Prøv avisen

Én eller hundrede ikoner er ikke afgørende

Om den ortodokse kirke har en eller hundrede ikoner er ikke afgørende, skriver Poul Sebbelov, som er præst i den ortodokse kirke Foto: .

Det er det rene sludder og vrøvl, at det er ortodoks kristen lære, at det guddommelige nærvær øges alt efter mængden af ikoner, skriver Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke i Lyngby

MARTIN BOJE CHRISTENSEN, sognepræst i folkekirken, har efter en rejse til Rumænien påtaget sig at skitsere "Teologien bag de ortodokse ikoner", som hans kronik hed i Kristeligt Dagblad den 6. december.

LÆS OGSÅ: Teologien bag de ortodokse ikoner

Boje Christensen skriver temmelig begejstret, men selvfølgelig langtfra udtømmende, om ikonernes plads i den ortodokse kirke.

Men så er det, som om han kommer i tanke om, at der må være nogle lutherske indvendinger at gøre gældende. "Vi kan undres og betages," skriver han, "men bestemt ikke uden forbehold."

"Der er store forskelle mellem luthersk og ortodoks kristendom," anfører Boje Christensen videre. Det har han ret i, og det er befriende at møde en luthersk teolog, som ikke synger med på sangen om, at kirkerne lærer ét og det samme, blot på lidt forskellige måder.

Der er imidlertid den hage ved Boje Christensens fremstilling, at dét, han antyder som eksempel på forskellene, er en fuldkommen misvisende karikatur af ortodoks tro og lære.

Boje Christensen har talt med en præst i Rumænien, som har givet ham den sære idé, at "Guds energier (bliver) forstærkede, når der er mange ikoner på ét sted frem for blot én ikon".

Det er det rene sludder og vrøvl, at det skulle være ortodoks kristen lære, at det guddommelige nærvær kan "akkumuleres" ved at øge mængden af ikoner og evangeliebøger og liturgiske klæder. Det lyder, som var der tale om et nyt Babelstårn, de ortodokse troendes overmodige forsøg på at etablere nærkontakt med Gud ved at samle tilstrækkelig mange hellige genstande på samme sted. Må vi være fri!

Det er naturligvis ikke et retvisende billede! Den ortodokse lære om helliggørelse har sit centrum i fejringen af den guddommelige liturgi og i de troendes forening med Kristus ved modtagelsen af hans legeme og blod i nadveren. Og den nadver, der fejres i den mindste, mest uanselige og spartansk udstyrede ortodokse kirke er nøjagtig lige så "gyldig" som dén, der fejres i de store katedraler med tusindvis af ikoner.

ENDVIDERE HAR Boje Christensen hæftet sig ved den ortodokse lære om Guds energier. "Hvor kommer denne energitænkning fra?", spørger han retorisk, og som svar mere end antyder han, at den ortodokse tro skulle være et udtryk for "nyplatonisme", et begreb, som antyder panteisme, dualisme og tro på, at mennesket kan udvirke sin egen frelse.

Den ortodokse tradition trækker en skillelinje mellem på den ene side Guds væsen, hans natur eller indre væren, og på den anden side Guds "energier", det vil sige hans virke eller handlinger. Den hellige Athanasios siger om Gud: "Han er ifølge sit væsen uden for alt det skabte, men ved sit mægtige virke er han til stede i alle ting."

Denne skelnen mellem Guds væsen og Guds virke er forudsætningen for læren om theosis eller guddommeliggørelse.

Gud og menneske kan ved Kristi nåde forenes, men samtidig udelukker vi med denne tænkning enhver panteistisk identifikation, for mennesket får del i Guds virke, men ikke i Guds væsen.

Vi har ikke nødig at påkalde hverken Platon eller Plotin for at få svar på, hvor læren om Guds uskabte lys, som gennemstråler skabelsen, "kommer fra". Vi kan blot læse evangeliernes beretning om Kristi forklarelse på Taborbjerget. Her hedder det, at "Jesus (...) blev forvandlet for deres øjne. Hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset".

Kristi forklarelse bringer os tilbage til ikonerne. Begivenheden er ét centralt eksempel på, hvordan Guds uskabte herlighed manifesteres i det skabte. En ortodoks teolog fra det 20. århundrede, Paul Evdokimov, udtrykker det på den måde, at en sand ikonograf altid maler med "lyset fra Tabor". I en vejledning for munke og nonner, der er i lære som ikonografer, hedder det derfor også , at forklarelsen på Tabor bør være det første egentlige motiv for den kommende ikonograf, for at "Kristus kan lade sit lys stråle i hans hjerte".

Den ortodokse kirkes ikoner er en uadskillelig del af kirkens tro. For ikonerne er billeder af Kristus, som er kommet til verden. De er "teologi i farver", for de er kirkens udsagn om, at inkarnationen er virkelig! De medvirker til at give kirken den "krop", Boje Christensen efterlyser, og de udgør et bolværk mod alle tilløb til "spiritualisering" af Kristus og hans virke blandt mennesker.

Om vi har en lille eller en stor kirke, om vi har hundrede ikoner eller én, er ikke afgørende. Afgørende er derimod, at vi lærer, lever og tror, at det kristne liv er en stadig vekselvirkning mellem Gud og mennesker, hvis endelige sigte er, at vi bliver guddommeliggjorte af nåde og dermed gør Guds vilje til virkelighed: "Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os." (1. Mos. 1, 26).

Poul Sebbelov,

præst i den ortodokse kirke,

Blomstervænget 10, Lyngby

Læs flere artikler om ikoner på

k.dk/ikoner