Prøv avisen

Digital dannelse - eller bare digital uden dannelse?

skoleelev, studerende, computer, digital, ipad,

Stop knæfaldet for de sociale medier, der intet har med dannelse at gøre, men først og fremmest er i gang med at producere en generation af forstyrrede unge mennesker, hvor dannelse mest gør sig bemærket ved at glimre med sit fravær, skriver lektor

DET VAR FORSTEMMENDE at læse formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Anne-Birgitte Rasmussens kommenter ”Studenterliv. Den digitale verden udfordrer koncentrationen” den 30. maj her i avisen.

Udgangspunktet fejler bestemt ikke noget: Vi lever i en digital verden, hvor det forventes, at vi er online konstant, hvilket skaber problemer. Men så falder udsagnet: ”Den digitale virkelighed har tilført (“ ) undervisningen et hav af nye og spændende værktøjer til anderledes måder at undervise, udfordre, motivere og inddrage eleverne på.”

Hvad betyder det? I Rasmussens optik for eksempel den såkaldte omlagte skriftlighed, der skåret ind til benet går ud på, at når eleverne ikke har rygrad til at skrive deres opgaver selv derhjemme, så skal læreren agere overjeg.

Rasmussen fortsætter med de velkendte floskler: ”Tanken om én lærer, ét lokale, én klasse er ikke længere lige så aktuel, og der findes mange forskellige måder at undervise på.”

Vel gør der ej, for i sidste instans handler undervisning om at tilegne sig lærdom i trekanten lærer elev stof. Derfor er min opgave som lærer også at reducere eller eliminere brugen af sociale medier, som er rent tidsspilde og koncentrationsnedbrydende i forhold til tilegnelsen af faglige kundskaber.

Så kommer klassikeren inden for den anvendelses- og nytteorienterede kompetencetænkning: Vi skal forberede de unge til arbejdsmarkedet, hvor det ikke længere er virkelighed ”at sidde koncentreret om ét projekt ad gangen (“) det handler i dag mere om begrænsningens kunst end om at tilegne sig viden [sic!]. Her kommer den digitale dannelse og den digitale rygrad ind i billedet”.

Det må siges at være lidt af et synspunkt, men fri mig for misbruget af dannelsesbegrebet.

At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, som man skal bringe sig i overensstemmelse med. At blive dannet er at forstå sig selv som en del af en helhed.

Dannelse er evnen og viljen til at lytte til andre og dermed sætte sig ind i en andens oplevelses- og tankeverden. Dannelse handler om såvel kundskaber som takt og tone. For at mestre omgangsformer må der opdragelse til.

Dannelse er på én gang en proces og et resultat, og dannelsesmidlerne en kombination af (forældre)opdragelse, uddannelse og selverkendelse. For at opøve evnen til at indgå i fællesskaber er det nødvendigt at skrue ned for egen selvrealisering og umiddelbare behovsopfyldelse.

Denne proces kan ikke lykkes uden vilje til at overvinde modstand i stadig afprøvning, at overvinde kriser, skuffelser og modgang. Dannelse er et tilvalg og dermed logisk også et fravalg. For eksempel af unødig viden (læs: de sociale medier).

Nødvendig viden er blandt andet et kendskab til historie(n), uden hvilken nutiden bliver uforståelig. Dannelse er et beredskab til at håndtere tilværelsen, og skolens formål er tilværelsesoplysning (jævnfør filosoffen og teologen K.E. Løgstrup).

It og de digitale medier er kommet for at blive, men jeg efterlyser besindelse og omtanke på et noget mere kvalificeret niveau end den markant sænkede bom, Rasmussen har placeret sig på.

Med professor Jørn Lunds ord: ”Vejen til fordummelse er brolagt med computere, hvis man indfører dem på bekostning af andre nødvendige initiativer uden at sikre det nødvendige fundament af grundlæggende faglige kundskaber og færdigheder.”

Stop knæfaldet for de sociale medier, der intet har med dannelse at gøre, men først og fremmest er i gang med at producere en generation af forstyrrede unge mennesker, hvor dannelse mest gør sig bemærket ved at glimre med sit fravær.