10 præster i fælles opråb: Kære Joy Mogensen. Alting har en tid. Gælder det også restriktioner i folkekirken?

Forleden jublede, sang, græd, grinede og krammede cirka 25.000 mennesker i Parken, da Danmark vandt velfortjent og overlegent over Rusland i Parken. Samtidig kan kun ganske få komme ind i kirken med de nuværende restriktioner, skriver 10 sognepræster

Forleden jublede, sang, græd, grinede og krammede cirka 25.000 mennesker i Parken, da Danmark vandt velfortjent og overlegent over Rusland i Parken. Samtidig kan kun ganske få komme ind i kirken med de nuværende restriktioner, skriver 10 sognepræster.
I folkekirken er corona ekstra smitsom, lader det til. For her skal der være to meter mellem folk, når de synger, griner og græder. Med store menneskelige og smertefulde omkostninger til følge. Foto: Ritzau Scanpix og Johanne Teglgård Olsen

Kære kirkeminister Joy Mogensen (S). Har alting en tid? Måske endda også en god forklaring?

”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.” Sådan indledes Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente. Og vi vil spørge, om det også gælder restriktionerne i folkekirken.

Forleden vandt Danmark velfortjent og overlegent over Rusland i Parken. Et jubelbrøl rejste sig. Der blev sunget, der blev grædt, der blev grinet, kysset og krammet – tv viste cirka 25.000 glade mennesker. Det var fantastisk. Tillykke med sejren!

For det utrænede øje var det svært at genkende den meter, der skal være mellem mennesker for at forhindre coronasmitte. Måske smitter corona mindre på et stadion?

I folkekirken derimod er corona ekstra smitsom, lader det til. For her skal der være to meter mellem folk, når de synger, griner og græder. Med store menneskelige og smertefulde omkostninger til følge.

”Kan det virkelig være rigtigt, at dette fortsætter, for vi er jo så mange, der er vaccinerede?”, spurgte de pårørende forleden, da en elsket mor skulle bisættes i Slagslunde Kirke, og kun 33 af de nærmeste pårørende måtte komme med ind i kirken.

Ikke kun i Slagslunde, men i hele Danmark, er det den virkelighed, man møder, når der ved kirkelige handlinger, de sørgelige såvel som de glædelige, skal skæres ind til benet og vælges og vrages mellem de pårørende – for i de små middelalderkirker, som Danmark er så smukt repræsenteret ved, kan kun ganske få komme ind med de nuværende restriktioner.

Det smerter resten af livet, når det uigenkaldelige farvel kun kan tages med de allernærmeste pårørende. Ligesom det gør, når man ikke kan glædes med både familie og venner ved dåb, vielser og konfirmationer. Sorrig og glæde de vandre til hobe. Men vi græder og griner, sørger og glædes bedst sammen med andre. Se bare på stadion.

Forargelsen over den manglende genåbning af folkekirken er stor, og spørgsmålene om antal i kirkerne bliver stillet os præster dagligt – og det bliver de efterhånden mere og mere højlydt. Og vi forstår det godt. For samfundet åbner, siges det. Men er det nu også sandt, når ikke folkekirken er inkluderet?

Rent faktuelt har folkekirken over hele landet stort set ingen registrerede smittetilfælde ved kirkelige handlinger. På trods af, at vi igennem det forgange corona-år har haft titusindvis af kirkelige handlinger med sang og kun en meters afstand (indtil skruen blev strammet 26 timer før juleaften), så kan under en håndfuld smittetilfælde tælles.

Er tiden kommet til, at skruen kan løsnes? For vi kunne, og kan, passe på hinanden i folkekirken. Væk os midt om natten, og vi har afstands- og arealkravene mere præsent end vores Fadervor. Vi vil gerne bede om et svar fra kirkeministeren, så vi på oplyst grundlag kan forklare vores sognebørn, hvorfor der kan synges, kysses og krammes i bunkevis på stadion, når vi ikke må i kirken.

”Har alting virkelig en tid?”, spørges der. ”Hvornår kan vi melde ud, hvor mange vi må være i kirken?”, lyder det dagligt fra pårørende ved bisættelser, fra dåbsforældre, brudepar og konfirmandforældre.

Kære Joy Mogensen, hvad skal vi svare? Har alting en tid i folkekirken?

Eva-Maria Schwarz, sognepræst, Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke

Lisa Tikkanen Pagh, sognepræst, Christians Sogn, Kgs. Lyngby.

Anne Boye, hospitals- og sognepræst, Nordsjællands Hospital, Hillerød og Præstevang Kirke.

Elisabeth Stage, sognepræst, Ølstykke.

Rasmus H.C. Dreyer, sognepræst på Agersø og Omø samt i Skælskør-Eggeslevmagle.

Kristine Krarup Ravn, sognepræst, Blovstrød Kirke.

Lis Samuelsen, sognepræst, Sorø Klosterkirke.

Julie Finne Bjorklund Rebel, sognepræst, Lundtofte Sogn.

Henrik Winther Nielsen, sognepræst Frederiksborg Slotskirke, Hillerød.

Malene Buus Graeser, sognepræst, Slagslunde og Ganløse.