Prøv avisen

Duel: Er det forkert at sige, at Danmark er et kristent land?

Den britiske premierminister, David Cameron, har skabt debat ved at slå fast, at Storbritannien er et kristent land. Udsagnet kan med god grund kritiseres for at ekskludere en del af befolkningen, mener kulturkonsulent Heidi Rottbøll Andersen. Historiker Henrik Jensen mener modsat, at det vil være forkert at påstå andet, end at såvel Storbritannien som Danmark er kristne lande

Er det forkert at sige, at Danmark er et kristent land?JA, mener mener kulturkonsulent Heidi Rottbøll Andersen

Hvis den danske regeringschef fulgte sin britiske kollegas eksempel og erklærede, at Danmark er et kristent land, ville det både ekskludere en del af befolkningen og være en forkert formulering, mener Heidi Rottbøll Andersen, stiftende partner i konsulentfirmaet Living Institute, der arbejder med kulturel diversitet:

Hvis hun sagde, at vi er en nation med rødder i kristendommen, ville jeg klappe i hænderne, men hvis hun sagde, at Danmark er et kristent land, ville jeg buhe. Et udsagn som David Camerons vil ekskludere en del af befolkningen, dele den op i dem og os.

Er det ikke korrekt nok, at Danmark er et kristent land i den betydning, at et stort befolkningsflertal er medlem af folkekirken, og at vores kristne tradition går tusind år tilbage?

Jo, Danmark har kristne rødder. Det ses alle vegne. Vi lever den kristne tradition ud bevidst og ubevidst. Når det er påske, er det lidt mere bevidst. Men hvis man ser på, hvordan vi bruger kristendommen, mener jeg ikke længere, man kan sige, vi er et kristent land. Kun 2,4 procent af danskerne går regelmæssigt i kirke. Hvor mange er det, der beder aftenbøn? De fleste har en religiøsitet, der går ud på, at de tror på et eller andet, men det er ofte et personligt tilvalg af det fra kristendommen, man synes om. Ligesom der er meget få danskere, der har været hundrede procent nazister, kommunister eller republikanere, er vores forhold til at være kristne også sådan lidt både-og.

Men hvis en regeringsleder selv mener at stå i spidsen for et kristent land, er det vel i orden at sige. Man ville vel ikke anfægte det, hvis en regeringsleder sagde, at Danmark er et demokratisk land eller et moderne land, selvom dette kunne støde antidemokrater og antimodernister ud?

Jeg mener, at dét er noget andet. At kalde Danmark moderne kunne have den betydning, at vi har indført elektricitet overalt. Det har intet med den enkeltes følelse af at høre til at gøre. Hvad angår demokrati, er det da rigtigt, at for eksempel dem, der vil fløjte i Fælledparken for at overdøve statsministerens tale, ikke har fattet hvad demokrati går ud på. Men jeg synes, der er en forskel på at samle landet omkring en styreform, som demokrati og et personligt værdigrundlag som kristendommen.

Er en statsminister ikke primært en politiker, der er valgt, fordi hun har holdninger, og som ikke kan tage sig af, hvis for eksempel arbejdsløse føler sig ekskluderet af hendes retorik?

Det ville man kunne sige om en menig partisoldat fra for eksempel Liberal Alliance, der sætter synet på arbejdsløse på spidsen i en debat. Jeg mener, at når statsministeren i Danmark eller premierministeren i Storbritannien taler, så er man også regeringsleder for de arbejdsløse.

Men statsministre har velaltid forsøgt at styre landet i en politisk retning og har som middel fremhævet bestemte værdier og måske udpeget andre som proble-matiske. Anders Fogh Rasmussen (V) kritiserede jo for eksempel eksperter som smagsdommere, der ikke skulle styre almindelige menneskers liv?

Jeg mener også, han gik over stregen. Men Foghs dagsorden dengang var mere konkret politisk. Han ville selv have frihed til at regere uden eksperter som stopklodser. David Cameron har en anden dagsorden, som handler om hjerteblod og værdier. Sammenligner man Storbritannien med Danmark har vi et par moskéer, men de har godt nok mange. Der er meget store grupper af indvandrere og forskelligereligiøse grupperinger, og integrationen er ikke lykkedes bedre end herhjemme. I den situation føler Cameron sig åbenbart presset og har et behov for at appellere til de hvide englændere og sige: Det er stadig vores land. Men jeg synes ikke, det eri orden at sige det på den måde.

NEJ, mener Henrik Jensen, historielektor på Roskilde Universitet

Det vil ikke være forkert, hvis Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), kaldte Danmark for et kristent land. Hverken faktuelt forkert eller forkert i forhold til eventuelt at støde religiøse minoriteter. Det mener historiker på Roskilde Universitet, lektor Henrik Jensen:

Men det er da blevet mindre tydeligt, at vi er et kristent land, end det har været. Jeg vil måske derfor hellere kalde Danmark et post-kristent land. Vi er i en fase, hvor de fleste danskere er det, man kalder kulturkristne. De er ikke voldsomt aktive kirkegængere, men de melder sig heller ikke ud. Der er nogle stærke rødder, som stadig er intakte, selv om man ikke kan påstå, at der er kæmpestor overensstemmelse mellem den enkeltes holdninger og de kristne værdier. Og vi skilter heller ikke med vores religion, blandt andet fordi det nemt kan misforstås. Det betyder dog ikke, at den kristne æra er forbi, den eksisterer bare i en mere moderne udgave end for 100 eller 200 år siden.

Men danskerne melder sig jo faktisk ud af folkekirken og søger i stigende grad mod andre religioner. Peger det ikke i en anden retning?

Nogle melder sig ud, ja, men det er en langsom sivning. Omkring 80 procent er stadig med, og det skyldes ikke bare en træghed i udvikling, men en særlig binding til det kristne. Man skal ikke undervurdere folk. Hvis de virkelig ville, så meldte de sig jo ud. Vi har det svært med kristne dogmer, men det bærende i kristendommen vil de fleste gerne skrive under på. Og i det store hele er den kristne fortælling stadig forholdsvis levende i de flestes hoveder. Ikke at de insisterer på at opdrage deres børn med stærke, kristne forestillinger, men de gør det alligevel ud fra et kristent verdens-billede. En værdi som næstekærlighed regnes jo for at være en stærk og vigtig værdi i det danske samfund, og selv om det er en værdi, der også er stærk i andre religioner, så er den formuleret kristent hos os i form af eksempelvis bjergprædikenen.

Men er det ikke et spørgsmål om tid, før den binding er blevet så svag, at det ikke længere giver mening at kalde Danmark kristent?

Nej, jeg tror faktisk, udviklingen vil gå den modsatte vej. Særligt de seneste 50 år har sekulariseringen og andre stærke kræfter kørt hårdt på kirken, og i det perspektiv synes jeg, det er påfaldende, hvor mange medlemmer der stadig er tilbage, og hvor meget den kristne fortælling stadig fylder. Bindingen bliver ikke bare svagere og svagere, jeg kan derimod sagtens forestille mig, at jo mere globaliseringen fylder, og jo mere samfundet bliver komplekst og sammensat med religioner og traditioner, der markerer sig stadig stærkere, jo større behov bliver der for også at markere kristendommen tydeligere.

Bør statsoverhoveder, som en nationalt samlende figur, alligevel ikke afholde sig fra at kalde et land for kristent? Storbritannien er jo et godt eksempel på, hvor meget det kan splitte befolkningen?

Nej, det synes jeg ikke. Vi skal generelt passe på, at vi i Vesten og Europa ikke bliver bange for vores egen skygge og glemmer, hvor vi kommer fra. Så længe, det er et enormt stort flertal, der holder fast i kristne værdier og traditioner, er det trygt at sige, at vi er et kristent samfund. Og det skal et statsoverhoved selvfølgelig også kunne sige. Når det skaber debat i Storbritannien, hænger det jo sammen med, at briterne lige siden Anden Verdenskrig har haft svært ved at markere sine værdimæssige og religiøse positioner på grund af især den massive indvandring. I Danmark er det anderledes. Det ser vi jo en gang om året, hvor ingen brokker sig over, at Dronningen slutter sin nytårstale med at sige Gud bevare Danmark.