SLÅR MAN ”stigma” op i fremmedordbogen, står der et brændemærke, en skamplet, fordømmelse med mere. Mennesket er et socialt væsen, så derfor er dét at blive stigmatiseret den hårdeste straf, du kan give.
Alligevel dømmer vi alle hinanden konstant. Ser du anderledes ud, er du handicappet. Har du for eksempel sclerose og sidder i kørestol, selvom du kun er 24 år og gerne vil leve livet ligesom alle andre jævnaldrende, så kigger folk undersøgende på dig. Og putter dig ind i en kategori: ”handicappet”.
Usynlige handicap dømmes også. Lider et menneske af social angst og depression, kan du muligvis ikke se det. Men får du det at vide, træder du sandsynligvis tre skridt tilbage. Du vil helst ikke ”smittes”, selvom det jo i princippet er umuligt at videreføre en psykisk lidelse til et andet menneske.
Begynder vi at tale om alvorlige psykiatriske lidelser, så bliver det endnu værre. Lad os tage skizofreni. Uha! Er det ikke sådan én, der begår mord nede i 7-Eleven? Eller overfalder dig i mørket på vej hjem en sen aften?
Der er talrige fordomme! Og de færreste ved, hvad denne alvorlige sygdom egentlig indebærer. Og hvor barskt det er at blive stigmatiseret af det omkringliggende samfund, når man lider af denne sygdom.
Med hensyn til skizofreni, så kan man lide af hallucinationer, psykoser, muskelspændinger, forvrænget virkelighedsoplevelse, og splittethed. Det er ikke sjovt for den, der er syg, men det gør ikke én farlig. Der findes få mennesker med denne diagnose, som ikke har empati, og som i en ubehandlet psykose kan begå overgreb på et andet menneske.
Men de fleste lider bare pinagtigt inde i sig selv og er fredelige mennesker, der ikke har høje tanker om sig selv. Og som i yderste konsekvens er skadelig for sig selv.
Denne diagnose kan indebære, at man kan have svært ved at interagere med andre. Man har så lavt selvværd, at man ikke kan finde ud af at fungere i relationer med andre. Og bliver man så oven i købet udstødt af sin omgangskreds og isoleret, så er man hårdt ramt.
Op mod hver femte kommer sig og bliver symptomfri. Disse tal er taget fra Psykiatrifondens hjemmeside skizofre9til5.dk. Her står også, at cirka 20 procent kommer sig af sygdommen. 35 procent kan have problemer, men kan leve et aktivt liv i egen bolig. Cirka 30 procent har vedvarende psykosesymptomer, men klarer sig i egen bolig med støtte og muligvis periodiske indlæggelser. Og til sidst er der cirka 15 procent, der ikke kan klare sig selv.
Efter min mening, om man lider af depression, angst, skizofreni eller noget andet alvorligt, så er recepten på helbredelse social kontakt. Det kan være, at man i begyndelsen er så syg, at den bedste kontakt, man kan have, er kvalificeret og professionelt personale. Derfra kan den syge langsomt opbygge tillid til andre og senere i sit liv overføre disse forhåbentlig gode oplevelser på andre mennesker og derved opbygge sig et socialt netværk igen.
Derfor nytter det ikke noget, at vi generelt er så bange for sindslidelser, for det kan ramme selv den bedste, og ensomhed med en sygdom er et hårdt vilkår at leve med.
I dag giver nogle behandlere unge syge en iPad, hvorfra der kan kommunikeres med en kontaktperson. Det betyder, at den ildestedte kan sidde alene hjemme i en lejlighed og ikke se et virkeligt menneske i løbet af sin dag. Dét er efter min mening ikke helbredende. Medmenneskelig kontakt, forståelse og rummelighed er helbredende, og det er dér, vi alle bør sætte ind over for hinanden.
Hver anden dansker tror, at psykisk syge aldrig bliver raske. I dag er det muligt at blive rask ved hjælp af medicin og terapi og motion. Og bliver man ikke helt rask, så kan man få det meget bedre. Bare man ikke er alene på den rejse.