Nu skal vi fremad. Der skal tales politik i stedet for personsager, og ledelsen skal blive mindre topstyret og arrogant.
Sådan lyder ordene i Venstre efter skrinlægningen af oprøret mod Lars Løkke Rasmussens ledelsesstil og tilbagevendende personsager. Tillad mig som ikke partipolitisk engageret iagttager at komme med endnu en opfordring.
Under valgkampen til sidste folketingsvalg blev Helle Thorning-Schmidts (S) og Stephen Kinnocks skatteforhold og private liv gjort til del af Venstres valgkamp. Det var ubehageligt at være vidne til, og der viste sig ikke at være noget at komme efter. Men da var skaden sket. Efter dannelsen af den ny regering har Venstres topfolk fulgt op med yderligere forsøg på karaktermord på statsministeren.
Nærmest ved enhver given lejlighed har Lars Løkke Rasmussen, Ellen Trane Nørby (V) og andre tæt på Venstres formand skudt bemærkninger ind, som har tjent til at undergrave statsministerens autoritet og kompetence som politiker, for ikke at nævne den slet skjulte nedladende reference til hendes dyre tøj-stil. Her har Nemesis virkelig ramt oppositionens statsministerkandidat.
Pinligt har det været at overvære, og endnu mere vil det være nu, hvor det står klart, at regeringen begynder at få resultater i forhold til selvsamme mål om vækst og beskæftigelse, som Venstre har højest på plakaten.
Som kvinde er det svært ikke at tænke den tanke, at det blandt en del politikere har været debatmæssigt gratis at hamre usagligt løs på statsministeren, ny som hun er i magtens inderkreds og dertil kvinde. Kunne man forestille sig den samme behandling af en mandlig statsminister? Næppe.
Det tjener statsministeren til ære, at hun i alle forhold og under ethvert forsøg på at ydmyge hende har bevaret værdigheden og været ”et rigtigt mandfolk”. Ikke på noget tidspunkt har hun omtalt sig selv som offer.
I det hele taget har regeringen som helhed holdt sin sti ren og afholdt sig fra at give Venstre igen med samme mønt, selv om anledningerne unægtelig har været der, og fristelsen må have været stor.
For en kvinde var det en ren fornøjelse at se de fire kvindelige ledere af partierne fra midten og ud på venstrefløjen yde deres bidrag til den afsluttende debat inden valget til Europaparlamentet. Skarpe og saglige var de. Sådan skal det være. Måtte det være et eksempel til efterfølgelse for Venstres topfolk.