14 sygeplejersker: Alle har ret til at få hele livet med

Kære du, som overvejer din stilling til legalisering af aktiv dødshjælp.

Vi ved ikke hvilke argumenter, der vejer tungest for dig i din stillingtagen til spørgsmålet. For mange er det afgørende, at mennesker får en værdig død.

Det er det også for os. Det er netop det, vi er uddannede til og arbejder for. Som sygeplejersker med erfaring inden for palliation oplever vi at kunne bidrage til, at patienter får en værdig død. Det gør vi blandt andet ved at skabe plads til meningsfyldte dage midt i afmægtigheden, det ubærlige og svære. Meningsfyldte dage kan være alt det livfulde, der kan ske i den sidste tid – med nye erkendelser, ny livsvisdom, livsfortælling, latter, gråd, nærvær og afsked.

Gennem mange års arbejde i det palliative felt har vi erfaret, at rigtig mange patienter og pårørende er taknemlige for den sidste tid, som de får med deres kære og for den ro og støtte, de får til at få sagt farvel. Vi mener, at alle har ret til at få hele livet med, også med den sorg og alt det smertelige og ubærlige, der er et vilkår, når man skal afslutte et levet liv. 

Som vi ser det, er værdighed uafhængig af, hvad vi bliver udsat for i livet. Den kan ikke tages fra os, men er der gennem livet og i døden, fordi vi som mennesker har uendelig værdi, bare fordi vi er mennesker. Mennesker, det er værd at bruge tid, omsorg og omkostninger på.

En værdig død er ikke en død uden lidelse, men en død, omgivet af kompetente, medlidende og medvandrende mennesker.

Nogle argumenterer med, at patienter skal skånes for ubærlige lidelser.

At skåne for ubærlige lidelser er vores spidskompetence. Når der ikke er mere at gøre i forhold til at blive helbredt, er der heldigvis meget mere, vi kan gøre for at lindre. Sammen med andre faggrupper i det palliative felt er vi eksperter i at støtte og lindre, både fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt/åndeligt. Det kan ske ved hjælp af den rette lejring, fysioterapi, massage, musikterapi, samvær, madoplevelser, naturoplevelser, medicin, samtaler med psykolog, socialrådgiver, præst, ro, hvile, stilhed og meget mere. Vi går ind for aktiv livshjælp til det sidste.

I sjældne tilfælde, hvis det ikke lykkes os at lindre på anden vis, er der allerede nu lovhjemmel til at give al den smertestillende og beroligende medicin, der skal til for at lindre smerterne, angsten og uroen – også selvom det kan afkorte patientens liv med nogle timer. Det er livshjælp, ikke dødshjælp, da det handler om at lindre, ikke at afkorte livet.

For andre er det vigtigt selv at kunne bestemme over sit liv og sin død.

Det er det også for os. Patienterne tager informerede valg i samråd med de sundhedsfaglige og eventuelt pårørende vedr. behandling og lindring – og indstilling af begge dele. Vi har oplevet situationer, hvor det kunne være en nærliggende tanke aktivt at afslutte livet. Men vi er af den overbevisning, at mennesket har en iboende værdighed, som ikke må krænkes i det levede liv – heller ikke når vi er døende. 

Hvis du vælger at modtage aktiv dødshjælp, bestemmer du ikke bare over dig selv. Du pålægger også andre at krydse en etisk grænse ved at udføre dødshjælpen. Og med legalisering af aktiv dødshjælp kan du alligevel ikke selv bestemme, at du skal dø. Der vil stadigvæk være læger, der skal vurdere, om dine lidelser er store nok til, at dødshjælpen kan tilbydes dig.

Vi kan også være bekymrede for, om valget reelt opleves frit. Nogle kunne måske vælge at afslutte livet for ikke at være til besvær. Samfundsmæssigt kunne der være risiko for, at der ikke bliver afsat de nødvendige ressourcer til palliativ behandling, så den syge eller handicappede person ikke ser andre valgmuligheder end aktiv dødshjælp. Et sådant samfund bliver et fattigt, kynisk, inhumant og råt samfund.  

Nogle mennesker mener, det er uværdigt at miste kontrollen. Det ser vi anderledes på. Kontroltab er skræmmende i et samfund, hvor autonomi har høj værdi. Men når vi bliver så syge, at vi har brug for hjælp, bliver det et vilkår. Et vilkår, hvor det er muligt at leve med stor livskvalitet på trods – også til det sidste. Det ved vi, fordi vi har haft æren af at være døendes medvandrere i den sidste tid.

Er det uværdigt at blive afhængig af andre? Det er sorgfuldt for både den døende og de pårørende, ikke uværdigt. Vi er afhængige af andre i mange situationer i livet, eksempelvis når vi føder, skal opereres, bliver akut syge eller på anden måde har behov for hjælp i en kortere periode. Det er der ikke noget uværdigt ved. Det er en naturlig del af livet. På samme måde når vi skal dø. Det er her, omsorg, kærlighed og medvandring for alvor har sin plads.

Der kan indvendes, at ikke alle tilbydes palliation. Det er desværre rigtigt. Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger er målgruppen for palliative indsatser "alle voksne mennesker og patienter med livstruende sygdom samt deres nærmeste pårørende". Det er der langtfra kapacitet til. Der er derfor, at der løbende arbejdes for, at den basale palliation udvikles og udbredes endnu mere til sygehuse, plejehjem og borgerens hjem, at antallet af hospicepladser øges, og at der videreuddannes sundhedsprofessionelle til at varetage både den basale og specialiserede palliation. Vi ser desuden et stort behov for mere oplysning til almindelige danskere om, hvad palliation er og kan. Vi tror, at større tilgængelighed til palliative tilbud og større viden om palliation vil ændre den høje tilslutning til aktiv dødshjælp.

Mennesket er sårbart, kan blive ramt på livet og skal på et tidspunkt afslutte det. Vi ved, at det er muligt at yde aktiv livshjælp til det sidste som en lindrende kappe om det lidende menneske. Lad os fortsat bruge ressourcerne på, at kappen udbredes, dækker, varmer og virker bedst muligt. Frem for at legalisere aktiv dødshjælp.

Medunderskriverne er alle sygeplejersker med erfaring i palliation og medlemmer af Dansk Kristelig Sygeplejeforening:

Anna Sandborg-Olsen. Konstitueret oversygeplejerske, Palliativ medicinsk afdeling P20, Bispebjerg Hospital, København.

Anne-Marie Flyger. Sygeplejerske, Sankt Lukas Hospice, Hellerup.

Anni Hansen. Afdelingssygeplejerske/souschef, Hospice Vendsyssel, Frederikshavn.

Birgit Kruse. Sygeplejerske, tidligere Palliativ medicinsk afdeling P20, Bispebjerg Hospital, København.

Bodil Sajo. Sygeplejerske, Sankt Lukas Hospice, Hellerup.

Britta Eckhardt. Sygeplejerske, Hospice Vendsyssel, Frederikshavn.

Ester Fielsøe. Sygeplejerske, tidligere Palliativ medicinsk afdeling P20, Bispebjerg Hospital, København, nu Sankt Lukas Hospice, Hellerup.

Jannie Weinrich Pedersen. Palliationssygeplejerske, Afsnit for lindrende Behandling, Bornholms Hospital.

Jette Ingemann. Sygeplejerske, Hospice Søholm, Aarhus.

Jonna Ullemose Pedersen. Sygeplejerske, Hospice Vendsyssel, Frederikshavn.

Marita Dalsenni Rask. Sygeplejerske, Gudenå Hospice, Brædstrup.

Miriam Skjerbæk Kobbeltvedt Mortensen. Sygeplejerske Hospice Vangen, Nørresundby.