Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Er socialdemokratismen nu væk i pragmatisk idealisme?

Helle Thorning-Schmidt til arbejdernes kampdag, 5. maj Foto: Søren Bidstrup /

Lighed, solidaritet og velfærdsstat, de fornemste socialdemokratiske idealer og produktet af dem, er med små nuancer fra parti til parti blevet alment accepteret og er i den forstand ikke noget problem. Problemet er, hvordan vi skal revidere velfærdssamfundet revidere det for at kunne bevare det, skriver cand.polit.

I EN Deadline-udsendselse på DR for nogle uger siden diskuterede Rune Lykkeberg og et par andre debattører Socialdemokraternes krise, herunder partiets behov for at ”opfinde en ny fortælling”. Et problem, der ofte tales om, som om der ikke allerede eksisterede en socialdemokratisk grundfortælling.

I udsendelsen henviste Lykkeberg som eksempel på et slagkraftigt slogan til Martin Luther Kings ”I have a Dream!”. Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste første afsnit af bogen ”Socialdemokratiske tænkere”. Den udkom primo april og er redigeret af Anders Dybdal, som er tidligere konsulent for Mogens Lykketoft.

Afsnittet hedder ”Den ukendte ideologi”, og den manglende viden om den socialdemokratiske ideologi skyldes ifølge Dybdal, at socialdemokrater ikke har haft samme akademiske praksis som for eksempel marxismen og liberalismen.

Ikke desto mindre findes der ifølge bogen en særlig pragmatisk socialdemokratisk ideologi. Og et af bogens hovedformål er at gennemgå partiets historiske, idémæssige rødder og derigennem skabe fornyet debat om, hvad der bør være de idépolitiske pejlemærker for en socialdemokrat i det 21. århundrede. Det er altså et debatoplæg, ikke et programudkast, der er lagt frem.

Centralt i al socialistisk funderet tænkning og politik har altid været ”det sociale spørgsmål”, som med industrialismens gennembrud i 1800-tallet opstod i de europæiske storbyer, hvor den nye arbejderklasse stod uden socialt sikkerhedsnet ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom.

Socialismen/marxismen var i mange år i egentlig forstand en ideologi, der var relevant i arbejdernes politiske kamp for at sikre eksistensen og for anerkendelse som ligeværdige borgere, og bogens 14 bidragydere gennemgår fint og godt de 15 (mere eller mindre kendte) udenlandske og danske tænkere, der gennem de sidste halvandet hundrede år har bidraget til den socialdemokratiske, pragmatiske ”ideologi”.

Ifølge bogen består partiets behov for en intellektuel overbygning i at skabe en fortælling om, hvem vi er som folk, og hvor vi skal hen. Bogen tager afstand fra den nuværende regerings ”nødvendighedens politik”, men anerkender paradoksalt nok ”konkurrencestaten” som et vilkår, partiet er underlagt, hvilket står i grel modsætning til ”retten til et liv uden konkurrence”, som partiet bekendte sig til for fem-seks år siden. Et klart eksempel på den slingrekurs, Socialdemokraterne har fulgt den sidste halve snes år.

Men hvad skal man egentlig med en flot, forkromet ideologi, når man har en pragmatisk idealisme? Hvor mange nye utopier og drømme har vi brug for? Partiet har jo for længst med en tidligere LO-formands yndefulde formulering ”sejret ad Helvede til”, så meget, at velfærdsstaten med Dybdals egne ord er blevet utidssvarende for ikke at sige ulevedygtig i sin nuværende udformning.

Lighed, solidaritet og velfærdsstat, de fornemste socialdemokratiske idealer og produktet af dem, er med små nuancer fra parti til parti blevet alment accepteret og er i den forstand ikke noget problem.

Problemet er, hvordan vi skal revidere velfærdssamfundet revidere det for at kunne bevare det. Derfor er det overraskende, at man fornægter den nødvendige politik som det relevante middel til løse problemet. Jo mindre sundt økonomisk fundament, jo mere usikker fremtid, ville jeg da sige.

Det andet store problem hvordan vi skal forstå os selv som dansk nation (udlændingepolitikken og EU) nævnes, men behandles stort set ikke.

Og det må vel være vigtigere for et parti, som er så hårdt trængt netop dér, at give et svar på det spørgsmål end at tydeliggøre en ideologi, som ingen efterspørger?