14-årig: Derfor tvivler jeg på, om jeg skal konfirmeres

Jeg kan godt lide kristendommens menneskesyn, men hvis Gud er almægtig, hvorfor stopper han så ikke krigen i Ukraine og klimaforandringerne? Spørger Louis Ghisler, der fremlægger sine overvejelser om at vælge konfirmation til eller fra

Louis Ghisler er i tvivl om, hvorvidt han vil konfirmeres
Louis Ghisler er i tvivl om, hvorvidt han vil konfirmeres. Foto: Privatfoto.

Konfirmationen er en vigtig beslutning, som mange teenagere skal tage. Konfirmationen handler om, hvorvidt du tror på Gud og kristendommen. Konfirmationen markerede i gamle dage overgangen fra barn til voksen, men i dag handler den mere om ens første store beslutning om tro. 

Konfirmation har i lang tid været et dilemma for mig. Jeg har været i tvivl, om kristendommen var noget for mig. Jeg begyndte at tænke over, hvem jeg gør det for, og hvorfor jeg gør det.

Jeg er enig i nogle af kristendommens leveregler og principper. Jeg kan godt lide kristendommens menneskesyn, for eksempel at man skal hjælpe dem, der har det svært. I de ti bud står der også nogle retningslinjer, som jeg godt kan lide. Det 5. bud: Du må ikke slå ihjel. Det 8. bud: Du må ikke vidne falsk om din næste. Det 10. bud: Du må ikke begære de ting, der hører din næste til. Jeg kan godt lide disse bud, fordi de beskriver, hvordan man skal opføre sig for at være et godt menneske. Jeg kan også godt lide kristendommens budskab om næstekærlighed, som allerede står i Det Gamle Testamente (3. Mos. 19, 18). Her står også, at alle er lige i forhold til køn, hudfarve, religion, udseende og indkomst, og at alle skal have de samme rettigheder.

Men der er også nogle ting, der ikke giver mening for mig. I forbindelse med min konfirmationsforberedelse har jeg fundet ting, der undrer mig i Bibelen. Hvis Gud er alt, så er Gud også mørke og Satan. Samtidig siger kristendommen, at Gud er lyset. Hvordan kan Gud være begge dele? 

Jeg synes også, det er mærkeligt, at Gud er vigtigere end en selv, for hvis Gud er vigtigere end en selv, hvad lever man så for? 

I kristendommen siger de også, at hvis man ikke følger de ti bud, skal man lide i Helvede i al evighed, hvilket jeg synes er inhumant. Hvis Gud er den almægtige og kan alt, som de påstår i kristendommen, hvorfor stopper han så ikke krigen i Ukraine og klimaforandringerne? 

Jeg stillede de spørgsmål til min præst, og det kunne hun ikke umiddelbart forklare. Når jeg ikke får en logisk forklaring på mine spørgsmål til kristendommen, har jeg svært ved at tro på den.

I forbindelse med min beslutning har jeg tænkt over, hvorfor mine venner vil konfirmeres. Størstedelen af mine venner tror ikke på Gud eller kristendommen. De bliver udelukkende konfirmeret for gaverne og festen. Det undrer mig, at folk ikke tager stilling til deres holdning og tro. Jeg har selv svært ved at sige ja til noget, jeg ikke tror på. Jeg tror på, at den beslutning, man tager, kommer til at sætte en retning videre i livet, og for hvordan man kommer til at være som menneske i morgen.

Det er en svær beslutning for mig, fordi jeg tænker over det og ikke bare går med resten af flokken. Påvirkningen fra andre er tit afgørende for ens beslutninger, især når man er 14 år. Andres holdninger kan også gøre én i tvivl og få én til at genoverveje sin beslutning. Andres bemærkninger og holdninger påvirker også, hvordan man gerne vil se ud, og hvordan man er i sociale sammenhænge. Heldigvis sætter jeg spørgsmålstegn ved andres holdninger, og det synes jeg også, at andre skal gøre. I det samfund vi lever i, er vi stadig meget villige til at gå i andre folks fodspor.

Da jeg begyndte til konfirmationsforberedelse, ville jeg lære, hvad kristendommen handler om. Det, jeg indtil videre har lært, er, at jeg ikke tror på meget af, hvad kristendommen mener.

Derfor har jeg aftalt med mine forældre, at min fest kommer til at fejre min første store beslutning, uanset om jeg bliver konfirmeret eller ej.

Louis Ghisler går i 8.a på Vedbæk Skole.