18-årig spejder: Mit spejderliv har givet mig ro i ungdommens kaos

Unge frygter at blive ensomme, hvis de stiger af præstationsræset. Det kræver en god portion mod at sige fra, hvad langtfra alle unge kan eller tør. Et stærkt fællesskab skaber muligheden for at have individuelle mål, hvor man hjælper og støtter hinanden. Det skriver den 18-årige hf-studerende og spejder Petra Brøjtenborg Larsen

Spejderlivet fylder ungdommen med oplevelser af fællesskab. Netop stærke fællesskaber gør det lettere at stige af præstationsræset. ”Hvor ville jeg ønske, at alle unge oplever den samme glæde ved fællesskabet”, skriver 18-årige hf- studerende og spejder Petra Brøjtenborg Larsen. –
Spejderlivet fylder ungdommen med oplevelser af fællesskab. Netop stærke fællesskaber gør det lettere at stige af præstationsræset. ”Hvor ville jeg ønske, at alle unge oplever den samme glæde ved fællesskabet”, skriver 18-årige hf- studerende og spejder Petra Brøjtenborg Larsen. – . Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix.

DET ER ONSDAG. Klokken er 17, og min telefon ringer. Det er min gode spejderveninde i den anden ende af røret. ”Kan du hjælpe mig med et spejdermøde om en time?”. Jeg burde få trænet eller begynde på den aflevering, jeg kæmper med. Jeg kommer alligevel til at sige ja og sidder pludselig blandt 10 andre gode venner og hygger rundt om bålet. Varmen spreder sig i kroppen. Det er følelsen af fællesskab.

Hvor er jeg glad for, at min ungdom er fyldt med den slags oplevelser, for det er en kaotisk tid i livet at være ung. Det skulle det også helst være. Som ung ved man ikke, hvem man er, når man endnu ikke har prøvet sig selv af i de forskellige udfordringer, livet rummer. Og hvilken vej i livet skal man egentlig gå?

SELVOM DET SKAL VÆRE SVÆRT at finde sig selv, skal det ikke være så tæt på umuligt, som det for mange unge er i dagens præstationssamfund. Vi skal i dag være så meget, at vi ikke længere kan være os selv. Og hvad gør vi så, hvis vi ikke kan følge med? Tankegangen bliver hurtigt, at så må vi vel bare stramme op og tage os sammen.

Men hvis jeg som ung hele tiden stræber efter at blive perfekt, hvornår kan jeg så lære mig selv at kende? Hvordan formår jeg at prøve mig selv af i livets udfordringer, hvis jeg ikke tør begå en eneste fejl? Hvem er jeg, når jeg pakker mig selv længere og længere væk, indtil jeg er sikker på, det kun er den perfekte, fejlfri overflade, der er synlig for andre? Og bliver jeg dårligere af, at andre bliver bedre? Det er en ødelæggende og helt urimelig kultur, som vi er nødt til at gøre noget ved nu!

Jeg tror, at presset skyldes en frygt for ensomhed. For hvis man stiger af præstationsræset, så er man ikke længere en del af den samhørighed, som opstår, når alle stræber efter det samme – nemlig perfektionen. Det kræver en god portion mod at sige fra, hvad langtfra alle unge kan eller tør. Et stærkt fællesskab skaber muligheden for at have individuelle mål, hvor man hjælper og støtter hinanden. Gennem mit spejderliv er jeg selv en del af et stærkt fællesskab og har her følt, hvor meget man kan, når man står sammen.

Hvor ville jeg ønske, at alle unge oplever den samme glæde ved fællesskabet. Så gør det ikke så meget, om det er gennem den lokale fodboldklub, onlinespil på computeren eller som spejder i det fri – så længe det er dét fællesskab, som giver mening for den enkelte.

For ville det ikke være fantastisk, hvis ungdomsårene byggede på andet end blot karakterer, likes og udseende? Hvad hvis vi i stedet fik en hel generation, som blev rummet i stærke fællesskaber med plads til at finde sig selv. En generation, der har lært vigtigheden af accept og tolerance, og som ved, at når man fejler, lærer man sig selv bedst at kende. Vi skal danne robuste unge mennesker, som ved, at de ikke går i stykker af det.

Vi har brug for, at alle unge er en del af et stærkt fællesskab, hvor der er plads til at finde sig selv med de fejl og mangler, der naturligt følger med.

Det er vores fælles ansvar, at vi ikke taber en hel generation på gulvet. Vi er nødt til at løfte i flok, for at vi når ud til hele ungdommen og ikke kun til dem, som allerede er en del af et fællesskab.

Lad os alle gøre lige dét ekstra, for at 2018 bliver det år, hvor ”generation præstation” bliver til ”generation fællesskab”. Det år, hvor vi lykkes med at skabe sunde, hele mennesker, som er beredte til livet.

Tænk sig, hvor stærkt vi kunne stå sammen, når det engang bliver dén generations tur til at lede verden.

Petra Brøjtenborg Larsen er 18-årig hf-studerende og spejder.