Prøv avisen
Debat

Voldsramte kvinder har ingen ytringsfrihed

Systemet har givet os mundkurv på, og kun gerningsmændene har frihed til at tale, skriver socialpædagog

Voldsramte kvinder har ingen ytringsfrihed. Og derfor hører vi kun vore eksmænd udtale sig i medierne. De vinder hele befolkningens sympati ved at foregive at være ”ofre” i kampen om børnene. Mens deres ekskoner er totalt ødelagte af vold og stalking, skriver socialpædagog

Jeg er volds- og stalkingramt. Og jeg kan ikke stå frem og fortælle min historie, fordi gerningsmanden ikke er dømt. Derfor fremstår jeg som kriminel med risiko for bøder og fængselsstraf på grund af injurier hvis jeg fortæller sandheden!

Langt de fleste kvinder er i samme situation som jeg: Psykisk vold er ikke strafbar heller ikke selvom den er veldokumenteret. Fysisk og seksuel vold kan kun straffes, hvis der har været vidner eller er dna, som beviser gerningsmandens identitet. En skadestuerapport er ikke nok til at fælde gerningsmanden. Og kvindens (eller barnets) vidnesudsagn falder som regel, hvis gerningsmanden nægter. Så står ord mod ord.

Stalking, altså forfølgelse og chikane, kan som regel ikke bevises. Hvilke voldsramte kvinder magter at investere i overvågningskameraer og sætte dem op hele vejen rundt om huset, så bevisbyrden mod eksmanden kan løftes?

I netværket af volds- og stalkingramte mødre sidder hundredvis af kvinder i samme situation. Flere har fået injuriedomme for at anmelde vold, hvor der var skadestuerapporter, men ingen vidner. De er ikke bare blevet idømt bøder, men også dømt til at betale erstatninger på op til 40.000 kroner til den mand, som har slået deres kæbe løs og gennemtævet dem foran børnene.

Og endnu flere har siddet i fængsel, fordi de prøvede at beskytte deres børn mod gerningsmanden, men ikke kunne løfte bevisbyrden for ugerningen. Uden dom stoppes samvær nemlig ikke. Myten om mødres forrang er opfundet af gerningsmændene. De fleste mødre må udlevere børnene, selvom børnene fortæller om seksuelle overgreb og vold eller viser tegn på grove omsorgssvigt, når de kommer hjem fra deres fædre. De beskyttende forældre sagsøges for injurier eller risikerer at miste børnene på grund af ”samarbejdschikane”, hvis de fortæller myndighederne om volden. Retsvæsenet beskytter gerningsmændene og fungerer som medkrænker af voldsramte kvinder og børn!

Injurielovgivningen står i vejen for vores ytringsfrihed. Vi kan ikke stå frem og fortælle, hvad vi bliver udsat for. Vi kan ikke berette om årelang stalking. Om volden, som bliver ved, efter at vi har forladt gerningsmanden. Volden, der nu ændrer karakter, fordi han prøver at kontrollere os gennem retssager om børnene. Vi kan ikke berette om psykopatisk adfærd, om vores angst og den ødelæggelse, vi og vore børn bliver udsat for. For så bliver vi sagsøgt af vore eksmænd.

Kort sagt: Voldsramte kvinder har ingen ytringsfrihed. Og derfor hører vi kun vore eksmænd udtale sig i medierne. De vinder hele befolkningens sympati ved at foregive at være ”ofre” i kampen om børnene. Mens deres ekskoner er totalt ødelagte af vold og stalking.

Hvis gerningsmand og offer har børn sammen, og offeret fortæller om volden og forfølgelsen, uden at der er faldet dom, risikerer hun at miste barnet på grund af ”samarbejdschikane.” Og børnene kommer til at vokse op hos gerningsmanden. For at forblive bopælsforældre må de voldsramte kvinder altså tie, mens deres eksmænd står frem i medierne og fremstiller sig selv som ofre for systemet.

Voldsramte kvinder har brug for talsmænd. Vi kan ikke tale frit selv. Systemet har givet os mundkurv på, og kun gerningsmændene har frihed til at fortælle deres side af sagen i medierne og det gør de flittigt. De voldelige fædres magt i politik og medier vokser, mens vi mødre lægges for had af hele familien Danmark. Fordi de ikke kender vore historier. De kender ikke østrigeren Marion Weilharters historie. De kender ikke Karima Hviids historie om hendes berømte eks-skuespiller. De kender ikke den fængslede islandske kvinde Hjördis historie. De kender ikke Tammys historie. Eller Kirsten Chesnuts. Eller Annis eller Tinas eller min historie. De kender kun fædrenes version.

Det er mænd, vi har elsket engang og fået børn med. Mænd, hvis adfærd gav os posttraumatisk stress, da de viste deres sande jeg. Hvis de fædre, I hører i medierne, havde talt sandt, så havde vi stadig været sammen med dem. I stedet for at flygte i vild panik til udlandet med vore børn.