Dette indlæg er skrevet af Hans Hauge, dr.phil. og lektor
Vi er mange, der ånder lettet op. Drømmen om et Folkekirkens Fællesråd bliver efter alt at dømme ikke til noget. Det ser ud til, at den evangelisk-lutherske kirke endnu en gang overlever et angreb fra aktivisterne og de fromme mødehyæner, som teologen K.E. Løgstrup kaldte dem, for hvem kirken skal være en handlingskirke.
Så længe VKO bevarer et borgerligt flertal, er folkekirken bevaret. For Venstre har den såkaldte løfteparagraf 66 aldrig været et løfte om noget som helst. Den siger kun, at folkekirken ordnes efter gældende lov.
Liberale og konservative danskere har ingen politisk interesse i at overtage kirken, men det har socialisterne og venstrefløjens tilhængere, fordi de samfundsmæssigt mister magt. For dem vil et fællesråd kompensere for deres tab af domæner andre steder i samfundet.
Modstandere og tilhængere af Fællesrådet svarer stort set til blå og rød blok i Folketinget. Modstanden er derfor både partipolitisk og teologisk, og der er overensstemmelse mellem parti og teologi. Dette ses her tydeligt, mens præsterne skygger for det, fordi flertallet af dem hører til rød blok.
De røde vil have mindre stat, mens de liberale vil have mere stat. Det lyder som et paradoks. Chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, prøver da også at lokke både de røde og de blå. De blå må da gå ind for en liberalisering og de røde må sige ja, fordi noget, hun kalder det folkelige rodnet, må være tiltrækkende for dem.
Selv forsøger hun at skjule sit ståsted, men hun formår det ikke. Det er underligt, at hun ikke kan skelne mellem en folkekirke og en statskirke.
Det afslører hende, for har hun først fået folkekirken, den som understøttes af staten, lavet til en statskirke, som den svenske var, da er næste skridt tendentielt en adskillelse af stat og kirke.