Med indretningen af fællesreligiøse rum på sygehuse og i lufthavne viser man ikke tolerance over for andre religioner. Man viser, at man ikke har forstået, hvad det er at have en religion.
De dannede blandt religionens foragtere mener at vide, at mennesker opsøger et religiøst rum for at stille filosofiske spørgsmål til tilværelsen og komme i kontakt med en form for religiøsitet. Man tror åbenbart, at folk, der har en religion, ligner hinanden så meget, at det kan være lige meget, hvilket slags rum de bruger.
Det er rigtigt, at det kan være lettere for mennesker at tænke eksistentielle tanker et sted, hvor en vis ro hersker. Det behøver bare ikke at have noget at gøre med, hvorfor mennesker opsøger et religiøst rum. Det gør de nemlig ofte, fordi de netop gerne vil være i et rum, der har et bestemt præg. I et fællesreligiøst rum skal alle religiøse symboler fjernes, men det er de symboler, der giver dybde og gør rummet til et rum for religion for den enkelte, som genkender symbolerne.
Det er derfor en illusion at tro, at der findes et rum, som er neutralt. Det, som for et kristent menneske vil være genkendeligt og derfor meningsfuldt, kan være lige det, som får et menneske af en anden tro til at føle sig fremmedgjort. Det bliver en fad og blodfattig udsmykning, hvis den skal passe til alle, for den kommer til at passe til ingen.
En kirke skal have et østvendt alter, i en moske skal markeres, hvordan man orienterer sig mod Mekka. En synagoge, et tempel, ethvert gudshus er indrettet efter et bestemt mønster. Udformningen af rummet er ingen tilfældighed, men er forbundet med den teologi, som den religion har.
Jeg har besøgt en del fællesreligiøse andagtsrum, typisk i lufthavne i udlandet. I praksis viste det sig, at selv om man fjerner religiøse genstande, kræver man stadig en bestemt adfærd af den, der benyttede rummet.
I disse bederum skulle man tage skoene af. Endnu mere påfaldende har det været for mig, at der har været to rum: et til mænd og et til kvinder. Det er jo helt almindeligt for jøder eller muslimer at være kønsopdelte til gudstjeneste. Jeg ville derimod ikke kunne føle mig hjemme i et andagtsrum, hvor min mand og jeg skulle gå hver til sit sted.
Som altid kan modargumentet være: En kristen har ikke brug for et bestemt rum. Vores bøn er ikke afhængig af, om vi har sko på eller ikke, sidder på tæpper eller på stole. Det er helt rigtigt, at den slags ydre tegn ikke er afgørende for en kristen bøn eller andagt, men det er ikke det sammen som, at de er uden betydning.
Problemet er, at man med indretningen af fællesreligiøse rum underkender, at langt den største del af Danmarks befolkning har deres vigtigste erindringer om betydningsfulde begivenheder i deres liv knyttet til både kirkens ord og kirkens rum. Det er de tanker og følelser, som mere eller mindre bevidst vækkes i det menneske, som kommer ind i et rum, der genkendes som et kirkerum.
Man fratager mennesker muligheden for komme i kontakt med disse dybe lag i deres sind og erindring, og det endda på hospitaler, hvor det måske mere end nogensinde er nødvendigt for mennesker at blive fastholdt på, hvem og hvad de er, nu hvor deres personlige verden er vendt op og ned.
Man berøver den overvældende del af Danmarks befolkning, som er medlemmer af folkekirken, muligheden for at finde en form for hjemlighed midt i det fremmede ved at insistere på, at her skal vi alle være lige fremmede.