Prøv avisen

Åndsfriheden skal ikke lefles væk

”Jeg har tilsluttet mig de 21 teser om åndsfrihed, fordi jeg er træt af henholdende og uforpligtende snak,” skriver højskoleforstander Jørgen Carlsen, der holdt oplæg her ved konferencen på Christiansborg i mandags. – Foto: Jens Astrup.

Kulturel solformørkelse truer. Lad dog de tusind blomster blomstre, skriver højskoleforstander Jørgen Carlsen

JEG HAR ENDNU IKKE mødt nogen mennesker, der erklærer sig som modstandere af åndsfrihed. Men jeg er sikker på, at de findes også her til lands. De ved det måske bare ikke engang selv.

De fleste er kloge nok til at indse, at det ville være en slags karakterselvmord i fuld offentlighed at opponere mod åndsfriheden. Alle bedyrer højtideligt, at de sætter åndsfriheden umådelig højt. Åndsfrihed er et såkaldt hurraord. Det signalerer åbenhed, fordomsfrihed og frisind. Man er på det gode hold. Man er kort sagt et godt menneske.

LÆS OGSÅ: Åndsfriheden ikke truet, mener ateister

Måske er den største trussel mod åndsfriheden ikke dem, der åbent og ærligt imødegår den, men dem, der rygmarvsagtigt tilslutter sig den eller nærmest som en selvfølge går ud fra, at den ligger i deres kulturelle dna. For hvem vil ikke gerne være god og rigtig?

Dermed kan begrebet åndsfrihed let blive tømt for sit indhold. Fra at være en uhyre forpligtende størrelse kan det forvandles til det modsatte. At erklære sig som tilhænger af åndsfrihed kan fritage én fra at mene noget som helst konkret om denne verdens genvordigheder.

LÆS OGSÅ: Til kamp for åndsfriheden

Åndsfriheden kan såmænd også være en måde at besmykke en ophøjet ligegyldighed på. Man har ikke noget i klemme. Der er ikke noget, der for alvor brænder på for én. Man er så at sige hævet over kulturkampen eller åndskampen, fordi man på forhånd er overbevist om at have sit på det tørre. Man er selve inkarnationen af det gode, det sande og det skønne. Det minder mig om Benny Andersens prægtige digt Godhed, hvor digtets hovedperson efter daglige øvelser er nået op på en hel times godhed, hvis han vel at mærke sidder alene og ikke bliver forstyrret.

Jeg har tilsluttet mig de 21 teser om åndsfrihed, fordi jeg er træt af henholdende og uforpligtende snak. Jeg er også træt af de forudsigelige reaktioner på teserne, som netop går på, at åndsfriheden er så sublimt et foretagende, at det er højt hævet over den forstyrrende verden. At mene sådan er og bliver en gratis omgang.

OG SÅ VIL JEG i øvrigt understrege, at de 21 teser netop er teser. De er ikke ukrænkelige bud, mejslet i sten, men skrevet på papir. Skal jeg pille nogle rosiner ud af teserne bliver det følgende:

1) Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at åndsfriheden er forudsætningen for, at det giver mening at prise ytringsfriheden i høje vendinger. Hvad var ytringsfriheden værd, hvis alle stort set var enige på forhånd? Hvilken betydning ville den have, hvis ingen tænkte frit og originalt og gjorde sig selvstændige tanker om mennesket, samfundet og verden i det hele taget? I så fald ville vi befinde os i et samfund, hvor vi alle marcherer i takt, skulder ved skulder.

2) Den filosofiske forudsætning for åndsfriheden er, at intet menneske er udstyret med en privilegeret adgang til den højeste sandhed. Det er en grundkerne i hele den vesterlandske civilisationsudvikling, at sandheden netop er skjult for os.

Det betyder ikke, at der så at sige er lukket og slukket, og at festen er slut. Det betyder tværtimod, at festen kun lige er begyndt: Der er åbnet et diskussionsfelt, hvor ingen er så kloge og indsigtsfulde, at de ikke kan blive endnu klogere ved at lytte til andre mennesker. Dette er lige præcis den filosofiske begrundelse for den mindretalsbeskyttelse, som er en klar konsekvens af åndsfriheden. Hvem siger, at det nødvendigvis er flertallet, der har ret?

3) I Danmark har vi som bekendt undervisningspligt, men ikke skolepligt. Skolefriheden er en direkte manifestation af åndsfriheden. Der findes nemlig ikke nogen pædagogik, som ikke til syvende og sidst hviler på et menneskesyn. Dersom en offentlig politisk forvaltning, det være sig kommunen eller staten, ville patentere et givet menneskesyn, ville vi nærme os fascistiske tilstande. Skolefriheden fastholder en sund antiautoritær forståelse af forholdet mellem individ og samfund.

4) Det har i visse kredse været på mode at nedtone danske kulturtraditioner i et misforstået forsøg på at imødekomme fremmede kulturer. Eksempelvis aflyser man julefrokoster, fordi de diskriminerer de muslimer, der forsager alkohol. Men som en muslim engang rammende sagde: Hvilken glæde har vi muslimer af, at danskerne aflyser en fest?.

Man bortcensurerer danske sange og salmer i folkeskolen, fordi de har et kristeligt præg. Man indskrænker kort sagt store dele af det danske kulturregister i et leflende forsøg på at vige pladsen for nydanskere af anden kulturel observans.

Dermed fjerner man farver fra den kulturelle palet. Man indskrænker rummeligheden i den danske kultur ved ganske enkelt at amputere holdninger og handlinger, som netop kunne være med til at fastholde en mangfoldighed.

Det sker paradoksalt nok samtidig med, at man med plirrende, himmelvendte øje taler om Danmark som et multietnisk samfund. Dette har intet med åndsfrihed at gøre. Det handler faktisk om det modsatte: kulturel solformørkelse.

Lad dog de 100 blomster blomstre! Giv plads for arabisk mavedans, shawarma, balkanmusik og meget andet godt men ikke på bekostning af I Østen stiger solen op og Lysets engel går med glans og alle de andre prægtige perler, som den danske kulturskat rummer.

Lad mig til slut understrege nødvendigheden af at medtænke et begreb, som er uløseligt forbundet med åndsfriheden. Begrebet er anfægtelse. At erklære sig som tilhænger af åndsfrihed er samtidigt at vedkende sig evnen til anfægtelse. Anfægtelsen er i det hele taget forudsætningen for at kunne tænke fordomsfrit.