VI ER TIL middagsselskab med pæne og veloplyste gæster. Konversationen drejer ind på trykte medier, og alle erklærer, at vi ikke kan undvære dagblade på papir, og at de er en grundpille i den kulturelle og politiske debat.
Anderledes aggressiv bliver samtalen, da den strejfer adresseløse reklameaviser. Her er det god tone at udtrykke sin foragt for den kommercielle forurening, der skaber unødvendigt forbrug og forulemper miljøet.
En af de forholdsvis få politiske sejre, som Enhedslisten har vundet i tiden som støtteparti for regeringen, er vedtagelsen af reklameafgiften i december 2012.
Provenuet på forventede 400 millioner kroner blev straks konverteret til ”den grønne check” på 280 kroner om året (75 øre om dagen) til vanskeligt stillede borgere som kompensation for forhøjede afgifter på elektricitet og varme.
Men skatten på tilbudstryksagerne faldt EU-Kommissionen for brystet på grund af en række undtagelsesbestemmelser og det konkurrenceforvridende element, hvor en bestemt type reklame disfavoriseres. Ugeaviser skal ikke beskattes, månedsblade skal, og svanemærkede reklamer får afgiftsrabat.
Efter to år hænger loven og dermed det forventede bidrag til statskassen i en tynd tråd. Skatteminister Morten Østergaard (R) lovede i april, at de berørte parter underrettes et halvt år før afgiftens ikrafttræden. Endnu venter regeringen på svar fra Bruxelles.
ENHEDSLISTEN OG forligspartierne lod sig tilsyneladende ikke skræmme af, at indgrebet kan genere kernevælgere. Den grafiske branche mister måske 600 arbejdspladser, og distributionen, som ofte udføres af mennesker med vanskeligheder på jobmarkedet, må skæres ned. Også leverandører og reklamebureauer skal fyre folk.
Man kan mene meget om disse markskrigeriske publikationer, og muligheden for at slippe for at modtage dem er bedre end nogensinde. Jo flere der siger nej tak, desto mindre bliver statens indtægter, hvis afgiften med det deraf følgende opkrævningsbureaukrati overhovedet bliver til noget.
I 1998 pønsede regeringen Poul Nyrup Rasmussen (S) på beskatning af omdelte reklametryksager, men skatteministeriet advarede, fordi det ville være næsten umuligt at kontrollere afgrænsninger og forsøg på at undgå afgiften. Det konstaterede man også i Sverige, hvor en tilsvarende afgift blev skrottet efter et par år.
TILBAGE TIL MIDDAGSBORDET. Da snakken om reklamernes underlødighed og belastning af folkesundheden chips, cola, skærekager er ved at ebbe ud, tager en af gæsterne mod til sig og erklærer, at hun lige har sparet 2000 kroner på en ny vaskemaskine, og at hun fandt den ved at kigge i en brochure fra brevkassens møgbunke.
Et øjebliks tavshed, og så må nogle af de andre indrømme, at de også har smugkigget, når de stod foran en nyanskaffelse.
Reklameaviserne er et tandhjul i markedsøkonomien, og i områder, hvor supermarkedskæderne har eksperimenteret med at undlade omdeling, er omsætningen faldet.
Millioner af forbrugere jagter billige tilbud, og trykte reklamer ville ikke eksistere, hvis de var uden effekt. Kun utopister kan forestille sig en verden uden reklame.