Prøv avisen
Kirkeligt set

Thranholm: Anti-kristne kræfter står bag højrenationalismen

Tegning: Peter M. Jensen.

Den egentlige årsag til den markante højredrejning i Europa har med religion at gøre. Europa har mistet sin sjæl, skriver teolog og journalist Iben Thranholm

Overalt i Europa blev Europa-parlamentsvalget en jordskredssejr for højrefløjspartierne, der taler imod globalisering, og som er skeptiske over for det fælleseuropæiske projekt. Herhjemme fik Dansk Folkeparti hele 26,6 procent af stemmerne. I Frankrig løb Front National tilsvarende med 25,4 procent og i Storbritannien UKIP med ikke mindre end 28 procent.

Analytikerne og pressen bryder i disse uger deres hoveder med at tolke skepsisvalget. Hvad er årsagen til at europæerne ikke har tillid til EU og bliver mere og mere nationalistiske?

Det er ingen tvivl om, at den økonomiske krise, skepsis over for globalisering og åbne grænser besvarer en stor del af spørgsmålet, men den egentlige årsag til den markante højredrejning i Europa har med religion at gøre.

Kimen til den voldsomme højredrejning blev nemlig lagt, da regeringsledere vedtog, at kristendommen ikke skulle nævnes i hverken Forfatningstraktaten eller Lissabon-traktaten. Med denne beslutning tog man livet af Europas sjæl, og nu ses de fatale konsekvenser.

Uden kristendommen har europæerne ikke noget at være fælles om, intet fælles værdigrundlag og ingen fælles moral og historie. Når sammenhængskraften forsvinder, og økonomien samtidigt er i frit fald, ja så er der kun den nationale egoisme og individualisme tilbage at falde tilbage på.

Kristendommen er Europas fælles grundlag. Selvom middelalderen hverken ejede den moderne infrastruktur, mobiltelefoner, internet eller Facebook, var Europa en enhed. Denne enhed var den kristne kirkes værk. Europa blev til gennem århundreders kampe mod magter, som ville bryde den fælles tro og derved den fælles kultur. Men vi behøver ikke at fortabe os i fjerne fortider for at få øje på kristendommens centrale betydning for Europa.

I de to største begivenheder i nyere europæisk historie var kristendommen også den afgørende faktor. Her tænker jeg på grundlæggelsen af EU og Berlinmurens fald. Robert Schumann, EUs fader og fransk udenrigsminister, der var en meget dedikeret katolik, startede altid dagens arbejde med at gå til morgenmesse. Sammen med Adenauer og Gasperi var han drevet af sin dybe kristne tro i sit politiske arbejde. Det var evangelisk solidaritet, sandhed og retfærdighed, som inspirerede de tre politikere til at grundlægge EU. Ideen om et forenet Europa bygger derfor på en kristen vision. En vision, som anti-kristne EU-bureaukrater i dag har smadret til uigenkendelighed.

Pave Johannes Paul II, der gjorde alt hvad han kunne for at få en reference til kristendommen med i traktaten, er førende koldskrigshistorikere i dag enige om havde en afgørende betydning for jerntæppets fald.

Det var de to evangeliske ord ”Frygt ikke”, der væltede Berlinmuren. Forud for den ublodige revolution havde Johannes Paul II mindet polakkerne om deres kristne identitet og sagde til dem: ”Kernen i jeres historie er jeres tro på Gud, jeres religiøse praksis og forestillingen om menneskets værdighed, som kommer fra jeres tro på Gud. Holder I fast ved disse overbevisninger, så vil I også finde en vej til et sandt liv. Og ved at leve sandt, vil I befri jer selv. ” Historien viser, at paven fik ret.

På trods af, at kristendemokraterne ganske vist er talrige i Bruxelles, er det alligevel anti-kristne kræfter, der hersker. Det folkelige initiativ ”One Of Us”, hvor ikke mindre end 1,7 millioner europæerne fra alle medlemslande har skrevet under på, at de ud fra et kristent livssyn er imod, at EU tillader at bruge stamceller fra fostre til forskning, kommer ikke til at påvirke loven. Der er ikke flertal for det i toppen. Det er bare et ud af mange eksempler på, hvordan EU-toppen systematisk afviser og nedbryder den kristne kultur i Europa.

I stedet for vil man opbygge EU på økonomisk vækst og et offentligt rum renset for religion. En meget uklog og kortsigtet beslutning, for al erfaring viser, religion er den bedste sammenhængskraft i samfund. EU selv er jo beviset på, at økonomisk vækst og menneskerettigheder uden et åndeligt fundament ikke formår at binde folk sammen og heller ikke udgør et bolværk, der er stærkt nok imod radikal islam.

I februar 1992 holdt den daværende EU-kommissionsformand, Jacques Delors, en tale for en række kirkeledere, hvor han sagde: ”Hvis vi ikke i løbet af de næste 10 år formår at give Europa en sjæl, at give Europa spiritualitet og mening, vil kampen ikke lykkes”.

Det er nu over 20 år siden, og Delors ønske er ikke blevet hørt, men i stedet modarbejdet. En klog mand, som jeg ikke husker navnet på, har sagt: ”Når et samfund mister sin sjæl, går der hundrede år, så mister det sin frihed”. At det er der, EU er på vej hen, vidner højredrejningen ved EP-valget om.