Prøv avisen

Åndssvageforsorg bør undersøges

Nogle patienter var fastspændt alle vågne timer, andre kun om natten for at undgå uro på afdelingerne.Foto: Arkivbillede Forsorgsmuseet Foto: Arkivbillede Forsorgsmuseet

Vi skal huske historien for ikke igen at ende samme sted, skriver Anne Baastrup, folketingsmedlem og handicapordfører for SF

DET GØR ONDT at sætte sig ind i, hvordan de udviklingshæmmede – og alle dem, der blev betragtet som udviklingshæmmede – blev behandlet i 1960'erne og 1970'erne. Anbragt på store institutioner under kummerlige forhold. Fastspændt i døgndrift, tvangsmedicinerede og uden omsorg eller adspredelse.

Den nedværdigende behandling med overgreb og tvang har ødelagt mange liv og givet mange af dem, der endnu lever, dybe ar på sjælen.

At man kunne lade mennesker leve under så uværdige forhold, var vel i og for sig udtryk for et meneskesyn, som ikke opfattede de udviklingshæmmede som ligeværdige borgere.

Og netop det, synes jeg er noget af de vigtigste at afdække og forstå: Hvad var det for en tænkning, der lå bag, når hele samfundet uden dårlig samvittighed lod stå til.

Var det fordi, udviklingshæmmede ikke blev anset som ligeværdige borgere med rettigheder?

Var det fordi, de ikke blev anset som mennesker på lige fod med os andre?

Jeg håber, vi kan få undersøgt og dokumenteret, hvad der skete i åndssvageforsorgen. For det er vigtigt, at vi bruger denne sag til at huske historien – og for ikke at ende et sted, hvor vores menneskesyn og holdning til handicappede og udviklingshæmmede begynder at ændre sig igen.

Det er en udvikling, man nogle gange kommer til at frygte, når man hører politikere kalde de handicappede "gøgeunger", som bruger de penge, der skulle være kommet normalområdet til gode. Når man af sparehensyn begynder at fratage folk de hjælpemidler, der kan skabe dem en værdig hverdag, når man angriber de folk, der beder advokater om hjælp, hvis kommunen har krænket deres rettigheder.

Jeg tror, at noget af det allervigtigste, vi skal holde fast ved, er, at vi alle skal kunne stå inde for de forhold, vi vælger at byde de handicappede og herunder de udviklingshæmmede.

Ville jeg selv føle, jeg havde et værdigt liv, hvis det var mig, der måtte leve med en funktionsnedsættelse? Ville jeg være tilfreds, hvis mit barn fik den behandling? Først, når vi med åben pande kan sige ja til de spørgsmål, synes jeg, at vi som politikere har gjort vores arbejde ordentligt.

Anne Baastrup er folketingsmedlem og handicapordfører for SF