Prøv avisen
Debat

Romersk ”vranglære” om helgener er god for kirken

”Ikke engang en promille af kirkens utallige helgener saligkåres og helgenkåres. Sådanne kåringer er ikke Guds, men hans kirkes sag,” skriver Stephen Holm. Billedet er fra sidst i april i Rom, hvor tidligere pave Johannes Paul II blev helgenkåret. I butikken kan man købe forskellige effekter til minde om den populære pave. Foto: Danilo Balducci/Sintesi/Scanpix

Vi er alle sammen af Gud kaldet til at være helgener, skriver debattør

PENSIONERET LÆRER Karl Maksten fra Aalborg vil bringe os på ret vej, når han i et debatindlæg i avisen den 26. maj afslører romersk vranglære og fastslår, at helgenkåringer er en misforståelse.

Han anfører, at de er uden kristelig, endsige bibelsk belæg og konkluderer, at det ville tjene den katolske kirke til ære og hele kristenheden til gavn, om denne kirke holdt inde med disse fuldt ud overflødige og menneskeskabte salig- og helgenkåringer.

Jamen at afsløre disse uhyrligheder i et debatindlæg rykker jo ikke ved de triste kendsgerninger. Jeg synes helt ærligt, at hr. Maksten i stedet skulle have tilbudt Vatikanet sin assistance til afsløringen af nu snart 2000 års falsk praktiseret kristendom i verdens ældste og største kristne trossamfund.

Men der er også en anden løsning. Håbende på, at Karl Maksten aldrig har undervist nordjyske børn i religion, kunne han måske hos de katolske præster i Aalborg få et grundkursus i, hvad kirken forstår ved helgener, nemlig, at vi alle sammen af Gud er kaldede til at være helgener, idet Gud i vores dåb direkte har erklæret for hver enkelt af os, at vi er hellige for ham. Derfor skrev Paulus heller ikke til menigheden i for eksempel Korinth, men til ”de hellige” i Korinth.

Som kristne er det vores kald at leve, lide, dø og opstå med Kristus. Dette udsagn er der i hvert fald ”bibelsk belæg” for. Det er Gud, der helgenkårer os, ikke kirken, og alle hans helgener fejres hvert år ved begyndelsen af november, nemlig på allehelgensdag, en dag, som ”danskerkirken” smukt har arvet fra ”romerkirken”.

I en bibellæsning fra Johannes Åbenbaring til denne dag ser apostlen Johannes ind i himlen og ser ”en stor skare, som ingen kan tælle”, og smukkere siger Brorson det rent faktisk, når han gendigter: ”Den store hvide flok vi se, som tusind bjerge fuld af sne!”.

Tusind bjerge fuld af sne, og hvert enkelt snefnug er en helgen, heriblandt naturligvis Makstens opofrende mor, den eksemplariske ungdomsleder og den fattige gadefejer.

Ikke engang en promille af kirkens utallige helgener saligkåres og helgenkåres. Sådanne kåringer er ikke Guds, men hans kirkes sag.

Kirken peger på disse mennesker, fordi de er kendte af en større menneskemængde, og fordi kirken mener, at det er godt og opmuntrende for os at se, hvordan det lykkes for Gud gennem mennesker at gøre sig synlig.

Synlig, fordi det er lykkedes for disse mennesker et stykke med Paulus at kunne sige: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig!”.

De erklærede helgener gives os som eksempler på, at Gud kan gøre store ting i mennesker, når de giver ham lov til det. Endelig medfører en helgenkåring, at disse menneskers navne kan nævnes i liturgien.

For vi tror jo på ”de helliges samfund, på syndernes forladelse, på menneskets opstandelse, på det evige liv”. For os kristne er ingen døde. Altså: Vi holder kontakten ved lige. Sådan lever vi med helgenerne, de få alment kendte og de mange, mange ukendte.