Åbningsgudstjeneste: 160-årig tradition med blandede resultater

I nyere tid synes der at være tendens til, at prædikanter har betragtet åbningsgudstjenesten som en næsten almindelig gudstjeneste, hvor de har holdt prædikener, som kunne være blevet holdt i enhver kirke en søndag formiddag, skriver professor emeritus

I årenes løb er der holdt godt 160 åbningsgudstjenester. I de første godt 60 år gik hvervet som prædikant ved disse gudstjenester på omgang mellem de københavnske præster, skriver Martin Schwarz Lausten. Her ses prædikanten fra Folketingets åbningsgudstjeneste i går, formanden for Den Danske Præsteforening, Per Bucholdt Andreasen. –
I årenes løb er der holdt godt 160 åbningsgudstjenester. I de første godt 60 år gik hvervet som prædikant ved disse gudstjenester på omgang mellem de københavnske præster, skriver Martin Schwarz Lausten. Her ses prædikanten fra Folketingets åbningsgudstjeneste i går, formanden for Den Danske Præsteforening, Per Bucholdt Andreasen. –. Foto: Leif Tuxen.

Debatindlægget er skrevet af Martin Schwarz Lausten er professor emeritus og dr.theol.
TRADITIONEN er her et nøglebegreb. Den umiddelbare baggrund er de gudstjenester, som indledte Stænderforsamlingernes møder fra 1835 og Rigsforsamlingens i 1848. Lige før sidstnævnte skulle der også holdes særlige forbønsgudstjenester, og Sjællands biskop J.P. Mynster stod i spidsen for selve åbningsgudstjenesten.

LÆS OGSÅ: Biskop vil prædike om at forvalte sit liv rigtigt ved Folketingets åbning


Efter at Grundloven var vedtaget og folkekirken dermed oprettet, vedtog statsrådet, at kultusministeren ved ordre skulle anmode Sjællands biskop om, at der blev afholdt en passende ekstraordinær gudstjeneste i Slotskirken, lige før Rigsdagen indledte sit første møde i januar 1850.

Lige siden har dette været fremgangsmåde: Rigsdagens præsidium henvender sig til kirkeministeren med en sådan anmodning. Derfra går beskeden til Sjællands biskop (efter 1922 Københavns biskop), som derpå udpeger en prædikant. Det er altså politikerne, som beder kirken afholde denne åbningsgudstjeneste. Det er ikke kirken, som tager initiativet.

I ÅRENES LØB er der afholdt godt 160 åbningsgudstjenester, og de cirka 80 bevarede prædikener giver et fint indblik i de skiftende teologiske strømninger, opfattelsen af forholdet mellem stat og kirke og mellem minister og biskop.

LÆS OGSÅ: Ny protest mod Folketingets åbningsgudstjeneste

Men hvordan er disse Rigsdagsprædikanter blevet udpeget? I de første godt 60 år gik hvervet simpelthen på omgang mellem de københavnske præster. Deres begejstring for dette var temmelig behersket, og fra 1917 bevilgede Rigsdagen derfor biskop Hans Ostenfeld en årlig rådighedssum på 50 kroner, så han kunne indkalde prædikanter også fra andre dele af riget.

Det var biskoppen, som suverænt udpegede en prædikant, og det holdt sig til en gang i 1970erne, hvorefter denne ret gled over til kirkeministeren, som enten drøftede et forslag med biskoppen eller gennemførte det og orienterede biskoppen. En in-teressant udvikling, som ikke kan behandles nærmere her.

Valget af prædikanter har ikke altid været nemt at gennemskue, men man kan kortfattet sige, at alle vigtige retninger i folkekirken har været repræsenteret sådan da.

Har prædikanterne så taget hensyn til, at menigheden først og fremmest bestod af politikere? Ja, i allerhøjeste grad. Der har været mange prædikener, som behandlede aktuelle indenrigs- og udenrigspolitiske emner. Også kirkepolitiske emner som blandt andet kirkeforfatningssagerne, kvindelige præster og adskillelse af kirke og stat blev omtalt, og Grundtvig kunne i en rigsdagsprædiken argumentere for sit krav om præstefriheden.

Samtidige aktuelle emner som drukkenskab, arbejdsløshed, fattigdom, ungdomsoprør og abortproblemet blev også nævnt. I ældre tider gav prædikanterne i dystre toner rigsdagspolitikerne mange moralske formaninger eller forlangte af dem, at de gennemgik en omvendelse og markerede sig som personligt troende kristne. Ofte stillede de også det temmelig naive krav, at politikerne skulle glemme partiinteresser og blot tænke på helheden.

Men i nyere tid synes der at være tendens til, at prædikanterne har betragtet åbningsgudstjenesten som en næsten almindelig gudstjeneste, hvor de har holdt prædikener, som kunne være blevet holdt i enhver kirke en søndag formiddag.

Generelt har man i nyere tid vendt sig væk fra formaninger og fordømmelser for i stedet at tale om Guds kærlighed, hans tilgivelse og det kristne liv i ansvarlig fællesskab og næstekærlighed.

Undervejs har der været holdt prædikener, som vakte særlig debat eller skandale, for eksempel da Skat Rørdam hævdede, at Christiansborgs brand var udtryk for Guds straf (i år 1884), eller da justitsministeren greb ind, fordi Vilhelm Kold havde hævdet, at homoseksualitet var udbredt i de højeste kredse (1908).

Nazisterne og den tyske besættelsesmagt protesterede efter Oscar Geismars prædiken i 1941. Og Th. Glahn kritiserede retsopgøret (1945). Flere andre kunne nævnes.

Bort med Rigsdagsgudstjenesten!. Det krævede Social-Demokraten, som her var enig med Ekstra Bladet, Politiken og andre. År efter år angreb de åbningsgudstjenesten, men bragte tit billeder fra den og gengav ofte prædikenerne over flere spalter, korrekt og upolemisk. Kristeligt Dagblad har i mere end 50 år som regel bragt prædikenerne som kronik. Nu lægges de på avisens hjemmeside.

Åbningsgudstjenestens betydning for det nuværende kirke-stat-forhold, for vurderingen af civilreligionen samt en spændende sammenligning med de andre nordiske lande må forbigås her. Efterhånden mistede modstanderne interessen, eller partierne blev folkekirkelige. Kravet om gudstjenestens afskaffelse fremføres nu af ganske få politikere, Ateistisk Selskab og andre. Bortset fra Enhedslisten går alle politiske partier nu ind for, at traditionen opretholdes. Under det nuværende forhold mellem folkekirke og stat er denne holdning konsekvent.