Prøv avisen

20 år efter folkemordet i Rwanda: Det vi har lært, og det vi har glemt

Tutsi children play 30 April 2004 at a refugee camp in Niashishi. Foto: Pascal Guyot/AFP/.

I den centralafrikanske republik kæmper regeringen og civilsamfundets ledere i dag med at få landet på rette vej mod fred.

jeg vil i denne uge i Kigali slutte mig til Rwandas folk og mindes 20-året for folkemordet, der stadig kan mærkes som en uvished i hele denne afrikanske region og i verdenssamfundets kollektive bevidsthed.

Hver situation har sin egen dynamik. Det gælder også den syriske konflikt, som hver dag kræver nye ofre. Men hver af dem udgør en kompleks trussel på livet: Hvad kan det internationale samfund gøre, når uskyldige befolkninger nedslagtes i stort tal, og den stedlige regering er ude af stand til eller uvillig til at beskytte sit folk eller ligefrem selv står for volden? Og hvad kan vi gøre for at hindre disse uhyrligheder i overhovedet at finde sted?

FOLKEMORDENE i Rwanda og Srebrenica var ikoniske fiaskoer for verdenssamfundet. Brutalitetens skala i Rwanda chokerer stadig: i gennemsnit 10.000 dræbte om dagen, dag efter dag i samfulde tre måneder, mens hadefulde radioprogrammer opildnede rwandere til at dræbe rwandere.

Verdenssamfundet har siden da taget store skridt for at handle efter den lære, det har draget af disse forfærdelige begivenheder. Vi står nu sammen mod straffrihed, hvilket står klart med etableringen af Den Internationale Straffedomstol. Internationale og FN-støttede domstole, heriblandt Den Internationale Straffedomstol for Rwanda, søger at stille de ansvarlige til ansvar og har en betragtelig afskrækkende virkning på potentielle krænkere af grundlæggende internationale normer. En milepæl blandt de afsagte domme er domsafsigelsen mod en tidligere statschef for krigsforbrydelser. Verdenssamfundet har besluttet, at det har ansvar for at beskytte. Stater kan ikke længere påstå, at uhyrlige forbrydelser er et indenlandsk anliggende, som ikke angår resten af verden.

ET STIGENDE ANTAL regeringer og regionale organisationer etablerer mekanismer til at hindre folkemord. FN og vore partnere udsender oftere menneskeretskontrollanter til problematiske steder. De er vore øjne og ører, som viser regeringer og ikke-statslige aktører, at verden følger med i, hvad der sker. Og eftersom denne form for forbrydelser kræver planlægning, sætter vi ind i mod de værste risikofaktorer lige fra mangel på institutioner til upåtalte krænkelser.

Vi handler også mere kraftfuldt for at beskytte civile også fra grasserende seksuel vold. Fredsbevarende styrker med pondus har slået en af de mest brutale militser i den østlige del af den Demokratiske Republik Congo. FN åbnede portene til vore fredsbevarende installationer i Syd-sudan for at give ly til titusindvis af mennesker truet på livet.

For 20 år siden ville sådanne skridt have været utænkelige. I dag er det en fuldt bevidst politik og et eksempel på vores nye initiativ, Rettigheder kommer først (Rights Up Front), i praksis. Det er en lære fra Rwanda omsat til virkelighed. Disse situationer er fortsat skrøbelige, men retningen er klar: mere beskyttelse. Ikke mindre.

Dette arbejde har dog været ramt af tilbageslag. Afslutningen på borgerkrigen i Sri Lanka førte til titusindvis af døde og en systematisk mangel på tale og handling fra FNs side. Og i over tre år har det internationale samfund været splittet omkring den rette respons på situationen i Syrien og har kun givet en brøkdel af den nødvendige humanitære hjælp, samtidig med at man har båret ved til bålet ved at bevæbne begge de krigsførende parter i en misforstået tro på en militær løsning.

VERDEN HAR BRUG FOR at overvinde disse blinde moralske vinkler. FNs medlemslande har måske nok rivaliserende definitioner af deres nationale interesser og er måske uvillige til at påtage sig nye økonomiske eller militære forpligtelser. De kan føle sig overvældede af kompleksiteten og risikoen eller er bekymrede over, at drøftelserne af en aktuel krise i andre lande måske endda vil handle om dem selv. Men resultatet af denne ligegyldighed og ubeslutsomhed står klart og tager form af blodsudgydelser blandt uskyldige, knuste samfund og ledere, som igen og igen må nøjes med at sige, at det aldrig mere må forekomme. Hvilket i sig selv er udtryk for en fortsat fiasko.

I løbet af det sidste årti har Den Centralafrikanske Republik i sin kvide kæmpet for at opnå verdens opmærksomhed, og i det sidste år har landet gennemgået statsligt sammenbrud, udbrud af lovløshed og grusomme massedrab, som har spredt skræk og rædsel overalt og udløst en eksodus. Folk udnytter religiøs identitet i kampen for politiske mål og truer en lang tradition for fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne.

Jeg opfordrer verdenssamfundet til at yde den militære støtte, som skal til med det samme for at redde liv, få politi ud i gaderne igen og sætte folk i stand til at vende hjem til deres kvarterer. Den Afrikanske Union og Frankrig har udsendt tropper, men EUs bestræbelser på at samle en styrke er indtil videre løbet ud i sandet.

Og lige så stort et behov er der for at få en politisk proces i gang med forsoning på førstepladsen. En yderligere spredning af volden kan opsluge hele regionen. Når et land bryder sammen så eftertrykkeligt som nu i den Centralafrikanske Republik, kan problemet synes uovervindeligt. Men historien lærer os noget andet. Den vedvarende støtte fra det internationale samfund har hjulpet Sierra Leone og Østtimor igennem dramatiske omkalfatringer.

Rwanda har registreret betragtelige fremskridt, og andre lande er helet efter usigelig vold. Den Centralafrikanske Republik kan gå ad samme vej. Jeg vil fortsat stå regeringen bi i at udstikke en kurs, som kan opbygge det stabile og velstående land, som dets råstoffer og traditioner muliggør.

I Rwanda vil jeg besøge mindestedet for folkemordet og hylde dets ofre, som jeg har gjort det efter andre tragedier i verden lige fra Auschwitz og Cambodja for årtier tilbage til andre i vor tid.

DET INTERNATIONALE samfund kan ikke hævde at kere sig om uhyrlige forbrydelser og samtidig vige tilbage for at afsætte ressourcer og den nødvendige vilje til faktisk at forhindre dem.

Verdens ledere bør gøre mere for at hindre, hvad hindres kan, og gå op imod de grusomheder, som finder sted for øjnene af os. Folk overalt i verden bør sætte sig i de sårbares sted lige fra Syrien til Den Centralafrikanske Republik og spørge sig selv, hvad de kan gøre for at opbygge en verden med menneskerettigheder og værdighed til alle.

Lad os vise dem, der står over for enorme trusler, at de ikke er alene og ikke er forladt. Og at den livline, de har brug for, er på vej.

Ban Ki-moon er FNs generalsekretær. Denne artikel bringes i Kristeligt Dagblad med eneret for Damark og er tidligere blevet bragt i The Independent.© THE WORLDPOST/GLOBAL VIEWPOINT NETWORK 2014. Oversat af Sara Høyrup