Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

1864 i nutidsbelysning. Monrad var ikke værre end vor tids politikere

DET ER LÆNGE SIDEN, at jeg har læst et så klart og forløsende indlæg som Henrik Gade Jensens bemærkninger til Bertel Haarder (V) den 18. februar. Nej, det er ganske rigtigt nemt at kaste sig over D.G. Monrad, som var en katastrofe i 1864.

Det var dette, Bertel Haarder gjorde i sin kronik om Monrad (den 7. februar i Kristeligt Dagblad). Monrad svigtede på alle punkter, han gik i krig uden at have sørget for, at det danske forsvar og militær var i orden, han ofrede de Meza som overgeneral, da denne handlede klogt og rigtigt og forlod Dannevirke, han sprængte London-konferencen, hvilket kom til at koste os hele Slesvig. D.G. Monrad var kort sagt en national katatsrofe.

Men hvad med vor tids politikere, til hvilke Bertel Haarder hører? Jeg mindes endnu den 21. april 1972, da jeg som EF-modstander var deltager i en direkte debat fra TV-Byen (i hvilken Uffe Ellemann-Jensen i øvrigt var ordstyrer).

Jeg søgte efter evne at forsvare Danmarks selvstændighed over for det EF, som ville ombringe den i kraft af en overnational union, der uden ophør gøres snævrere (Romtraktatens forord). Oppe på tilhørerpladserne sad en ung VUer, der var glødende tilhænger af den overnationale union. Han hed Bertel Haarder, og han fik siden lejlighed til at befæste EU-unionen som dansk minister.

Og da samme Bertel Haarder var undervisningsminister i regeringen Schlüter, stemte man 3. juni 1983 om den udlændingelov, der forvandlede Danmark fra at være danskernes fædreland til at blive et multikulturelt indvandrerland. Sammen med EF-tilslutningen i 1972 den største katastrofe i Danmarks nyere historie. På linje med 1864 og den 9. april 1940. Nedlæggelsen af Danmark som nationalstat. Og Bertel Haarder og hans regering stemte for udlændingeloven.

Nej, Henrik Gade Jensen har kun alt for megen ret, når han spørger Bertel Haarder, om D.G. Monrads skyld er større end de nutidige danske politikeres, som på samme måde som Monrad efterlader et fremmedgjort og sønderbrudt Danmark, for nutidige danske politikeres virke omfatter EF-tilslutningen og udlændingelovgivningen.

Det var de danske sønderjyder, der kom til at betale for D.G. Monrads uansvarlighed og svigt i 1864. Det er vore efterkommere, der kommer til at betale for danske politikeres antinationale og multikulturelle handlinger i nutiden.

Med rette skriver Gade Jensen om en mærkelig paralyserende politisk korrekthed, generøsitetens forræderi, som ved lyden af ord om menneskerettigheder, flygtning og fremmedhad øjeblikkeligt opgiver Dannevirke, tusind års historie og enhver grænsekontrol uden kamp.

Dette er jo virkeligheden. Den, vi har oplevet i den sidste menneskalder. Et Danmark, der af sine politikere opgives som Danmark, fordi man frem for alt skal være på linje med den nutidige politiske korrekthed, der hetzer imod national identitet og eksistens.

1864, 1972, 1983. Hvert årstal betegner Danmarks ulykke. Og ulykkerne er danske politikeres skyld.

Søren Krarup er pastor emeritus og tidligere medlem af Folketinget (DF)