20 års debat om aktiv dødshjælp: Umenneskeligt eller barmhjertigt?

Når aktiv dødshjælp diskuteres, mener de fleste læger og politikere noget andet end den brede befolkning. Men hvordan har debatten udviklet sig gennem de seneste 20 år?

Illustration: Rasmus Juul

Det er ikke let at dø. Men herhjemme har vi siden årtusindeskiftet diskuteret, om det skulle gøres lidt lettere at få hjælp til det.

På den ene side står tilhængerne af aktiv dødshjælp, som argumenterer med den enkeltes selvbestemmelse, behovet for at afslutte ubærlige lidelser og hensynet til den døendes værdighed.

På den anden side står modstanderne, som taler om beskyttelse af menneskelivet, retten til at være til besvær og faren for, at en legalisering vil blive en glidebane.

Begge parter opholder sig gerne ved begrebet aktiv dødshjælp. På den ene side tilhængerne: Hvorfor ikke bruge det gamle græske ord eutanasi, der betyder ”god død”? Det handler jo om at give folk en ”værdig død”, som det ofte kaldes. På den anden side modstanderne: Er ”aktiv dødshjælp” ikke farvet, når både ”aktiv” og ”hjælp” associerer til noget positivt? Hvad med at kalde det ”drab på begæring”, når det nu er det, sagen handler om: at den syge ønsker at blive slået ihjel?

Under sprogdiskussionen skjuler sig det store spørgsmål: Vil indførelsen af aktiv dødshjælp være en barmhjertighedshandling eller en umenneskelig glidebane?

”I de tilfælde, hvor et menneske er døende, uhelbredeligt syg og i ubærlige lidelser, så er man blot i live, men ikke levende,” sagde den pensionerede overlæge Tom Alsner til Kristeligt Dagblad i 2005. Han var den ene part i et dobbeltinterview, hvor modparten, teologiprofessor Svend Andersen, replicerede: ”Man kan ikke gradbøje liv på den måde.”

Det har befolkningen nu tilladt sig at gøre alligevel. Siden 2002, hvor 68 procent af de adspurgte i en stor meningsmåling gik ind for aktiv dødshjælp, er andelen vokset, så 79 procent i 2016 ønskede at gøre aktiv dødshjælp lovligt.

I samme periode har Folketingets partier ikke rykket sig nævneværdigt. Det Konservative Folkeparti har længe været tilhængere af aktiv dødshjælp og har fået selskab af Alternativet, men grundlæggende var de fleste partier fortsat imod en legalisering, da de blev spurgt i 2019.

Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, havde et par år før, i 2017, forklaret forskellen mellem befolkningens og de folkevalgtes holdninger som et spørgsmål om indsigt. I Folketingets sundhedsudvalg havde de diskuteret emnet, været på studieture og mødtes med eksperter: ”Jeg tror, at alle mennesker, som havde været med på de samme ture, ville nå til den samme konklusion om, at aktiv dødshjælp ikke er svaret.”

Turen var blandt andet gået til Holland. Her tillod man i 2002 aktiv dødshjælp, og i 2005 havde lægen Tom Alsner fremhævet netop de hollandske erfaringer med læge-patient-relationen, udvikling af samtaleteknikker og fokus på retssikkerhed som et forbillede. Det transparente i den hollandske model, hvor lægen kunne hjælpe patienten til at dø, stod i skarp kontrast til mørklægningen herhjemme, mente Alsner og sagde, at ”hver tiende læge har ydet aktiv dødshjælp”. Men at ingen ville sige det højt.

Som årene gik, fik modstanderne imidlertid også skyts fra den hollandske virkelighed. For det var da netop glidebanen, der viste sit glatte ansigt, når tilfældene af aktiv dødshjælp bare steg og steg, anførte blandt andet seniorkonsulent og daværende medlem af Det Etiske Råd Christian Borrisholt Steen. I perioden 2004-2017 fra 1800 til 6585 mennesker, svarende til 4,4 procent af alle døde i Holland.

Når det gælder sundhedspolitik, er det politikerne, der sætter rammerne, og lægerne, der udfylder dem. I spørgsmålet om aktiv dødshjælp har de to parter ret konsekvent ment det samme – hvilket har været det modsatte af befolkningsflertallet: Hvis folk blot vidste, hvad der kan gøres gennem smertelindring eller ved at indstille udsigtsløs behandling, ville de slet ikke ønske aktiv dødshjælp, lyder det.

Sådan argumenterede også overlæge Ole Hartling i 2003, da han som formand for Det Etiske Råd præsenterede rådets redegørelser om emnet, og når andre læger i tidens løb har blandet sig i debatten, har de lagt sig i samme hovedspor.

Grundlæggende er læger sat i verden for at helbrede og lindre, lyder et andet argument, mens et tredje handler om, at lægerne gerne vil forbeholde sig retten til ikke at slå ihjel.

Eller rettere: Sådan har de fleste læger det. En central undtagelse i den hjemlige debat har været lægen Svend Lings.

I 2014 dukkede han op i Kristeligt Dagblads spalter foranlediget af en lederartikel i avisen om, at ”dødshjælpsiveren bør bremses nu”. Svend Lings kaldte glidebanetanken for ”en skrækfantasi” og beskrev, hvordan læger herhjemme kunne ”afbryde behandling med respirator, væske og ernæring og derved kvæle et menneske eller lade det tørste eller sulte ihjel” – og det med god samvittighed, fordi det var passiv dødshjælp.

”Vi er ikke så få danske læger, der har ydet aktiv dødshjælp, fordi vi sætter hensynet til patienten højere end hensynet til statsmagten. ’Giv kejseren, hvad kejserens er’, men lad dog patienten bestemme selv,” skrev den pensionerede overlæge, der samme år havde fået udgivet bogen ”Hjælp mig – aktiv dødshjælp”.

I de følgende år fyldte Svend Lings meget i debatten, især efter at han i 2017 blev politianmeldt for at have hjulpet flere mennesker med at dø. I læserbreve beskrev han grufulde lidelser og selvmordsforsøg og fortalte, at han i sådanne situationer følte sig moralsk forpligtet til at hjælpe – aktivt. Konkret i form af medicin.

Som formand for foreningen Læger

for Aktiv Dødshjælp var han også med til at udarbejde og distribuere en selvmordsmanual på internettet. Og da Højesteret i 2019 idømte ham 60 dages fængsel for i tre tilfælde at have ydet aktiv dødshjælp, blev han også ekskluderet af Lægeforeningen – som den første siden retsopgøret efter Anden Verdenskrig.

Dermed opfyldte han et ønske, som teologiprofessor Svend Andersen havde fremsat 14 år tidligere. Her kritiserede han de læger, der kæmpede for dødshjælp, for ikke at gå hele vejen: ”I ville da have en langt mere troværdig sag, hvis I stod frem og tog retssagen. Så ville debatten da rykke noget,” sagde han i 2005.

Rykkede Svend Lings-sagen så noget? Næppe på den måde, hovedpersonen ønskede. Men har fronterne generelt være trukket præcist op og ikke flyttet sig alverden i løbet af de seneste 20 år, er der alligevel på ét område sket noget: Den palliative, smertelindrende behandling.

”Der var et hul, en sort plet, som man politisk og administrativt godt kunne se, at man burde gøre noget ved,” sagde Helle Timm, professor ved Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Syddansk Universitet, i 2017, da hun skulle beskrive de seneste 25 års palliative behandling.

Tilsvarende talte sociologiprofessor ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen om ”den palliative revolution” og tilskrev udviklingen, at døden i dag skal være ”god, værdig, autentisk og autonom”.

Samme år vedtog Folketinget en aftale, der styrkede mulighederne for palliativ sedering (medicinsk smertelindring, der kan have døden til følge) og øgede patientens selvbestemmelse i forhold til fravalg af behandling.

I den forstand har politikerne givet sundhedssektoren beføjelser og midler til at imødekomme befolkningens ønsker – et stykke af vejen. Men hverken lovgivning eller behandling løser alle problemer, sagde overlæge og professor i palliation Per Sjøgren tilbage i 2013:

”De store problemstillinger omkring fødsel og død kan man ikke lovgive sig ud af – der vil altid være modhager (…). Diskussionen om etikken ved livets afslutning hører aldrig op.”