Prøv avisen

Åbningsgudstjenesten bør gå på tur blandt trossamfund

Christiansborg Slotskirke, hvor der hvert år bliver holdt Folketingets Åbningsgudstjeneste. - Foto: Wikimedia Commons

En sådan nytænkning af gudstjenesten ved folketingets åbning ville både anerkende trossamfundenes og religionens betydning i og for samfundet og være et symbolsk skridt i retning af større religionslighed, mener Kaj Bollmann

Kamal Qureshis (SF) spørgsmålstegn ved den nuværende gudstjeneste ved folketingets åbning er berettiget. Ikke fordi der ikke skal holdes gudstjeneste, men fordi den nuværende form stammer fra en tid, hvor den evangelisk-lutherske kristendom havde monopol, og hvor folkekirken var monopol-institution.

Imidlertid er det hverken en nødvendig eller positiv løsning bare at afskaffe gudstjenesten. Qureshi erklærer sig selv åben for religion i det offentlige rum. Men en afskaffelse af gudstjenesten vil bare endnu et sted fjerne religionen fra offentligheden og fornægte det faktum, at religion spiller og altid har spillet en væsentlig rolle for samfundets værdigrundlag, herunder også det fundament, som politikerne laver love på, og de værdi-overvejelser, hver enkelt af dem gør sig undervejs i processen.

Religion kan både virke som en integrerende kraft i samfundet og en desintegrerende. Integrerende bliver religion, hvis de forskellige trossamfund og religiøse holdninger drages frem i lyset og er åbent med i helheden og respekteres netop som væsentlige bidragydere til den stadige udvikling af værdifundamentet for det samfund, vi lever i.

I vor tid gælder det netop ikke kun folkekirken og den evangelisk-lutherske kristentro, men også de andre trossamfund, som er en del af mangfoldigheden af holdninger i Danmark. Det gælder også dem, der organiserer sig om ingenting at tro på.

En desintegrerende kraft bliver religion blandt andet, hvis den skubbes ud i skjulte nicher, hvor den kan udvikle sig til ekstremer uden at stå til ansvar og blive stillet over for de fordringer, der ligger i at have en rolle at spille i det offentlige rum.

At bevare gudstjenesten ved folketingets åbning kunne med nogle ændringer fra den nuværende form blive et symbol på Folketingets ønske om, at kristendommen og de andre religioner spiller og skal spille en integrerende rolle i det samfund, vi er fælles om.

Den enkle løsning er, at gudstjenesten går på skift mellem folkekirken og de øvrige trossamfund, kristne såvel som ikke-kristne. Man kunne forestille sig, at folkekirken på grund af sin størrelse og historiske vægt mindst har gudstjenesten hvert andet år, medens de øvrige trossamfund har den efter en turnus de øvrige år.

Det bør ikke være regeringen, der udpeger den, der prædiker. Det er ren statskirkelighed, og det skaber basis for mistanke om, at den prædikant, der vælges, politisk og holdningsmæssigt ligger i strømlinet forlængelse af regeringen, så gudstjenesten reduceres til at være religiøst og værdimæssigt underlag for den tale, som statsministeren skal holde senere på dagen.

I de år, hvor folkekirken har turnus, bør det derfor være biskopperne på skift, der vælger prædikanten. I de øvrige år vil løsningen være den integrerende opgave at sætte sig omkring et bord og udarbejde en turnus med respekt for mangfoldigheden. Det ville betyde, at man ét år ville kunne se den jødiske overrabbiner lede tjenesten, et andet år en imam, et tredje år en katolsk præst eller en baptistpræst, et fjerde år en præst fra en af de mange kristne indvandrermenigheder, som efterhånden i København udgør en næsten lige så stor andel af det samlede antal kirkegængere som de danske folkekirkegængere. Man kunne sågar forestille sig en repræsentant for Humanistisk Samfund stå for tur.

Naturligvis skal der knyttes nogle forudsætninger til: Det skal selvklart foregå på dansk! Det skal fortsat være offentligt. Det ville i de år, hvor det ikke er en kristen præst, der står for handlingen, være nødvendigt at holde den i et andet lokale end slotskirken, men det burde ikke være en uoverstigelig forhindring.

Endelig skal der også være tale om en handling, hvor hovedsagen er andagt, bøn eller i hvert fald en form, der ikke bare er en ideologisk tale. Humanistisk Samfund ville nok kunne finde et par sange og digte, der svarer til denne gruppes holdninger.

En sådan nytænkning af gudstjenesten ved folketingets åbning ville både imødekomme Kamal Qureshis berettigede spørgsmål til den nuværende ordning, anerkende trossamfundenes og religionens betydning i og for samfundet, være et symbolsk skridt i retning af større religionslighed, fastholde, at religion har bedst af at være i det offentlige rum, og endelig respektere også folkekirkens særlige betydning, numerisk, historisk og grundlovsmæssigt.

Kaj Bollmann er præst og generalsekretær i Kirkefondet