Prøv avisen
Kirkeligt set

Det er godt at blive mindet om protestantismens kerne

Biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm. Foto: Kåre Viemose Denmark

I den danske folkekirke kårer vi helgener hver søndag dem, der er i kirken den dag, også dåbsgæsterne, der snakker under prædiken, eller ham, der stirrer tomt ud i luften og hellere vil være et andet sted, skriver biskop Kjeld Holm

DEN HAR IKKE FÅET FOR LIDT, nu da to afdøde paver er blevet helgenkåret i Rom. Iben Thranholm kunne i DR 2 s Deadline manisk skildre, hvor storslået det hele havde været, at det også havde været en gigantisk folkefest med mennesker fra hele verden, der mest af alt havde mindet om Roskilde Festival.

Jeg tror det gerne, for jeg har fornemmet lidt af det i 1988, hvor jeg var i Rom med en flok mennesker fra mit daværende sogn, og det var lykkedes os at skaffe billetter til Peterskirken og overvære saligkåringen af Niels Stensen, der jo i katolsk teologi er et skridt på vejen til at blive rigtig helgen.

Vi var mildt sagt ikke de eneste danskere, for det var da mere end 400 år siden, en dansker havde opnået den ære. Så man havde fornemmelsen af, at samtlige danske katolikker i den anledning var stævnet til Rom.

Niels Stensen var jo i sin levetid (født i 1638) en meget stor personlighed. En fremragende naturvidenskabsmand, der på kort tid fik en strålende karriere i Firenze og på det område kunne være nået endnu længere, men som pludselig brød af, omvendte sig fra sin barndoms lutherdom, blev katolsk præsteviet og blev sendt til Nordtyskland, hvor han endte sit liv som biskop for de få katolikker dér blandt den lutherske majoritet.

Asket blev han også, fastede tre dage om ugen og sov som oftest kun i en stol. Karl Bjarnhof har skrevet en fremragede bog om ham: ”Støv skal du blive”.

Når jeg alligevel hin søndag i Peterskirken for mange år siden følte mig underlig og udenfor, og når jeg næsten kun kan forholde mig humoristisk til den aktuelle helgenfestivitas i Rom, skyldes det naturligvis en hel anden opfattelse af, hvad kristendom er.

JEG ER KOMMET TIL at tænke på Peder Palladius berømte visitatsbog. Palladius var fra 1537 Sjællands første lutherske biskop, og netop i sin visitatsbog fortæller han blandt andet om nogle fiskere, der var drevet til havs på en isflage, hvorfra de havde fisket og var omkommet.

Palladius fortæller, hvordan disse fiskere havde agtet sig hjem om aftenen til deres hustruer og børn med Guds gode gaver, ”men dér måtte de blive og dø, de gode martyrer for Gud i deres retfangen arbejde”. De fattige fiskere fra København bliver kaldt de gode martyrer af den årsag, at de sørgede for koner og børn og andre ”bymænd, Københavns borgere til gode og gavn”.

Jeg ved naturligvis ikke, hvordan mennesker dengang reagerede på Palladius holdning og ord. Men jeg tror, at ordene har virket befriende.

Det var ikke længere særligt fremragende personer, der var noget specielt i Guds øjne. Det var almindelige fattige fiskere fra København, der i deres flid og trofasthed var jordens salt, og de havde ret til at henvende sig direkte til Vor Herre uden om helgener og andre mellemled.

Når jeg siger, at Palladius budskab må have virket befriende på samtiden, så hænger det også sammen, at han også fortæller, at fiskernes familier inde på land kunne høre dem synge ”Nu bede vi den Helligånd”, Luthers salme fra 1524, der var blevet oversat til dansk kun fem år efter og åbenbart allerede var blevet folkeeje.

Og netop i den kommer befrielsen til orde: Ja, sandheds Ånd! Forvis os på/ at også vi er af Gud Faders små!/ Da er sorgen slukket,/ da er perlen fundet,/ Paradis oplukket ...

FOR MANGE ÅR SIDEN begravede jeg Sofus, som havde været patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov i mere end 50 år. Han døde glemt af alt og alle. Til hans begravelse var der kun en sygplejerske og mig. Hans liv havde ikke været til glæde for nogen, og mindst af alle for ham selv. Hvor var jeg den dag glad for, at jeg ikke behøvede at finde på noget at sige på egne vegne, men kunne holde mig til ritualets ord om at være genfødt til et levende håb og dermed få sagt, at i Guds øjne var Sofus lige så meget værd som Niels Stensen og to populære paver.

Anderledes sagt: I den danske folkekirke kårer vi helgener hver søndag dem, der er i kirken den dag, også dåbsgæsterne, der snakker under prædiken, eller ham, der stirrer tomt ud i luften og hellere vil være et andet sted.

At alle er lige i Guds øjne, og at nåden er fundamentet og kommer før loven, kaldte den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich ”det protestantiske princip”. Og det er uopgiveligt for den danske folkekirke.