Prøv avisen
Debat

Hold fingrene fra kirkens grundpiller: Dåben er en gave, og nåden er gratis!

Hvis man vil finde den bibelske betydning af dåben, skal man gå til de to skriftlæsninger, der lyder ved dåben. Her står blandt andet, at vi kun kan tage imod Guds rige ligesom små børn altså uden først at gøre os fortjent til noget, skriver debattør Foto: Iris

Jeg håber, at folk vil lade deres børn døbe, så de ufortjent kan få den største gave: et tilsagn om, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende også på trods af, at vi ikke lever det liv i kærlighed til Gud og næsten, som han har skabt os til, skriver cand.theol.

I SIT INDLÆG den 14. maj forholder sognepræst Torben Bramming sig til det faldende dåbstal i visse af landets stifter.

Bramming nævner ikke, at den mest sandsynlige årsag til faldende dåbstal ikke er folkekirken selv, men det faktum, at Danmark ikke længere er et isoleret lille kongedømme med en enhedskultur, som alle indbyggere på godt og ondt er født ind i.

Den globaliserede verden er den virkelighed, vi må forholde os til i dag uanset om man synes, at det hele var meget bedre i gamle dage.

Men i stedet for at gå ind på de nye vilkår, folkekirken står midt i, ser Bramming det tilsyneladende som opgaven at ændre på nogle af kirkens grundpiller nemlig dåbens og nådens betydning.

Først påstår Bramming, at dåben i bibelsk forstand betyder frelse fra den evige død. Dette gøres uden tekstbelæg. Endvidere skriver han, at der derfor er god grund til at døbe sit barn til Kristus.

Det kan være en fortalelse fra Brammings side, at han bruger præcis den formulering, som var omdrejningspunktet i Snedsted-sagen, altså spørgsmålet om, hvorvidt vi skal døbe til eller i Guds navn.

Det kan virke som en detalje, men Djævelen sidder jo netop i detaljen, og hvis man indfører en praksis med at døbe til Kristus, indfører man samtidig en foreløbighed i dåbspagten. Så kræves der mere af den døbte end den gave, vi får i dåben: at vi er Guds børn.

Hvis man vil finde den bibelske betydning af dåben, skal man gå til de to skriftlæsninger, der lyder ved dåben. Her står blandt andet, at vi kun kan tage imod Guds rige ligesom små børn altså uden først at gøre os fortjent til noget.

Det er den bibelske betydning af dåben: at den er en gave, og at vi over for Gud alle er som hjælpeløse børn, der kun kan modtage og intet kan yde selv, når det gælder frelsen.

Fra en underminering af barnedåben og en trusselsstrategi i forbindelse med faldende dåbstal går Bramming videre til en opløsning af nåden. Ved at tilslutte sig den tyske teolog Bonhoeffers tale om den dyre og billige nåde ophæver han nådens egentlige betydning. Guds nåde er nemlig hverken billig eller dyr den kan slet ikke købes. Gud nåde er gratis, som det også hedder på latin, hvor ordet gratia netop betyder nåde det, vi får skænket ufortjent. Begynder man først at gradbøje nåden, indfører man et menneskeligt hierarki i forholdet til Gud, og så er vi pludselig ikke lige over for Vorherre, og endnu værre: Så bliver Kristi død og opstandelse overflødig, for er det muligt at gøre sig fortjent til nåden, var der vel ingen grund til, at Gud gik i døden for at frelse os?

På den måde ender Bramming med at være fortaler for en humanistisk kristendom i ordets egentlige forstand. En kristendom, hvor det er mennesket selv og ikke Gud, der er afgørende for frelsen. Og hvor man derimod i evangelisk kristendom med Det Nye Testamente (se for eksempel Joh. 14, 1-11), hævder, at den eneste vej til frelse er gennem Kristus, så ender man med at forlade netop denne altafgørende pointe, hvis man tilslutter sig en tanke om, at Guds nåde kan splittes ad i en dyr og en billig nåde.

Jeg håber, at folk vil lade deres børn døbe. Ikke for at sikre sig, at de får en billet til Himmerige, men for at de ufortjent kan få den største gave: et tilsagn om, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende også på trods af, at vi ikke lever det liv i kærlighed til Gud og næsten, som han har skabt os til.