LAU SANDER ESBENSEN har den 10. maj kommenteret mit indlæg af 30. april, der igen var svar på hans kronik af 15. april. I kronikken afviste han forsoningslæren på et forkert grundlag, nemlig satisfaktionslæren.
I indlægget den 10. maj afviser han det problem, som bibelteksterne peger på, og som forsoningslæren vil løse, nemlig at synden adskiller os fra Gud.
Esbensen skriver: ”At vi ikke kan undgå at synde, er et vilkår, men i sin frie skabelse af os har Gud erklæret sin kærlighed til os på en helt fundamental måde og må derfor også have skabt os med muligheden for af os selv at kunne vokse til at gengælde hans kærlighed.”
Er det da en fejltagelse, når Jesus siger, at de onde tanker kommer inde fra mennesket og gør det urent? (Markusevangeliet kapitel 7). Og er det en misforståelse, at Jesus gav mennesker syndsforladelse og opvakte døde? (Markusevangeliet kapitel 2 og 5). Hvor giver Jesus anledning til Esbensens optimistiske syn på menneskets muligheder?
Gud er livets kilde og medmenneskets beskytter, og syndefaldets tragedie består ikke alene i, at vi er kommet i misforhold til Gud som livskilden, så livet siver fra os, men også i, at vi er kommet i et misforhold til vore medmennesker, så vi pådrager os Guds dom.
Det er denne tragedie, som den kærlige Gud vil redde os fra ved at sende Jesus ud på en livsfarlig redningsaktion. Hvis vi afskriver forsoningslæren, så skal mennesket frelse sig selv. Hvis nogen forpester og ødelægger andres tilværelse og siden fortryder, efter at ofrene er døde, skal vi så sige til ham, at Gud har udstyret ham med mulighed for selv at overvinde skylden?
Det har aldrig været kristendommens befriende budskab. Tværtimod reddede Jesus os fra dommen ved at stille sig mellem den og os. Her er døden hverken en sanktioneret idé eller et pædagogisk redskab, men kampens omkostning.
Jesus tog virkelig livtag med dommen, og derfor døde han. Derfor handler Jesu opstandelse ikke kun om at overvinde døden, men også om at overvinde dommen, så vi kan opstå til liv og ikke til dom. At bringe os ud af døden kræver blot en kommando som ved Lazarus opvækkelse, men at redde os fra dommen kræver sejr over den.
Ved dåben og troen forenes man med Jesus og får andel i frelsesgaverne såsom Helligånden, kirken, syndsforladelse, opstandelse, evigt liv og så videre alt det, der nævnes i trosbekendelsens tredje afsnit. I den sammenhæng taler Paulus om at iklædes Kristus (Galaterbrevet kapitel 3), og jeg har derfor brugt udtrykket, at Kristus er vores beskyttelsesdragt. Det anser Esbensen for magi, men magi er menneskers forsøg på at tvinge de dæmoniske magter. Guds gaver er noget helt andet.
Mener Esbensen i ramme alvor, at frelsesgaverne i trosbekendelsens tredje afsnit er magi?