Mig og Helligånden. Når man er hævet over ethvert kirkeligt hierarki

Værktøjet er en grænseløs tillid til Helligånden, mener Poul Zeppelov

Duen over prædikestolen symboliserende Helligånden, Fred, Håb, Ånd. Råsted Kirke ved Randers, Østjylland
Duen over prædikestolen symboliserende Helligånden, Fred, Håb, Ånd. Råsted Kirke ved Randers, Østjylland. Foto: Gerth Hansen/ Denmark.

Debatindlægget er skrevet af Poul Sebbelov, der er præst i Den Ortodokse Kirke
Det er vanskeligt, grænsende til umuligt, at argumentere med mennesker, som påstår at have deres mandat direkte fra Helligånden. For de mener sig højt hævet over de rammer, Kristi kirke på jorden afstikker for det kristne liv.

Følgelig afviser de, at et kirkeligt hierarki overhovedet er relevant. De har jo den direkte linje til højeste sted.

Den tilsyneladende selvsikkerhed, som følger af det helt personlige, guddommelige mandat, de folk påberåber sig, udtrykker et psykologisk fænomen, hvis væsentligste ingrediens er blind tiltro til egne indfald, anelser og fornemmelser. Alle sådanne private idéer præsenteres med største højtidelighed som noget nær profetiske, og derfor som undtaget fra bedømmelse på traditionel, kirkelig vis.

De selvbestaltede profeter fremviser en række kendetegn, der fungerer som advarselslamper. Kodeordene er spiritualitet og kærlighed, begge anvendt som frit svævende, udefinérbare størrelser, uafhængige af og hævet over kirkens praksis og lære.

Et eksempel var at læse i Kristeligt Dagblad den 15. april i pinsepræsten Peter Halldorffs indlæg: Splittede kirker skal kunne enes. Elsk din næstes kirke som din egen.

Her præsenteres en nyskabelse, som kaldes påskebevægelsens folk, og indlæggets forfatter lader forstå, at det økumeniske fællesskab, han selv med sit virke søger at tilvejebringe mellem lutheranere, katolikker, ortodokse og andre trosretninger, at det fællesskab befinder sig på et ganske andet og højere åndeligt niveau end samtlige kendte kirkesamfund. At det så at sige svæver over alle kirkelige vande.

Forestillingen om påskebevægelsen fører pinsepræsten til den forbavsende konklusion, at hver kirke må dø bort fra sit ego.

Den selvudnævnte profet gør således krav på at sidde inde med kuren mod al egocentrisme. Kuren er, ikke overraskende, tilslutning til hans egne drømme om helt forfra at gestalte et økumenisk fællesskab.

Og værktøjet er en grænseløs tillid til Helligånden, den Ånd, som efter profetens verdensbillede opererer helt uafhængigt af noget kirkeligt hierarki, og som mærkeligt nok er særlig mærkbart og markant på færde i hans helt eget, hjemmestrikkede projekt i de svenske skove.

Mig og Helligånden! Tal om opblæste egoer!