel Holm svarer den 24. februar under den sensationelle overskrift »Uædle motiver bag nazi-beskyldninger« og skriver i sit svar: »Når man, som Haider åbenbart i en eller anden sammenhæng har gjort, udtaler sig om Hitlers beskæftigelsespolitik, er det de færreste der med det tænker på koncentrationslejrene og udryddelseslejrene. De fleste tænker der-imod på de foranstaltninger, Hitler direkte foretog for at udrydde den massive arbejdsløshed.« Katrine Winkel Holm mener, at det lykkedes »ikke mindst takket være økonomiminister Hjalmar Schacht, der bl.a. tog de samme statsregulerede initiativer i brug, som socialdemokratiske regeringer rundt om i Europa«. Og så paralleliserer Katrine Winkel Holm »Autobahnerne« med Lillebæltsbroen som beskæftigelsesforanstaltning. Det er måske værd at gøre opmærksom på visse forskelle. I 1933 blev fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne i Det tredie Rige forbudt. Den 21. september åbnes »Die Arbeitschlacht«, alt i statsregi, lønnen fastsættes af staten. Autobahnerne har vi alle haft nytte af, for vi har biler - men hvem skulle benytte dem i tiden inden 1939? Jo da, Mercedes- og folkevognsejerne! Men man må ikke glemme, at disse motorveje også kunne bruges til militære formål, og at de blev det siden hen. Vel fik Hitler bragt arbejdsløsheden betragteligt ned, men som digteren Heine siger: »Frage nur nicht wie. (spørg bare ikke hvordan)«. Det vil jeg nu alligevel gøre, og her er et par af svarene: Der blev i 1935 indført en halvårlig »Arbeitsdienst (arbejdspligt)« for alle mellem 18 og 25 år. De unge mænd blev oftest sendt på landarbejde, uden almindelig betaling, pigerne blev husassistenter. Intet under at danske LS, Landbrugernes Sammenslutning, kiggede misundeligt mod syd. Der oprustedes, hvilket Katrine Winkel Holm også gør opmærksom på, og værnepligten genindførtes. »Arbejdssky eksistenser« som vagabonder og sigøjnere kom i, hvad Haider i en debat i parlamentet i 1995 omtalte som »nazismens opdragelseslejre«. Endelig var verdenskonjunkturerne med Hitler. Katrine Winkel Holm tager i sit svar klart afstand fra Hitler og alt hans væsen, hvad hans ideologi angår, men hvad med gerningerne? Hun skriver: »Det skal heller ikke glemmes, at Hitler sørgede for at skabe social og materiel tryghed med nye sociale systemer, offentligt boligbyggeri, børnehaver, statsstøttede fabrikskantiner, aftenskoler, ferieordninger.« Men de »nye sociale systemer« var overvågningssystemer, ret genialt opbyggede fra små enheder (en boligblok), til større (et postdistrikt) etc., for til sidst at ende i en »gau«(provins), hvis gauleiter refererede direkte til Føreren. Og Hitler tog sig kærligt af ungdommen, som bekendt, med Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel (pigeforbundet), hvor det pålagdes medlemmerne at »stikke« deres forældre. Vil man gøre sig et begreb om, hvordan dette »sociale tryghedssystem« virkede, kan man læse Bertolt Brechts »Det Tredie Riges Frygt og Elendighed«, der i små enaktere skildrer det pres, der lægges på familier, på embedsmænd og naturligvis på jøder. Haider sagde, i juni 1991( ifølge L'Express nr 2538): »Det tredie Rige førte en veltilrettelagt beskæftigelsespolitik.« Og det må man jo sige! Da der rejste sig en storm af protester, trak han skyndsomst sine ord tilbage, en taktik han har anvendt flere gange, også da det gjaldt »arbejdslejrene«. En taktik, man skal være opmærksom på. For: »Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.« Merete Klenow With, Adelgade 49, København