BÅDE I TV OG I KRISTELIGT DAGBLAD har der gennem den seneste tid været fokus på børns roller i forbindelse med forældres skilsmisse med videre. Kristeligt Dagblad skriver blandt andet: ”Skilsmissen kostede ham børnene” (den 10. maj) og: ”Barnet som våben. Det betaler sig at lyve som ekspartner” (den 14. maj).
Jeg vil her prøve at sætte fokus på et af værktøjerne i disse vanskelige sager: børnesamtalerne. Det er i udgangspunktet en god idé at give barnet mulighed for at komme til orde. Men i årenes løb, hvor der er sat stigende fokus på betydningen af børnesamtaler i både forældreansvarsloven og i serviceloven har jeg flere gange tænkt: Nu er risikoen, at børnene skal bruges til at løse de problemer, som de voksne ikke kan finde ud af.
Ud fra praktisk erfaring kan jeg sige, at det ikke er nogen enkel sag som fagperson at gennemføre en børnesamtale, hvor bopæl, samvær, eventuel anbringelse og andre store emner er i spil. Der skal i samtalen gerne indgå kvalitet, substans, etik, tryghed og ærlighed.
Omkring så vanskelige emner kan man som myndighedsperson ikke bare lige ”komme ind fra højre” og i løbet af 10 minutter etablere en god og bæredygtig kontakt til et måske forvirret eller angstfyldt barn. Det kræver tid at oparbejde fortrolighed. Og tid er ikke altid det, der er mest af hos myndighedspersoner. Fra virkelighedens verden er der mange eksempler på børn, der møder måske deres sjette sagsbehandler, som de tillidsfuldt skal fortælle om det, der er meget svært.
En helt central problematik er efter min erfaring barnets loyalitetsproblemer barnets behov for at ville være gode venner med både mor og far. At være med til at skabe fred i stedet for konflikt. Eller barnet, der er angst for repressalier fra mor eller far, ”hvis jeg siger det forkerte”. Dette loyalitetsbehov eller denne angst for repressalier kan overgå ønsket om at fortælle sandheden i forhold til mors grænseoverskridende handlinger eller fars begyndende alkoholmisbrug.
DER ER INGEN lette løsninger på disse problemer. Skal jeg alligevel vove pelsen med et par bud på væsentlige opmærksomhedspunkter, som lovgivningen og retspraksis i videst muligt omfang bør tage højde for, når rammerne for børnene skal afklares, skal det være:
Det skal ikke kunne betale sig at være konfliktoptrappende. Det er ikke så ligetil at afgøre, hvem af forældrene der er det. Men når man ser det lidt i et ”helikopterperspektiv”, peger pilen alligevel ofte i den retning, hvor kuglerne støbes.
Det skal ikke kunne betale sig at chikanere og forhale samarbejdet med myndighederne ved adskillige gange at melde afbud til planlagte møder.
Det skal ikke kunne betale sig at udøve samværschikane, hvor den andens samværsrettigheder saboteres.
Det skal ikke kunne betale sig at være løgnagtig.
På positivsiden kan det konkluderes, at den enkelte forælders vilje og evne til at håndtere forældreansvar og samarbejde på handleplanet over for børnene i en fælles sårbar situation viser meget om forældrekompetence eller mangel herpå.
Og for barnets skyld:
De dybt komplicerede voksenproblemer må ikke af myndighederne tørres af på barnets loyalitetsbehov over for både mor og far. Gør man det, påføres barnet en omsiggribende ”betændelsestilstand” i identitetsudviklingen, fordi barnet presses ind i en tvangsmodning. Så bliver det myndighederne, der gør barnet til ”den lille voksne” med den deraf følgende rolleombytning. Og der, hvor det sker, kan der blive behov for at fjerne barnet fra begge forældre.