Det offentlige Danmark bliver styret af tomme ord, uvidenhed og jantelov

For to år siden forlod Linda Maria Koldau sin stilling som professor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet. Tiden derefter har hun blandt andet brugt på at skrive et syvbindsværk, som er et frontalangreb på den måde, danske offentlige arbejdspladser ledes på. Kvalitet som mål er erstattet af kvantitet. Vi siger, vi er i verdensklasse, uden at kunne begrunde det. Og hvis nogen formaster sig til at rejse kritik, bliver hun mobbet ud

Ledelsesformen New Public Management og dens sprogbrug med positivt ladede, men uklare ord og begreber prøvet af i mange lande. Men kombineret med dansk jantelovsmentalitet er den særligt problematisk, erklærer den tyske musikprofessor Linda Maria Koldau.
Ledelsesformen New Public Management og dens sprogbrug med positivt ladede, men uklare ord og begreber prøvet af i mange lande. Men kombineret med dansk jantelovsmentalitet er den særligt problematisk, erklærer den tyske musikprofessor Linda Maria Koldau. .

DER ER NOGET GALT i Danmark. Vi har ledende politikere og offentlige topchefer, som utrætteligt arbejder for at højne kvaliteten, effektiviteten, fleksibiliteten og kreativiteten på universiteter, sygehuse, politistationer og alle de andre offentlige arbejdspladser.

Eller det siger de i hvert fald. I virkeligheden er det kvantitet, bureaukrati, mangel på virkelig ekspertise og provinsiel jantelovsmentalitet, der er på fremmarch.

Kløften mellem de højtflyvende mål om og selvfede italesættelser af at være i verdensklasse og de barske realiteter vokser. Og hovedårsagen til, at der er noget helt galt i Danmark, er, at vi har skabt en særlig dansk udgave af ledelsesfilosofien New Public Management, som styrer os med fuld fart ud ad fordummelsens hovedvej.

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte budskabet i et syvbindsværk på i alt mere end 1500 sider, som professor dr.phil. Linda Maria Koldau har skrevet under fællestitlen ”New Public Management”. Fire af de syv bind er nu udgivet som e-bøger.

Linda Maria Koldau var i 2009-2012 professor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet og i omtrent lige så skarpe vendinger som ovenstående indledning kritiserede det faglige niveau på sin arbejdsplads og i dansk humanistisk forskning som helhed. Kritikken førte til, at hun ragede godt og grundigt uklar med sine kolleger og blev truet med afskedigelse, inden hun selv sagde op.

I tiden siden hun forlod Danmark, har hun opnået ansættelse som professor i kulturhistorie ved Utrecht Universitet i Holland og såkaldt Marie Curie-fellow ved Kiel Universitet i Tyskland. Hun har etableret konsulent- og kursusfirmaet Østersø-Akademiet, og så har hun kastet sig over to store bogprojekter inspireret af tiden i Danmark, romanværket ”Janteuniversitetet” og altså nu de syv bøger om, hvordan New Public Management har ramt Danmark hårdere end alle de andre lande, som har gjort brug af denne ledelsesfilosofi, som har været brugt siden 1980erne verden over, og som kort fortalt går ud på at indføre nogle af det private erhvervslivs styringsmekanismer i den offentlige administration.

”New Public Management bygger på en lang række fine målsætninger om effektivitet, kvalitet og accountability (ansvarlighed, red.), men et af problemerne er, at disse begreber ikke tager hensyn til løgn eller sandhed. Derfor bliver det en masse snak om ingenting. Det bliver en erklæring om, at vi skal være verdensklasse, men hvis man spørger konkret til, hvad der præcis menes med verdensklasse, og hvordan målet skal nås, kan der ikke gives noget svar. Og hvis man så bliver ved med at bede om at få et svar baseret på viden, begynder mobningen,” siger hun.

Men har vi ikke netop en tidsånd, hvor man siger, at alt skal kunne måles og vejes for at have værdi? Altså et fokus på hvad Pisa-undersøgelser, universitetsranglister og andre internationale sammenligninger siger er god kvalitet, frem for hvad vi selv synes?

”Det kan man godt sige, men det store spørgsmål er, hvordan man tror, man kan måle kvalitet. Hvad siger tallene egentlig noget om? Her viser det sig, at det, man måler, som regel er kvantitet frem for kvalitet. Det gælder om at kunne præstere så mange studerende som muligt, så mange uddannelser som muligt, så mange videnskabelige publiceringer som muligt. Vi, der mener, at det er langt bedre at lade den højeste faglige ekspertise bedømme kvaliteten, bliver beskyldt for at være gammeldags, men i mine øjne er det den naive tro på kvantitet, som er gammeldags, fordi den rækker tilbage til 1800-tallets positivisme.”

Skal tallene ikke netop minimere risikoen for, at den højeste faglige ekspertise er de samme få mennesker, der bekræfter hinanden i, hvad der er rigtigt og forkert?

”Det kunne man frygte, hvis det var en rent subjektiv vurdering, men det er det netop ikke. Det er de nuværende universitetsledelser, der mangler at definere, hvad der er verdensklasse. Jeg går ind for præcise mål. For eksempel kunne man opstille det kriterium, at man ikke kan blive lektor eller professor ved et dansk universitet uden at have udført forskning ved et udenlandsk universitet, og at man for at blive leder skal have udgivet mindst fem forskningsbaserede bøger og publiceret mindst 20 artikler internationalt. Kun få i den danske universitetsverden kan leve op til dét. Et dansk universitetet er, som en kollega har formuleret det, et lukket værksted, hvor man ofte ser bort fra de faglige standarder, som gælder i andre lande.”

New Public Management anvendes i en lang række lande, hvordan kan det være, at du mener, Danmark er særlig hårdt ramt af de problemer, du skitserer?

”Jeg tror, det skyldes janteloven, som er et helt ukendt fænomen i den akademiske verden i andre lande. Danmark er et meget lukket samfund. Det er ufatteligt, at en forsker kan blive headhuntet til et dansk universitet, og så er det ikke tilladt for vedkommende at tale om, hvad ægte kvalitet er, fordi det er vigtigere at agere som en del af familien. Mine bøger beskriver en række problemer med New Public Management, som er generelle, men der er nogle særlige træk i dansk kulturhistorie og mentalitet, som gør, at de er slået mere igennem her.”

Du beskriver de danske offentlige lederes strategier og sprogbrug med Maos kulturrevolution i Kina i 1960erne og med det undertrykkende newspeak (nysprog) i George Orwells roman ”1984”. Betragter du virkelig dem alle som onde mennesker, der ønsker at undertrykke andre?

”Nej, jeg tror, mange ledere virkelig tror, de anvender de bedste metoder. Problemet er bare, at de fungerer ikke. Når der opstår en kløft imellem de opstillede mål og virkeligheden, reagerer man med at øge antallet af administrative mellemledere og mængden af kontrol, selvom dette blot forstærker problemet.”

En del af de mennesker, du kritiserer, vil formentlig sige, at du blot reagerer på, at du selv kørte skævt med dine kolleger og ledere på Aarhus Universitet. Er det ikke disse specifikke mennesker, du i virkeligheden angriber?

”Hvor er det bare utrolig dansk at spørge sådan! At affærdige mine omfattende studier af New Public Management med, at det bare skyldes dårlige personlige erfaringer. Jeg er videnskabskvinde. Jeg har beskæftiget mig med samfundsanalyse i 20 år. Jeg kan sagtens lægge distance til mine egne oplevelser, men inddrager selvfølgelig personlige erfaringer ligesom andre forskere. Læg også mærke til, at jeg har kapitler med om det danske sundhedsvæsen og det danske politi, hvor jeg ikke har været ansat, men hvor man ser præcis de samme problemer: At behandlingerne bliver ringere, og at politiet ikke kommer, når man ringer til dem.”

”Desuden har jeg fået mere end 1000 henvendelser fra danskere, som har læst mine bøger og fortæller, at de har oplevet præcis det samme. At mus og apv (medarbejderudviklingssamtaler og arbejdspladsvurderinger, red.) skal ses som en trussel. Hvis man ytrer sig kritisk, bliver det brugt imod én. Man skal erklære, at man er lykkelig og en del af én stor familie, ellers får man ballade og bliver mobbet ud.”

Hvad råder du disse danskere til at gøre? Det virker, som om du mener, at Danmark er hårdt angrebet?

”Det afgørende er, at man gør sit bedste for at få forbindelse til virkeligheden. At gå i dybden med, om man er en del af det, man har kaldt McDonaldiseringen af samfundet, altså at vi alle bliver massekonsumenter, og at det højeste mål er at producere mest muligt billigst muligt. Man kan også forsøge at blive bevidst om, hvornår der anvendes det, jeg kalder Djøf-dansk (afledt af Danmarks Jurist- og Økonomforbund, red.) og den amerikanske forsker Harry G. Frankfurt kalder ”bullshit”. Et udhulet sprog, som ikke tager hensyn til løgn eller sandhed, men tror ordene kan skabe deres egen virkelighed ligesom reklameslogans.”

Du offentliggør i tredje bind af din bogserie en hel side fuld af sådanne ”bullshit-ord” som dynamisk, effektivisering, fleksibilitet, globalisering, koncept, kreativitet, kvalitet, nyskabende, omstillingsparat, tidssvarende og vision, som man skal være på vagt overfor. Men du anvender selv disse ord i dine bøger og i din præsentation af Østersø-Akademiet. Er det ikke selvmodsigende?

”Nej, det afgørende er, at hvis jeg anvender sådanne gloser, kan jeg redegøre videnskabeligt for, hvad der menes med begrebet. Det er ikke som når den tidligere rektor på Aarhus Universitet erklærede, at universitetet skulle sikre et højt fagligt niveau ved at vise fleksibilitet uden at kunne redegøre for, hvordan dét skulle gå til.”