Dødsjovt? Tavshed i sorgens stund er destruktiv

Børn, hvis forældre eller søskende er døde eller alvorligt syge, har det svært med den mur af tavshed, som de alt for ofte mødes med i deres omgivelser, skriver direktør i Børn, Unge og Sorg

Giv håb med humor til de børn  og unge, som har død og sorg tæt på livet, skriver debattør
Giv håb med humor til de børn og unge, som har død og sorg tæt på livet, skriver debattør. Foto: .

MANGE AF DE børn og unge, der kommer i Børn, Unge & Sorgs rådgivninger, fortæller, at det sværeste, de har oplevet i deres liv, er at leve med en alvorligt syg forælder eller søskende eller at have mistet en far, mor, søster eller bror. Men de fortæller også, at det næstsværeste er den mur af tavshed, som de alt for ofte mødes med i deres omgivelser.

Tavsheden gør ikke bare ondt. Den er ødelæggende. Den isolerer og stigmatiserer. Og så er den misforstået.

Ofte bunder tavsheden i frygten for at komme til at gøre den sørgende ked af det. Men den sørgende bliver ikke ked af at blive spurgt til han eller hun er allerede ked af det.

Man bliver til gengæld rigtig ked af det og vred, når folk lader, som om intet er sket, når nu det værst tænkelige er sket, og absolut intet er som før.

DESVÆRRE HAR berøringsangsten den konsekvens, at to ud af tre børn, der oplever alvorlig sygdom eller død i den nærmeste familie, sjældent eller aldrig taler med nogen om, hvordan de har det. Og det er ubærligt, når forskning viser, at de, der har nogle at tale med, klarer sig langt bedre end dem, der ikke har.

Vi er derfor nødt til at gå forskellige veje i kampen mod tabuiseringen, herunder også nogle af de måske lidt mere utraditionelle. I Børn, Unge & Sorg har vi i mange år og på mange måder forsøgt at nedbryde noget af den berøringsangst, der hersker i forhold til sygdom og død. Denne gang tager vi sammen med Anders Morgenthaler humoren i brug i projektet Dødsjovt? Giv håb med humor.

Vi vil gerne have, at danskerne tager stilling til deres forhold til døden. Vi tror på, at det er en af de måder, tabuer nedbrydes på. Der er helt sikker dem, der vil mene, at humor ikke har sin plads i forbindelse med så tunge emner. Og sygdom og død er bestemt ikke sjovt. Men nogle gange kan humoren virke forløsende i en ellers svær og håbløs situation.

DET ER blandt andet det, Anders Morgenthaler vil vise os i en række tegninger og film. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke griner ad, men med: De striber og film, som Morgenthaler har udarbejdet, udspringer alle af eksempler fra det virkelige liv. De er indsendt af mennesker, der selv har ønsket at dele episoder og minder, der har lettet deres sorg for en stund og gjort det hele en smule mindre håbløst. Vores håb er at vise, at sørgende kan være rigtig kede af det men også kan grine og bruge humoren.

Jeg har en ung mand i terapi, som græder, hver gang han ser på billeder af sin mor, der døde for nogle år siden. Han savner hende voldsomt. Men bag hvert foto gemmer der sig ofte en sjov historie, som han også kan fortælle, og som gør, at smilet og glæden vinder over tårerne.

Det er blandt andet disse sjove og gode minder, han skal have videre med sig i livet uden at blive overvældet af længsel og savn. Og netop de gode og sjove minder er en enestående måde at lade de døde leve videre på.