”Jeg kan ikke genkende mig selv i det billede, som medierne tegner af mig!”, siger Lars Løkke Rasmussen (V), og det er måske netop problemets kerne. Vælgere i og uden for Venstre kan heller ikke genkende sig selv og tager afstand fra den gentagne manglende ydmyghed og moral i hans gøren og laden.
Nu er der jo ikke noget nyt i, at en politiker ”peppes op” i en valgkamp. Tværtimod. Man ser jo aldrig en valgplakat, hvor kandidaten har fået tilføjet et par ekstra rynker for at udtrykke erfaring og modenhed! Og politikernes påklædning har altid været interessant mediestof. Hvem husker ikke J.O. Kraghs (S) hul i skosålen fanget af en vågen fotograf eller Henning Christophersens (V) nye tweedjakke, der skulle gøre ham moderne og folkelig? Den kostede ham sikkert omkring en plovmand af egen lomme, selvom ideen kom fra hans organisation, der til gengæld gjorde den til en PR-begivenhed.
Til sammenligning var der vist ingen, der opdagede, at Lars Løkke Rasmussen for et par år siden blev opgraderet for 152.000 venstrekroner! Partiets pr-arbejde i den anledning var en fiasko hvis man da foretog sig noget, og målet var positiv medieomtale eller blot omtale. Denne kom så med flere års forsinkelse med ekstra negativ styrke og helt ude af Venstres kontrol. Løkke og hans nærmeste bagland kom halsende bagefter ”rygterne” med halve forklaringer, og længere er man ikke nået nu, hvor EU-valget er holdt men ikke overstået. For Løkkes og Venstres vedkommende må resultatet give anledning til selvransagelse.
Med henblik på næste folketingsvalg er det et stort problem, at alle partier i ”blå blok” på forhånd har peget på Lars Løkke Rasmussen som statsministerkandidat. Hvor skal man så som hæderlig borgerlig vælger sætte sit kryds, når det bliver aktuelt?