Prøv avisen

Thranholm: Kirken er bange for sit eget budskab

Illustration: Peter M. Jensen

I dag indordner de troende sig og kalder deres mangel på mod for kærlighed. Det har intet med kærlighed at gøre, men er tegn på svaghed og mangel på tro, skriver teolog, katolik og journalist Iben Thranholm

Jeg har netop været til en konference på Santa Croce Universitet i Rom, som drives af den katolske orden Opus Dei. Den berygtede, hemmelige orden, som mange kender fra romanen Da Vinci Mysteriet, men som i virkelighedens verden hverken er spor mystisk eller lukket. Tværtimod. Universitetet har en velrenommeret afdeling for kirkelig kommunikation og uddanner hvert år masser af både mænd og kvinder til at formidle kirkens budskab over for den sekulære verden.

Opus Dei er kendt for at have højtplacerede kommunikationseksperter i Vatikanet. Tidligere talsmand for pave Johannes Paul II, Joaquin Navarro-Valls, er medlem af Opus Dei, og den nuværende presserådgiver i Vatikanets statssekretariat, Greg Burke, ligeså.

Konferencens emne var nye strategier for, hvordan kirkelig kommunikation kan skabe kulturel forandring. Det vil sige, hvordan kristne værdier igen kan være med til at forme og ændre samfundet. Hovedparten af oplægsholderne koncentrerede sig om udfordringen med homoseksuelle ægteskaber, og hvordan kirken i denne kontekst kan komme til at kommunikerere traditionelle familieværdier, uden at omverdenen tager afstand fra kirken. Men det er lettere sagt end gjort. De fleste oplægsholdere erklærede nemlig, at de ikke havde noget godt svar på, hvordan kirken skal klare denne udfordring.

Flere forsøgte dog at fokusere på barmhjertighedsmodellen, hvor udgangspunktet er mere dialog, omsorg og kærlighed. Men spørgsmålet er, om de, som er uenige med kirken og måske ikke engang er medlem af den, ønsker sådan en form for omsorg. Spørgsmålet er også, om kirken ikke er begyndt at bruge kærlighedsargumentet, fordi den ikke tør konfronterere moderne kultur med modargumenter og derfor vælger barmhjertigheden som en måde at undgå konflikter på. Kirken er grundet på kærlighed, men i lige så høj grad på sandhed. Det kan blive en farlig og fatal leg, hvis de to størrelser skilles ad.

Faktum var, at ingen på konferencen faktisk havde nogen konkrete løsninger eller svar på, hvordan kirken igen danner kultur. Austen Ivereigh, som er leder af Catholic Voices i Storbritannien og selv en meget aktiv og solid stemme i debatten, erkendte, at han faktisk så slaget som tabt. En rystende konstatering, som alligevel ikke lod til at påvirke et noget nær passivt publikum.

Mens jeg lyttede, fik jeg et indre billede af, at oplægsholderne var som orkestret, der spillede på dækket, mens Titanic sank. Mange kristne i den vestlige verden taler utrætteligt om tolerance og omsorg, men lukker øjenene for, at de befinder sig på et skib, der synker hurtigere, end de aner.

Man tror på, at med dialog og tolerance over for modparten vil den kristne kultur overleve, alt imens antikristne kræfter tager mere og mere over og gør det af med kristendommen. Den såkaldte pave Frans-effekt, som mange katolikker lader sig rive med af, gør indtil videre ingen statistisk forskel. Kurven for antallet af kirkegængere har ikke flyttet sig opad til trods for pavens popularitet.

Det var alarmerende at se, hvordan kirken er i knæ, og at dens eksperter i kommunikation er ved at komme til kort. For mig at se er problemet, at kirken og dens kommunikationseksperter er blevet for optaget af, hvordan man undgår at blive upopulær over for det sekulære samfund. Hovedparten af oplæggene centrerede sig om, hvordan man undgår at blive afvist eller at blive opfattet som ja, tro det eller ej for kristen.

Kirkens krisestrategi bør i stedet være at holde op med at være fokusere på, hvad man tror, det sekulære samfund gerne vil høre, og hvordan man kan præsentere kristne værdier mest spiseligt. I stedet bør man styrke sin egen tro. Kirkens historie viser, at kirken faktisk er vokset allermest i modgang, hvis bare trosstyrken selv hos en lille flok mennesker er stor og stærk. Det vidner martyrerne i antikkens Rom om.

Hvad der fik den tidlige kirke til at vokse, var, at de troende var villige til at give deres liv for troens sandhed. De gik ikke på kompromis. Det er den form for kompromisløshed, som kirken mangler i dag. Man har fået en falsk idé om, at man hjælper evangeliets udbredelse ved at være en del af det gode selskab. Men kristendommens styrke består ofte i at være en modkultur til verden. Derfor blev Jesus korsfæstet.

I dag indordner de troende sig og kalder deres mangel på mod for kærlighed. Det har intet med kærlighed at gøre, men er tegn på svaghed og mangel på tro.

Når de kristne ikke længere er i stand til at forandre kulturen, er det, fordi de har mistet troen på deres eget budskab eller endnu værre de er blevet bange for det og har underkastet sig frygten for omverdenens dom.

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard