DET ER VELKENDT, at Danmark er knækket. Udkantsdanmark, yderområderne, eller hvad man nu foretrækker af taberetiketter, er sejlet håbløst agterud. Centraliseringen går sin ubønhørlige sejrsmarch, og vi, der ikke vil lade os centralisere, bliver ladt tilbage i noget, ”der minder lidt om et slidt DDR”, som Leif Maibom skrev for nogle år siden.
Men visen var dybt ironisk, og i sidste vers slog Sønderborg-revyens mangeårige direktør kontra og sang, at byboernes og mediernes billede af udkanten er ”en masse floskler og dumme fy-ord, der tilsat hovmod og rent snobberi!”.
Den opfattelse er vi på kanten helt enige om, når vi hygger os rundt om grillen og samtidig diskuterer den lokale borgmesters chancer for at få flere penge med hjem, næste gang han skal til Christiansborg. Vi fortæller hinanden, at det er os, der i virkeligheden lever ”det gode liv”, som de stressede bymennesker kun går og drømmer om. Men et af de centrale problemer i hele den omfattende diskussion om Danmarks skævvridning er netop, at vi i alt for høj grad nøjes med at fortælle det til hinanden.
Skævvridningen er så massiv, at der ikke er grund til at drøfte, om den foregår. Alle ved det. Den dystre virkelighed er beskrevet i tonsvis af rapporter senest på de 44 sider, der udgør Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse 2014 som Ministeriet for by, bolig og landdistrikter her i maj har oversendt til Folketinget.
Med denne redegørelse går det på samme måde som med mange positive undersøgelser, der taler om udkantens store udviklingspotentiale: De læses kun af de i forvejen (meget) interesserede. Og med alle de læssevis af gode initiativer, der tages over det ganske land i lokalsamfundene af behjertede ildsjæle, går det for så vidt på samme måde: Det er kun de direkte implicerede, der hører om dem og ved, de finder sted.
En af grundene til, at der på nationalt plan tales og skrives så meget og gøres så alt for lidt ved skævvridningen, er, at vi i yderområderne taber kampen om den offentlige mening med et brag. Ja, spørgsmålet er: Har vi overhovedet meldt os ind i den?
Hvorfor lader vi andre sætte dagsordenen?
Bidrager vi ikke dermed til, at alt for mange landsmænd har det billede, som revydirektør Leif Maibom opridser i de første vers af omtalte revyvise, hvor det hedder om udkanten, at ”det her, de klogeste krager vender, det her, der stinker af dumme svin, det her, den rigtige verden ender”. De eneste, der kan rette op på dette billede, er os selv. I den sammenhæng kan selvbekræftelsen hjemme i sofaen eller for den sags skyld i forsamlingshuset eller sognegården ikke bruges.
Der er ikke noget galt i, at yderområderne sender borgmestre på visitter til Christiansborg, hvor de beder om flere penge. Det er en del af deres job.
Men når det er det skarpeste billede, offentligheden har af os på kanten, så bekræftes det allerede eksisterende billede af et Taberdanmark, der står med hatten i hånden og beder Carsten Hansen (S) og hans ministerium om støtte.
Der er behov for et kor af stemmer fra yderområderne, som med mod og styrke går ind i den offentlige debat på både regionalt og nationalt plan og anskueliggør den anderledeshed i forhold til storbyvirkeligheden, som bærer det, vi kalder ”det gode liv”. En livsform, der er med til at sikre en mangfoldighed, som Danmark ellers ville være foruden.