Prøv avisen

Æstetik og etik: Det gode prisgives ofte i jagten på det skønne

Lørdagsrefleksioner om etik og æstetik (Tegning: Peter M. Jensen)

Lørdagsrefleksioner ved Ole J. Harting

Ordene æstetik og etik ligner hinanden, men sprogligt har de ganske forskellig oprindelse.

Forskellen på æstetik og etik

Æstetik kommer af det græske aisthetikos, der betyder sansende. Ordet bruges om sansen for de skønne kunster eller i almindelighed om sansen for det skønne. En æstetiker er en person for hvem skønheden i tilværelsen er dominerende.

Etik har også græsk oprindelse. Det kommer af ordet ethos, der betyder sæd og skik. Det vil her sige den gode sædvane og den gode skik. Etik er læren om at vælge og gøre det gode og det rigtige, og det drejer sig om, hvordan vi ordentligvis behandler hinanden.

Etik har altså noget med mennesker at gøre og udspiller sig mellem mennesker. Man kan ikke være etisk helt alene, ikke fordi man er uetisk, når man er alene, men fordi, der ikke er en etisk fordring. Modsat etik er der ikke nogen medmenneskelig fordring i æstetik. Æstetik handler ikke direkte om forholdet mellem mennesker. Æstetik har derfor ikke med nødvendighed relationen i sig. Æstetisk set kan man nøjes med at være beskuer eller tilskuer, og har man sansen for det skønne, kan det skønne være et menneske, et møbel, et landskab og så videre.

I æstetik involveres man ikke dybere. Man engageres ikke. Det er som at se en tragedie på teatret den skal overværes og i en vis forstand nydes, for man skal jo ikke involvere sig og komme de nødstedte til hjælp. Falder ens sidemand i teatret derimod om, er man forpligtet til at yde hjælp, og det ville være uetisk blot at være tilskuer.

Det smukke kan være det gode

Det er denne forskel på æstetikeren og etikeren, som Marx Brothers spillede på, da de første gang lancerede den berømte: Er der en læge til stede, og da én pligtskyldigt og beredvilligt melder sig, spørger Groucho Marx: Hvad synes De om forestillingen?

Æstetik er den uengagerede eller den uforpligtende sans for det, som er smukt. Og det smukke kan godt være det gode. "Det var en smuk tanke!" siger vi for eksempel og mener, at det var en god tanke. Eller: "Det var smukt gjort". Men man kan jo også sige: "Ja, det ku være smukt!" det er snublende nær, at der kommer en ironisk distance.

Et gammelt ord lyder: Det menneske, som interesserer sig for dine klæder, skal du ikke vise dit indre. Men i vore dage har vi travlt med at vise os for hinanden i det ydre. Og at vi til en vis grad er nødsaget til det, er en pointe, jeg engang hørte filosoffen Lars-Henrik Smidt fremføre. Han omtalte, at hans oldefar ikke mødte flere fremmede mennesker i hele sit liv, end han, Lars-Henrik, møder på et år. Oldefaren vidste, hvem de var, og om de var til at stole på. Om det var ven, fjende eller fremmed.

Det ved vi ikke i dag, for vi møder utallige. Vi må derfor med det samme kunne se, hvem vi har for os. Vi er nødt til at kunne afgøre, om vi kan stole på det andet menneske. Afgørelsen skal træffes hurtigt og sker naturligvis overvejende på det ubevidste plan. Det menneske, der ser æstetisk ud, som er veltrimmet og har en velholdt krop og altså generelt ser sund ud, er åbenbart i stand til at tage vare på sig selv, så det menneske kan jeg regne med.

Nutidens æstetik

Det er interessant, om tidens sundhedsdyrkelse, der ligner en epidemi, dybest set kan begrundes i æstetik. Denne epidemis symptomer er dyrkelse af det sunde, smukke, unge, stærke, rene og ubesmittede. Det kan i sin yderste konsekvens retfærdiggøre bortdømmelse af den ikke så æstetisk smukke, den tykke, den ikke længere unge.

I vor tid bliver vi altså set an, og derfor stræber vi efter og kredser om anseelse. Derimod er kaldet forladt. Kender man overhovedet ordet kald længere? Ifølge ordbogen er det et arbejde, som forudsætter uselviskhed og føles som en indre trang. I dag er det gode, det etiske, ikke nok i sig selv, hvis ikke det bliver set. Etikken er forladt til fordel for det æstetiske. Relationen er forladt til fordel for det selvoptagede.

Det, som tager sig smukt ud, er ikke nødvendigvis også etisk. Det smukke er ikke uden videre synonymt med det gode, og det betyder, at vi ikke vil nøjes med det smukke, hvis ikke det smukke rummer det gode og er det godes udtryk. I Charles Dickens Store forventninger opdrages den skønne Estella af Miss Havisham. Hun opdrages til hårdhed hun skal knuse mænds hjerter, for det var en mand, der knuste Miss Havishams hjerte. Estella fascinerer os ved sin skønhed og ved sin skønheds magt. Hun er en mys-tisk femme fatale. Men det er først, da hun til sidst åbner sit hjerte for godhed og kærlighed, at vi åbner vore hjerter for hende.

Generelt gør vi os bedre, end vi er, for det tager sig bedre ud. Derfor er det vigtigt at betragte æstetikken i etikkens lys, og her ses det, at hvis det bliver et formål i sig selv at søge det skønne, kan det føre til, at det gode prisgives. Eller med andre ord: Det er ikke i sig selv forkert at tilstræbe det skønne, men denne stræben må underordnes det etiske.