I et interview i Kristeligt Dagblad den 14. april siger sangeren Jonas H. Petersen: Det kræver på en måde en vanvittig tro, at tro på Jesu opstandelse.
Det har han ret i. Tanken om, at en død mand bliver levende af sig selv efter godt halvandet døgn i graven, er skør og på alle tangenter mod vores almindelige erfaring. Og næsten en anelse uhyggelig: Døde mennesker skal blive liggende i graven. Det er derfor, vi lægger dem der.
Jeg oplevede selv denne uhygge for en del år siden: En dag kort efter en ung students død han var tragisk omkommet ved en trafikulykke syntes jeg i et splitsekund, at jeg hørte hans skridt udenfor på trappen. Det var ikke glæde, men angst, der fyldte mig i det øjeblik. Glosen vanvittig er i det lys velplaceret af Jonas H. Petersen.
Samtidig er det faktisk muligt at sige det modsatte med lige så stor ret: Det kræver en vanvittig tro ikke at tro på Jesu opstandelse. Ganske enkelt fordi de historiske vidnesbyrd er så stærke. Vi står over for en af oldtidens skriftligt set mere velbevidnede begivenheder. Og det foregik jo ikke i en afkrog, som apostlen Peter engang bemærkede, men i en af datidens større byer, hvor oplysninger kunne kontrolleres. Og de blev unægteligt udsat for kontrol.
Meddelelsen om, at graven var tom påskemorgen, blev ikke modsagt i datiden. Men der blev forsøgt med en alternativ forklaring om ligrøveri, som evangelisten Matthæus refererer temmelig tilbagelænet.
Og vidnesbyrdene fra dem, der så ham, har en variation af enhed og forskellighed over sig, der dufter af virkelighed. De så den samme person, men stemning og omstændigheder varierede. Enkelte blev umiddelbart glade, da de så ham. De fleste andre blev forskrækkede, så de måtte beroliges med et frygt ikke.
En detalje, der dufter af virkelighed: De oplevede nemlig en forstærket udgave af det gys, jeg fik på trappen dagen efter begravelsen. Døde mennesker skal blive i graven.
Nogle mødte ham alene, andre i små grupper og en enkelt gang 500 mennesker sammen. Paulus tilføjer et par årtier senere til menigheden i Korinth, at nogle af disse 500 er døde, men de fleste lever. Underforstået: Spørg dem, hvis I er i tvivl!
Denne variation af situationer udfordrer en række tolkninger: At det skulle være en konstruktion, hvor en lille inderkreds forsøgte at binde masserne en historie på ærmet, eller modsat: massehysteri. Der er hele tiden en episode, der modsiger tolkningen.
Et sært træk er, at de første vidner var kvinder. Hvis dette var en konstrueret historie, var det næppe den mest nærliggende fortælling i et samfund, hvor kvinder blev betragtet som så utroværdige, at deres ord ikke gjaldt i en retssal.
Ved en af de episoder, hvor disciplene møder den opstandne, beder han for øvrigt om brød og fisk at spise. Demonstrativt. Dette er ikke en spøgelseshistorie, men en kropslig opstandelse. Og siden har kirken bekendt: Vi tror på kødets opstandelse
Episoden er også interessant af en anden årsag. Vi har måske lettere ved at tro spøgelseshistorien den åndelige opstandelse end den konkrete fysiske. Og der er i hvert fald i mange kulturer fortilfælde for tro på, at døde går åndeligt igen.
Men denne fysiske opstandelse er med Jonas H. Petersens ord vanvittig.
Dette vanvid er ved eftertanke en duft af virkelighed: Hvis man skriver en novelle, er man forpligtet på at konstruere et nogenlunde troværdigt plot. Den forpligtelse har virkeligheden ikke.
Jeg er med denne klumme ikke ude på at antyde, at opstandelsen kan bevises. Hvad er historisk bevis for øvrigt overhovedet for noget? Heller ikke at ikke-opstandelsestroende skulle være ubegavede. Højst uoplyste.
Men jeg er ude på at fastslå, at i denne sag står tro ikke over for fornuft; men at én vanvittig tro står over for en anden vanvittig tro: Opstandelsesbenægtere er nogle af de mest troende mennesker, jeg har mødt. De tror bare noget andet.
En medarbejder i Kristeligt Forbund for Studerende satte det på spidsen, da han på et universitet frækt spurgte: I lyset af de overvældende historiske data, hvad er så dit hovedargument mod Jesu opstandelse?.
I dette vanvid af modsatrettet tro kan vi glæde os over, at det lige om lidt bliver pinse. For vi har brug for et yderligere mirakel Helligåndens mirakel for at tro og holde fast i livets vanvittige tro mod dødens vanvittige tro.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard