Verden er af lave. Tak for pinsen

Hvor kan der dog let opstå uenighed og splid mennesker imellem. Verden omkring os er alt for ofte plaget af krig, had, hævn, terror og ødelæggelse. Vi må desværre erkende, at det er svært for os at få det hele til at fungere på en ordentlig og opbyggelig måde.

Senest har vi herhjemme set, hvordan der helt aktuelt på den politiske scene har været en voldsom debat omkring Lars Løkke Rasmussen (V) og nogle af hans bilag samt håndtering og forbrug af forskellige økonomiske midler. Nogle vil mene, at der er tale om en helt urimelig mediehetz mens andre har en helt anden opfattelse af forløbet.

Det har i hvert fald betydet, at der i partiet Venstre pludselig kom dybe ridser i det ellers gode partifællesskab.

Samtidig kører sagen mod Ugebladet Se & Hør, som beskyldes for uretmæssigt at have fået oplysninger til kendtes kreditkort og forbrug. Alene for at kunne skrive meget personlige historier om andres dagligdag og privatliv med en forhåbning om at få flere nysgerrige læsere og gode oplagstal.

Der er desværre en stigende tendens til, at man ofte søger at nedgøre og skade andre og skabe sensationer ud fra det negative. Ofte vælger vi at komme frem på andres bekostning og dermed graves ofte dybe kløfter mennesker imellem. Hvorfor er det i grunden sådan? Hvor er vi egentlig på vej hen?

I talrige såkaldte underholdningsprogrammer i tv gælder det om at komme videre i konkurrencer for næsten enhver pris. Man starter ofte mange deltagere og ender med en enkelt vinder, som så kan få folkets hyldest og begejstring. Egoismen kommer således i højsædet i stedet for fællesskabet. I vores netop afholdte Melodi Grand Prix blev det ”en skægget dame”, der løb med sejren. Der er således ingen grænser for uhyrligheder, når der skal kåres en vinder.

Midt i dette kommer pinsen til os med noget helt anderledes livsbekræftende. Her handler det om det ægte, sande og glædelige. Pinse betyder, at der er en mægtig skaber, der vil os alle noget godt. Vi er ikke overladt til os selv eller til denne verdens omskifteligheder.

Kristus har sat en ny dagsorden, hvor de eviggyldige og gode værdier tæller. Vi møder her en grænseløs kærlighed, som alene kan samle og forene os alle. Vi er alle elsket, netop som vi er. Her udleveres vi ikke negativt til skue for andre eller med en lumsk bagtanke.

Pinse er nutid og livet kommer os dagligt strømmende i møde. Naturen taler sit eget klare sprog til os med de talrige blomster, træer, der grønnes, ubeskrivelige solopgange og en frimodig fuglesang. Ren frås og overflod af gaver men den ægte kærlighed tænker på en helt anderledes måde. Her handler det nemlig om at ville det gode for andre ganske enkelt, fordi det er kærlighedens væsen.

Her kan vi alle lære meget. Vi er nemlig sat her for at leve i et fællesskab med skaberen og samtidig dele livet med hinanden i gensidig respekt og omsorg. Pinse er fest, farver, karneval og fridage men vigtigst af alt handler det om, at der er en fremtid med både håb og mening. Glædelig pinse.