Tid til åbenhed og gennemskuelighed i folkekirken

Vi fastholder vores forslag om et åbent debatforum uden beslutningskompetence, men med lejlighed til idé- og erfaringsudveksling for alle interesserede, skriver Niels Henrik Arendt og Henrik Wigh-Poulsen

Dansk folkekirke på Mandø.
Dansk folkekirke på Mandø.

I DISKUSSIONEN om Betænkning 1544, Folkekirkens styre, bliver det ofte fremført, at den gældende folkekirkeordning har hvilet godt og længe på lige dele sædvane, skønsomhed og sagte tråd af traditionens stier.

Det er også rigtigt, men det har ikke forhindret, at der er sket og sker gennemgribende forandringer bag om ryggen eller hen over hovedet på os i folkekirken, mens vi flinkt henholder os til tingens tilstand og den gældende ordning.

Vi nævner i flæng og helt aktuelt: svækkelsen af den personlige kontakt til præst og kirke med den gennemgribende digitalisering i forbindelse med navngivning og begravelser/bisættelser (med negativ indvirkning på både dåbstal og antal af begravelser/bisættelser med gejstlig medvirken), den finansministerielle indflydelse på den folkekirkelige forvaltning og bevægelsen hen imod en ny religionsmodel, hvor der med stigende styrke stilles spørgsmålstegn ved den folkekirkelige fortrinsret.

Skal disse ting drøftes og måske udfordres fra centralt hold i folkekirken, er vi nødt til at tage diskussionerne og omsætte dem i økonomiske prioriteringer.

Ikke i et lukket forum som hidtil, men i åben og gennemskuelig forhandling i en demokratisk valgt forsamling, i betænkningen kaldet Folkekirkens Fællesudvalg.

Det er klart, at vi med sådan et folkekirkeligt fællesudvalg får en tung spiller på banen. Så for at fastholde folkekirkens rummelighed og dens magtspredning mellem folketing, kirkeminister, biskopper, stiftsråd, provstiudvalg og menighedsråd er det nødvendigt, at udvalget ikke bliver for tungt og enerådigt.

I GRUNDTVIGSK FORUMS styrelse ønsker flertallet derfor at holde udvalget fast på dets hovedopgave og eksistensberettigelse, den fælles folkekirkelige økonomi, ligesom vi forudsætter, at det inddrager brede folkekirkelige kredse i drøftelserne og beslutningerne.

Men når vi opfatter den fælles folkekirkelige økonomi som fællesudvalgets hovedopgave og eksistensberettigelse, finder vi det også problematisk, at de frie folkekirkelige organisationer tildeles tre pladser med fuldt medlemskab uden at bidrage til denne. Især da når valgmenighederne af samme grund ikke er tildelt repræsentation.

De frie folkekirkelige organisationers pladser i udvalget er begrundet i særlige faglige kompetencer. Men vi opfatter folkekirkens fællesudvalg som et demokratisk organ, der er forpligtet på at indkalde den relevante faglighed, hvor den findes.

Folkekirkens indre anliggende kalder om noget på en åben og offentlig debat. Derfor ønsker vi, at samspillet mellem Folkekirkens Fællesudvalg, bispekollegium og minister sker på baggrund af brede høringer og inddragelse af ad hoc-udvalg, som der hidtil har været tradition for.

Vi ser altså en fordel i etableringen af et bispekollegium, for så vidt det forpligter biskopperne i fællesskab på deres teologiske kompetence og tilsynspligt i samtalen med Folkekirkens Fællesudvalg. En større offentlighed om biskoppernes fælles drøftelser vil nok heller ikke være en dårlig idé.

Har de frie folkekirkelige organisationer og valgmenighederne ikke noget med den folkekirkelige økonomi at gøre i direkte forstand, så er det klart, at hvor udvalget beskæftiger sig med indre anliggender, må begge parter inddrages i udvalgsarbejdet.

I Grundtvigsk Forums svar på debatoplægget om folkekirkens styringsstruktur slog vi til lyd for et folkekirkestævne. Vi mener stadigvæk, at det er en god idé, idet vi her får et forum, Folkekirkens Fællesudvalg kan aflægge beretning i, og hvor folkekirken i hele dens bredde kan lade høre fra sig.

Vi fastholder altså vores forslag om sådan et åbent debatforum uden beslutningskompetence, men med lejlighed til idé- og erfaringsudveksling for alle interesserede.

Afsluttende skal det bemærkes, at vi i vores høringssvar ikke tilslutter os anbefalingen af et bloktilskud. Vi erkender, at der undertiden sættes spørgsmålstegn ved det rimelige i, at statens tilskud fortsat går til præstelønninger. Men på grund af de mange uafklarede spørgsmål omkring en bloktilskudsordning anbefaler vi, at spørgsmålet i første omgang tages ud af forslaget og gøres til genstand for en særskilt høring.

Hvis der er noget, modstandere såvel som tilhængere af Betænkning 1544 kan blive enige om, så er det, at folkekirken meget nødigt skulle gå hen og blive en lukket fest for de udvalgte få.

Men hvordan undgår vi bedst det skrækscenarie? I det skjulte magtspil i korridorerne med de sædvanlige indforståede aktører, der beslutter, hvor udfordringerne er og måske/måske ikke handler derefter? Eller i det åbne magtspil med valgte aktører, der diskuterer, hvor udfordringerne er og handler derefter? Vi, det store flertal i bestyrelsen for Grundtvigsk Forum, mener mest det sidste.