I 1962 LÆSTE JEG teologi i København og var medlem af Studenterkredsen i hovedstaden. Denne oprindeligt grundtvigske studenterforening holdt til i Vartov, og netop i 1962 var der et bestemt emne, vi beskæftigede os indgående med.
Det var det politiske projekt i Europa, som i disse år førte sig kraftigt og missionerende frem, og som i den danske debat havde navnet ”Fællesmarkedet”.
Vi var modstandere af Fællesmarkedet. Nogle af os havde sat sig temmelig grundigt ind i dette europæiske projekt, og i 1962 udsendte vi i Studenterkredsen en adresse imod Fællesmarkedet til optagelse i den danske presse. Protesten blev trykt i adskillige blade.
Vi sagde nej til Fællesmarkedet, fordi vi havde læst Rom-traktaten, der i 1956 blev vedtaget af de seks medlemsstater, som indledte traktaten med at skrive, at disse seks stater, først og fremmest de to førende, Frankrig og Tyskland, er ”besluttede på at opbygge grundlaget for en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadigt snævrere”.
Det var hensigten. Der var ikke stukket noget under stolen. Og hensigten var jo tydeligvis en nedlæggelse af de europæiske nationalstater til fordel for et overnationalt projekt, der uden ophør blev gjort stadigt snævrere og sigtede direkte på et overnationalt Europa, som slog blandt andet Danmark ihjel som danskernes fædreland. Det sagde vi i Studenterkredsen i København nej til i 1962.
Jeg er ked af at sige, at vores protest ikke blev taget til følge. Vi kunne konstatere, at det overnationale projekt greb mere og mere om sig i de følgende år, hvor vi oplevede, at Fællesmarkedet bestemte den politiske udvikling i Europa. Nu kom det til at hedde EF, Det Europæiske Fællesskab, og i 1972 gjorde Jens Otto Krag (S), denne tvivlsomme karakter og statsminister, det til Danmarks politik at søge optagelse i EF.
VI FORTSATTE PROTESTEN fra Studenterkredsen i 1962 og blev meget aktive deltagere i Folkebevægelsen mod EF. Jeg var til utallige møder landet over, hvor jeg talte den danske modstandssag.
Det hjalp som bekendt ikke. De lykkedes Krag og den politiske verden at lokke danskerne ind i EF, det overnationale projekt, som ikke uden grund tog navneforandring til EU, Den Europæiske Union, for naturligvis var det unionen, altså nedlæggelsen af de europæiske nationalstater, der var meningen med det hele.
EU var virkelig et forsøg på at aflive de europæiske nationalstater, og i dag kan ingen være i tvivl om meningen med det overnationale og for så vidt totalitære projekt, som endnu en gang lokker for de tøvende og tvivlrådige europæere.
Men fordi hensigten er så tydelig, begynder europæerne gudskelov at protestere. Det er dette, vi oplever i disse dage, hvor de politiske magt-havere endnu en gang vil slæbe de europæiske folk til stemmeurnerne for at fortsætte nedlæggelsen. Vi i Studenterkredsen havde så inderlig ret i 1962.