Det har været underligt at følge den seneste tids debat om forsoningslære i Kristeligt Dagblad. En række teologer, præster og andre har blandet sig. Men der mangler nogle grundlæggende begrebsdistinktioner. Det er der kommet en forplumret debat ud af.
En væsentlig og ofte brugt skelnen blev indført af den svenske teolog Gustaf Aulén (død 1977). Aulén skelnede mellem klassisk (oldkirkelig), objektiv (latinsk) og subjektiv (moralsk) forsoningslære.
Den klassiske findes i flere varianter. I oldkirken var Jesu død og opstandelse først og fremmest en sejr over døden. Synd er, at vi har brudt med Gud og solgt os til døden, som nu har magt over vores liv. Jesu død på korset er Guds måde at overvinde dødens magt på og vinde os tilbage.
Døden er ikke bare vores, men også Guds fjende. Gud er almægtig, men han bruger afmagt til at nå sit mål. I sin kateketiske tale skriver Gregor af Nyssa (cirka år 335-395): ”Da vi af vores egen fri vilje havde solgt os til bedrageren, kunne Han, som af sin godhed søgte at genvinde os til frihed, fordi Han også var retfærdig, ikke til dette formål bruge tilfældig vold. Det var derfor nødvendigt, at der skulle betales en løsesum, som i værdi skulle overstige det, som skulle løskøbes; og derfor var det nødvendigt, at Guds søn skulle overgive sig selv til dødens magt.”
Jesu død blev af mange oldkirkelige teologer opfattet som en løsesum betalt til døden. Dette ændrede sig i middelalderen, ikke mindst med Anselm af Canterbury (1093-1109). Ifølge Anselm døde Jesus ikke for at besejre døden, men som betaling til Gud, som er æreskrænket og skal formildes. Det er den objektive eller latinske forsoningslære, som fik stor indflydelse på katolicismen, men også protestantismen.
Problemet med tanken er, at den indfører en splittelse mellem Gud Fader og Jesus, som i yderste konsekvens skal beskytte os mod Gud. Det er derfor med god grund, at moderne teologer har villet gøre op med den objektive (latinske) forsoningslære. I stedet opfatter man Jesus som moralsk forbillede. Gud skal ikke formildes, men mennesket skal lære, hvad det vil sige, at Gud er kærlighed.
Det kaldes også den subjektive eller den moralske forsoningslære. Her er tanken, at mennesket skal forsones med Gud (ikke omvendt), og at det kan ske ved, at mennesket lærer at overvinde synden.
Den subjektive forsoningslære nød en vis popularitet i oldkirken, ikke mindst når Jesus blev opfattet som en slags filosofisk lærer, der døde for sit budskab.
Men den opfattelse er utilstrækkelig. Problemet med den subjektive forsoningslære er, at den undervurderer syndens og dødens realitet. Døden er ikke noget, vi kan ”lære” at overvinde. Den er en realitet, selvom Gud ikke skal formildes som i den objektive forsoningslære. Vi bør i stedet lære af den klassiske forsoningslære. Gud er ikke vores modstander. Gud er med os. Kristus har med sin død og opstandelse sejret over døden.
Ofte undlader debattørerne at skelne mellem klassisk og objektiv forsoningslære. Desværre, for gudsbegreberne i de to er vidt forskellige. I den klassiske er Guds kærlighed ubetinget, hvad den ikke er i den objektive. Debatten er vigtig, for vores syn på forsoningslære siger meget om vores syn på Gud, os selv og hinanden.
Johannes Aakjær Steenbuch,
ph.d.-stipendiat i filosofihistorie og tidlig kristendom,
Rahbeks Allé 9,
København V