Prøv avisen

Åbenhed fremmer forståelsen

KOMMENTAR: Ganske som med Bibelen kan Koranen misbruges, hvis man bevidst hiver citater ud af en større sammenhæng

De, der vil gøre opmærksom på det, de selv opfatter som negative og destruktive sider af islam (eller kristendom), argumenterer som oftest ved at forvanske citater og tage enkelte sætninger eller sætningsled ud af deres rette koranske (eller bibelske) sammenhæng. Det er denne metode, sognepræst Rolf Slot-Henriksen (RS-H) benytter sig af på sine hjemmesider og i bøger, pamfletter og smædeskrifter imod islam - senest i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 26. april. Det er de samme løsrevne citater, han og hans ligesindede fremfører igen og igen - uden nogensinde at forholde sig til de modsvar, der kommer. RS-H er øjensynlig hverken parat til at lytte til muslimer eller interesseret i at forstå, hvorledes de selv opfatter deres tro og fortolker skriften. Vil man forstå Koranen/islam, er man nødt til at se Koranen som en helhed, hvor de enkelte passager supplerer og uddyber hinanden: Når Koranen eksempelvis siger (4,11), at mandlige arvinger arver halvt så meget som kvindelige arvinger, hænger det sammen med, at en kvindelig arving ikke har pligt til at forsørge sine slægtninge og må beholde hele arven som sit særeje. Hendes mandlige sidestykke er derimod forpligtet til at forsørge sin(e) hustru(er) (4,34), sine børn (en datter, indtil hun bliver gift, og en søn, indtil han er i stand til at forsørge sig selv - også selvom børnene bor hos hans fraskilte hustru), foruden sine uformuende forældre (31,14) og - ifølge nogle retsskoler - endog også andre nære, trængende slægtninge. Koranen (2,282) siger ikke, som RS-H anfører, at »kvinder har halv vidneret«, men at det ene kvindelige vidne skal påminde (assistere) det andet, hvis dette fejler. Hvis det første kvindelige vidne klarer sig fint, vil det andet overhovedet ikke blive hørt. Hvis et mandligt vidne derimod viser sig udueligt og glemsomt, står der ikke noget »reservevidne« parat i kulissen. I øvrigt gælder denne »dobbelte« vidneføring kun i sager om økonomiske aftaler. Ved indgåelse af ægteskab eller skilsmisse er der tale om »to vidner« slet og ret uden angivelse af køn (65,2). Hvis en kvinde anklages for utugt, skal der være »fire vidner« slet og ret (4,15, 24,4, 24,12-13) - uden angivelse af køn. Ved oprettelse af testamente kræves »to retsindige vidner« (5,109) - uden angivelse af køn. Og hvis en mand anklager sin egen hustru for utugt, gør hustruens vidneudsagn endog mandens ugyldigt (24,6-19). Så hvad er problemet? For at forstå Koranen er det endvidere vigtigt at vide, i hvilken kontekst en given vejledning er åbenbaret: Eksempelvis blev polygami (4,2), som RS-H nævner, åbenbaret i en tid, hvor mange krigsenker og faderløse stod uden forsørgelse. Tilladelsen blev givet i forlængelse af en påmindelse om at ære kvinder (4,1) - og suppleret med en formaning om at behandle alle hustruer lige (4,3). Der er altså tale om en nødsituation, hvor det gælder om at vise samfundssind - en undtagelse mere end en regel, og da slet ikke noget påbud. RS-H henviser til Koranen 33,25, hvori Gud efter hans opfattelse »priser folkedrab«. Der er tale om en længere passage (32,9-27), hvori der berettes om den jødiske Banu Quraiza-stamme, der i året 627 brød sin fredspagt med muslimerne og i stedet allierede sig med de hedenske mekkanere, der forsøgte at udslette muslimerne. Og som det er foreskrevet i Koranen (5,51), blev jøderne dømt efter deres egen lov, Moseloven. Der er ikke tale om, at Gud »priser drabene«, men at han advarer eftertiden om, hvorledes det risikerer at gå dem, der bryder højtideligt indgåede alliancepagter. Og således kan hvert eneste af de af RS-H fremførte »beviser« pilles fra hinanden uden større besvær. Hvad traditionelle og/eller nutidige koranfortolkere mener om de af RS-H berørte emner, kan man læse udførligt om på hjemmesiden www.islamstudie.dk under emner som: familien, kontroversielle koranvers, menneskeret etc. Koranen opfordrer menneskene til hele tiden at søge indsigt og viden - med åbent sind og lutter øren. Islam taler ikke om lovtrældom, men om, at menneskets opgave er at tjene Gud ved at tjene skabelsen. Først når mennesket opfylder sine forpligtelser over for Guds skabelse, vil det kunne føle sig virkelig frit. Man kommer ingen vegne med forudindtagethed og fordømmelse - og det fremmer i hvert fald ikke den fredelige sameksistens, for tryk avler som oftest modtryk. Hvis vi derimod hver især brugte vore kræfter på at feje for egen gadedør, ville vi snart få en ren by. Aminah Tønnsen, Gammel Kongevej 167, Frederiksberg