ISLAMISK STAT (IS) har i den seneste tid taget ansvaret for mange terrorangreb i Europa og har nu tilslutning fra fundamentalister i blandt andet Libyen, Sinai, Yemen, Afghanistan, Kaukasus og Pakistan samt i Nigeria til oprettelsen af et verdensomspændende muslimsk kalifat.
Samtidig er Tyrkiet nu gået med i kampen i den et år gamle koalition mod IS, men desværre også mod kurderne i Irak (PKK), der jo er en væsentlig modstander af IS på landjorden i Irak!
Strategien i forbindelse med den USA-ledede 60-nationers-koalitions bekæmpelse af Islamisk Stat og dens perverterede udførelse af ”Koranens bud” i Syrien og Irak omfatter i sagens natur blandt andet beskyttelse af og støtte til kurdere og andre minoriteter, visse syriske oprørsstyrker og støtte til og uddannelse af irakiske hærstyrker, der synes helt uden kampkraft - samt bekæmpelse af IS med fly, droner og specialstyrker.
Hertil bør imidlertid som noget helt afgørende føjes en kraftig og fortsat sunni-muslimsk fordømmelse - helst ved en fatwa - af IS' fremfærd fra præsteskabet med flere i ledende muslimske lande!
Uden en sådan sunni-muslimsk fordømmelse fra højeste religiøse sted af IS og dens idégrundlag vil strategien ikke lykkes, da moderate muslimer ikke vil kunne overtale de mere ekstreme trosfæller til ikke at melde sig til IS' skændige fremfærd.
IS vil samtidig uden en sådan fordømmelse fortsat få støtte til bevarelse af det etablerede kalifat i Syrien/Irak i form af friske jihadister fra hele verden og penge fra religiøse fonde og rigmænd blandt andre i Qatar, Kuwait og Saudi-Arabien samt Forenede Arabiske Emirater, der i øvrigt alle deltager i koalitionen mod IS!
Samtidig er det helt afgørende, at denne fordømmelse kommer fra kredsen af sunni-muslimer, som IS jo også tilhører. En fordømmelse fra shia-muslimer i for eksempel Iran og Irak eller fra os europæiske ”vantro” vil ingen virkning have.
Det er derfor, de betydningsfulde sunni-muslimske nationer som Saudi-Arabien, Egypten og Qatar, der skal overtales til at ”bandlyse” IS' fremfærd for at stoppe støtten. For militær magt - uden omfattende styrker på jorden - primært udført af flystyrker, gør det desværre ikke alene!
En sådan kontinuerlig ”bandlysning” fra præsteskabet i disse lande har vi desværre ikke set endnu, da præsteskabet i såvel Saudi-Arabien som Qatar selv praktiserer den strengeste form af islam - nemlig wahabismen, der antageligt gør, at man her har en vis religiøs sympati for målet for den sunni-muslimske IS' virke - nemlig et verdensomspændende islamistisk kalifat. (I øvrigt støttede samme nationer i sin tid Taleban-regeringen i Afghanistan).
Samtidig er det skammeligt at se de samme arabiske nationers dobbeltspil og meget begrænsede bidrag til kampen mod IS set i forhold til deres massive indsats mod de oprørske shia-muslimer i Yemen.
Det skyldes formentlig samme religiøse hensyn, men også den altoverskyggende kamp om religiøs indflydelse i Mellemøsten mellem Iran og Saudi-Arabien eller mellem shia- og sunni-muslimer. De kommer jo aktuelt stærkt til udtryk i såvel Syrien som Irak, der begge har shia-dominerede regeringer, som støttes af et nu stærkere Iran, mens IS som bekendt er stærkt sunni-muslimsk.
Så selvom man i sunni-muslimske lande ikke bryder sig om IS' voldsomme fremfærd, så går det jo for tiden mest ud over konkurrenten i form af shia-muslimerne! Man holder måske derfor lidt igen?
Hvis de sunni-muslimske lande i Mellemøsten med Saudi-Arabien i spidsen ikke kan overtales til at give IS mere modstand såvel propagandamæssigt som med styrker, så vil IS' indflydelse i verden desværre langsomt brede sig.
Med mindre Vesten - læs USA - nok en gang griber afgørende ind på landjorden.
Jørgen Jelstrup, oberst, ledelseskonsulent og foredragsholder, Morelvej 243, Odense