130 britiske imamer kræver, at Boris Johnson fordømmer lærers brug af Muhammed-tegning

En muslimsk gruppe bruger aktuel sag om Muhammed-tegning til at puste nyt liv i blasfemidebatten. Det sker, efter at en britisk lærer viste tegningen. Skolens inspektør har undskyldt, selvom tegninger tidligere er brugt uden at skabe kontroverser

Muslimer protesterer foran Batley Grammar School i West Yorkshire, hvor en lærer er blevet suspenderet for at have vist eleverne en Muhammed-tegning i religionsundervisningen. – Foto: Danny Lawson/ PA Images/ Ritzau Scanpix.
Muslimer protesterer foran Batley Grammar School i West Yorkshire, hvor en lærer er blevet suspenderet for at have vist eleverne en Muhammed-tegning i religionsundervisningen. – Foto: Danny Lawson/ PA Images/ Ritzau Scanpix.

Står Storbritannien på randen af en voldsom blasfemidebat?

Spørgsmålet presser sig på, fordi visse muslimske grupper protesterer, efter at en 29-årig lærer på en skole i West Yorkshire viste en Muhammed-tegning i religionsundervisningen for nogle af de ældste elever omkring 16 år.

Fra først at blive skældt ud af en vred muslimsk far, førte sagen til demonstrationer foran skolen i byen Batley, og sagen er tilmed landet på premierminister Boris Johnsons bord. Det sker, efter at 130 imamer og muslimske lærde har sendt et åbent brev til ham.

”Vi inviterer dig som premierminister, den politiske leder af vort land, og som en ligeledes britisk statsborger til at stå sammen med britiske muslimer i at fordømme sådanne splittende handlinger. De forkastelige handlinger, begået af denne lærer, er et opråb til alle civiliserede medlemmer af vort samfund, om enstemmigt at fordømme sådanne bevidste provokationer,” hedder det i et åbent brev fra organisationen Muslim Action Forum.

Organisationen er som sådan ikke markant, men er kendt for at kæmpe for en fundamentalistisk tilgang til islamisme. Sidst organisationen var på banen var tilbage i 2015, hvor den arrangerede en demonstration foran indgangen til premierministerens embedsbolig i Downing Street i London.

Den større muslimske paraplyorganisation Muslim Council of Britain, som er det muslimske råd i Storbritannien, har en mere afbalanceret tilgang til sagen.

”Hvor det ikke er overraskende, at nogle ønsker at bruge denne begivenhed til at skabe dybere skel og marginalisere muslimske samfund, så bør vort primære fokus være på de unge skoleelevers velfærd,” hedder det i en pressemeddelelse. Her bliver det også understreget, at karikaturtegningen, som blev brugt i undervisningen, kom fra det franske satiremagasin Charlie Hebdo og forestiller profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

”Det er et ekstremt fornærmende billede, som spiller på et islamofobisk billede af muslimer, og islam som værende synonym med terrorister, samt at muslimer har en forkærlighed for vold,” hedder det videre.

Efter de første klager over undervisningen på Batley Grammar School undskyldte skoleinspektør Gary Kibble ifølge The Guardian for, at tegningerne blev brugt i undervisningen, og den pågældende lærer blev ikke alene sendt hjem. Kort efter gik han på politiets anbefaling under jorden med sin hustru og fire børn, efter at hans identitet blev delt på sociale medier af lokale muslimske grupper. Men avisen Daily Mail beretter, at Muhammed-tegningerne også tidligere er brugt i undervisningen, og at to andre lærere også er blevet suspenderet.

”To andre lærere bliver også undersøgt, men skolen forsøger at holde det hemmeligt, fordi ledelsen ikke ønsker at skabe opmærksomhed om det faktum, at det ikke kun handler om én lærer,” skriver avisen.

Faderen til den 29-årige lærer beskylder ifølge lokalmediet Yorkshire Live skolens ledelse for at ofre ham, for at redde deres eget renommé. Han frygter, at sønnen vil lide samme skæbne som den franske historielærer Samuel Paty, der blev dræbt i oktober sidste år efter at have vist en Muhammed-tegning.

”Med tiden vil de også finde min søn, og han ved det. Hele hans verden er vendt på hovedet. Han er knust,” siger faderen. Ærkebiskoppen af Canterbury har også kommenteret sagen og talt for retten til at ytre sig frit.

”Vi har et godt forhold til muslimske ledere i hele landet. Mange af dem er kede af, at karikaturtegningerne er blevet vist. Men mange af dem har også gjort det klart, at selvom de er uenige, så er der ikke grund til vold eller trusler,” siger Justin Welby til den italienske avis La Repubblica under et besøg i Italien.

Men det er også en debat med et større internationalt perspektiv. Den indonesiske generalsekretær Yahya Cholil Staquf fra verdens største muslimske organisation, Nahdlatul Ulama, nikker genkendende til den måde, som mere radikale islamiske grupper forsøger at sætte dagsordenen.

”Vi har set tilsvarende sager, hvor islamister forsøger at diktere, hvad der kan og ikke kan blive debatteret i klasseværelset – og selv hvorvidt unge kristne piger skal bære et tørklæde. Disse uenigheder, forstærket af ekstremistisk retorik og ekkokammeret på sociale medier, kan hurtigt eskalere. Islamister ved, hvordan de kan maksimere sådanne muligheder,” skriver Yahya Cholil Staquf i det britiske magasin The Spectator .