Prøv avisen
Debat

Man er far og mor på livstid - også selvom livet kommer på tværs

I iveren efter at sikre skilsmissen som frihedsret er man tilbøjelig til at overse, at skilsmissen fortsat kan opleves som at gå på en bro over en afgrund, hvor broen pludselig bryder sammen, skriver konfliktmægler. Modelfoto Foto: Iris

At være far og mor er en livsopgave, man ikke kan sige op fra, og med forældrehvervet følger også en forpligtelse til en livslang samarbejdspartner, skriver konfliktmægler

”DET HANDLER IKKE OM, at far eller mor skal vinde, det handler om, at du får det godt,” sagde en far i tv-udsendelsen ”Med børnene som våben”. Herefter gik han ud på gårdspladsen og bad mor forlade hans private grund, mens datteren så til bag dørgardinet.

At være far og mor er en livsopgave, man ikke kan sige op fra, og med forældrehvervet følger også en forpligtelse til en livslang samarbejdspartner, skønt det er lettere skrevet end efterlevet.

Skilsmisser med deraf følgende sorg og kamp, skinsyge og jalousi er ikke af nyere dato.

”Men nu havde han pludselig, skønt han var urokket i den overbevisning, at skinsyge var en beskæmmende følelse, og at man skulle have tillid, en følelse af at stå ansigt til ansigt med noget ulogisk og meningsløst, og han vidste ikke, hvad han skulle stille op med det. Aleksei Aleksandrovitsj befandt sig pludselig ansigt til ansigt med selve livet; han stod over for den nærliggende mulighed, at hans hustru kunne fatte kærlighed til en anden end ham, og det forekom ham meningsløst og uforståeligt.” Sådan skrev Leo Tolstoj i 1877 i den store roman ”Anna Karenina”.

Når man ser Bente Koudal Sørensen, kontorchef i Statsforvaltningen, gøre rede for Statsforvaltningens arbejde, får man det indtryk, at med lov kan land bygges, og hvis ikke man vil overholde loven, så må Statsforvaltningen træffe en afgørelse også selvom det er ulykkeligt.

ALT DET, DER STÅR mellem linjerne, alt det, man ikke kan læse sig til i juraen, men måske i skønlitteraturen, alt det, der ikke er rationelt og logisk, men som er selve livet, det falder uden for de regler og procedurer, som er Statsforvaltningens styringsredskaber, og derfor kommer Statsforvaltningen uhjælpeligt til kort.

”Jeg forstår ikke, at man kan være sådan.” Sådan siger den ulykkelige mor Cirkeline grædende til kameraet, et fortvivlet udsagn, som, kan man gætte på, lød fra hendes eksmand, da hun fandt en anden og ville skilles fra ham og bryde deres familie op. Det er selve livet.

Når mennesker oplever, at tilværelsen er i frit fald, og at alt det, de troede på, står til diskussion. At det, de troede var livet, slet ikke var det, så er der brug for tid, ro og lydhørhed.

Brug for, at nogen har tid at lytte, så alt det, der pludselig opleves som fragmenteret og meningsløst, igen kan stykkes sammen og give mening.

Med ”Forældreansvarsloven” fra 2007 troede politikerne at have lagt et ligestillingspolitisk guldæg. Voksne kunne gå fra hinanden, men forældre skulle man som udgangspunkt vedblive at være. Ansvarsfuldhed kunne man vel forvente af voksne mennesker.

Men uanset et dybtfølt ønske om at leve op til den yderste grad af ansvar som forældre, er det vanskeligt og til tider umuligt at handle rationelt og ligevægtigt, når følelserne raser.

SKILSMISSE ER en hårdt tilkæmpet rettighed i det moderne samfund, og mange familier kan fortælle, at det er et gode, at ingen er tvunget til at blive i ødelæggende og kærlighedsløse relationer.

Men i iveren efter at sikre skilsmissen som frihedsret er man tilbøjelig til at overse, at skilsmissen fortsat kan opleves som at gå på en bro over en afgrund, hvor broen pludselig bryder sammen. Skilsmisse er, uanset hyppigheden, en alvorlig livskrise for børn og voksne.

I det moderne liv er både far og mor forsørgere og omsorgsgivere, og derfor er der ingen lette løsninger.

På gårdspladsen foran det hjem, som far bad mor forlade, stod en hærskare af politifolk og socialarbejdere, der skulle sikre, at tingene gik lovformeligt til.

Tænk, om disse ressourcer var gået til varsomt at hjælpe disse forældre til at gå en anden vej end kampens vej, så faderens ønske kunne gå i opfyldelse, og pigen ikke skulle overvære far og mor bekæmpe hinanden, bevidnet af myndighederne. Det er muligt at gå mæglingens og undervisningens vej. Lad os prøve.