Prøv avisen
Refleksion

1968 er historien om autoriteten, der vendte tilbage til det frigjorte menneske

Autoriteten er ikke længere vertikal, hierarkisk og autoritær, den er ikke en disciplinerende instans, der indstifter forbud og påbyder pligtudøvelse og behovsudsættelse. Tegning: Søren Mosdal.

68’erne har fostret en kultur, hvor alt (tilsyneladende) er tilladt, og den selviske hedonisme – nydelsen – derfor bliver den nye norm

I år fejres 50-året for oprøret i 1968. Centralt i denne livsomvæltende begivenhed stod en idé om frigørelse fra såkaldt snærende bånd og gamle autoriteter, der plagede menneskene med skyld og skam, knægtede deres følelsesliv med forstokkede ritualer, herskede med vold og undertrykkelse og gjorde dem til konforme massemennesker.

”Når der var uro i stuen, sænkede far Jyllands-Posten et par centimeter, så hans skilning kom til syne. Så blev der ro,” fortæller journalist og forfatter Ulrik Høy om tiden før 1968.

Dengang skulle børnene være stille, når der var voksne til stede, og de skulle gøre, hvad der blev sagt. Det er desværre længe siden. Som at se på et gulligt, falmet fotografi fra oldeforældrenes tid, hvor det prunkløse motiv fra en svunden verden fortoner sig.

Det er heller ikke os alle, der ligefrem fejrer 68’er-jubilæet.

En af vores tids store fortællinger er nemlig fortællingen om autoriteten, der blev uddrevet – men vendte hævngerrigt tilbage. Frigørelsen blev en ny tvang. 68’ernes opgør med autoriteten beroede på illusionen om, at man én gang for alle kan afskaffe autoriteten. Det kan man ikke. Autoritet og magt er altid til stede. Det er bare et spørgsmål om, hvor autoriteten befinder sig, hvem der har den, og hvad den dikterer. Skylden forsvinder heller ikke, man genfinder den bare på et nyt sted. Det samme gælder ensretningen og ritualerne.

Autoriteten er ikke længere vertikal, hierarkisk og autoritær, den er ikke en disciplinerende instans, der indstifter forbud og påbyder pligtudøvelse og behovsudsættelse. 68’erne har derimod fostret en kultur, hvor alt (tilsyneladende) er tilladt, og den selviske hedonisme – nydelsen – derfor bliver den nye norm.

Et eksempel er det årligt tilbagevendende skue i Dyrehaven, hvor tusindvis af gymnasieelever ved skoleårets afslutning drikker sig fra sans og samling. Forrige år måtte så mange til udpumpning, at akutafdelingen lukkede ned på grund af overbelastning. De unge smider skrald overalt, maler graffiti på murene og stjæler møbler fra omkringliggende huse i deres bersærkergang gennem den yndige skov.

Lignende optog finder sted mange andre steder og inddrager så mange, at følgende diagnose må være på sin plads: Den, der føler skyld og skam i dag, er den, der ikke tager del i grænseoverskridelsen. Ritualiseret grænseoverskridelse er den nye ensretning.

Under de gamle autoriteter tillod man også overskridelser – den slags har altid haft en rensende effekt – men kun i det skjulte. Problemerne opstår, når børn og barnlige sjæle får magten, og overskridelserne bliver åbenlyse og normsættende. Et aktuelt eksempel er delingen af private sexoptagelser og hævnporno på nettet.

Vi siger altså, at vi lever i en sekulær, rationel og oplyst tid, hvor vi endelig har afskaffet autoriteten: Gud, faderskikkelsen, den store anden eller hvad vi nu end kalder den højere instans i vores samvittighed. De liberale hylder den frie individualisme, og de konservative jamrer over det anarki, vi lever i: Manglende respekt for myndighedspersoner som lærere, politi, forældre og præster.

Eller tag et begreb som disruption, der har fundet vej til allerhøjeste, politiske niveau. 68’erne har sandelig sejret, selv over en borgerlig regering.

Som Løgstrup imidlertid opdagede, er formløsheden tyrannisk. Derfor tager både liberale og konservative fejl. Der er ingen frisættelse, vi lever aldeles ikke i en tid uden tvang og regler, som var 68’ernes store utopi.

Tværtimod lyder en af de gyldne regler: oversk(r)id grænser – sådan som vores gymnasieelever så overbevisende demonstrerer. Du skal tage del i disse ritualer, ellers isoleres du som afviger.

I dag ved vi, at 68’er-oprøret har store omkostninger. Kravet om konstant selvoptimering, om at følge sine lyster, udleve sine drifter og søge sin egen lykke udmunder i sidste instans i tab af sociale dyder og hos den enkelte i stress, angst og depression.

Og skolen? Larm og uro i klasserne, manglende faglig motivation, lærerens tab af autoritet og udfasning af gamle ritualer og faste rammer.

Ikke: ”adlyd” den gamle autoritet, men: ”nyd” dig selv – sådan som den nye autoritet dikterer. Det er den slags autoritet, vi finder i den umiddelbart sympatiske Mr. Keating, den reformpædagogiske underviser spillet af Robin Williams i den folkekære film ”Dead Poets Society” – ”Døde poeters klub”. Også i den film ender det anti-autoritære oprør i en tragedie. For lærerne, eleverne og den kulturbærende institution, vi kalder skolen.

Historien om 1968 er historien om autoriteten, der vendte tilbage til det frigjorte menneske. Og det sidste blev værre for dette menneske end det første.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.