Hvad er meningen med Danmark?

Hvorfor opfattes det som ekstravagant og en utidig luksus at prioritere spørgsmålet om, hvordan livet skal udfolde sig i dagens Danmark, spørger Jørgen Carlsen

Måske kan Jelved (R) tilkæmpe sig nogle ekstra lunser til Kulturministeriet i de forestående finanslovsforhandlinger. Men det ligger næppe lige om hjørnet, at Kulturministeriet indtager rollen ”som landets koordinerende politiske centrum”. Det siger måske ikke så lidt om Danmarks åndelige velbefindende, skriver Jørgen Carlsen
Måske kan Jelved (R) tilkæmpe sig nogle ekstra lunser til Kulturministeriet i de forestående finanslovsforhandlinger. Men det ligger næppe lige om hjørnet, at Kulturministeriet indtager rollen ”som landets koordinerende politiske centrum”. Det siger måske ikke så lidt om Danmarks åndelige velbefindende, skriver Jørgen Carlsen Foto: Ulrik Jantzen/.

”KULTURMINISTERIET KAN en dag overtage Finansministeriets rolle som landets koordinerende politiske centrum, hvis vi satser på at gøre Danmark til et værdibaseret foregangsland.” Sådan lød ordene fra Erik Rasmussen, chefredaktør på Ugebrevet Mandag Morgen, på en kulturkonference i 1997.

Mange vil sikkert opfatte idéen som et politisk luftkastel både dengang og måske endnu mere i dag. De vil henvise til de faktiske forhold i jernindustrien og pege på, at vi lever i et samfund med økonomisk krise og en arbejdsløshed på fem procent.

Det kalder på en ”nødvendighedens politik”. Og finansminister Bjarne Corydon (S) har netop manet til besindelse. Jovist, det går bedre med økonomien. Men langtfra godt nok. Erik Rasmussens vision er for de fleste en from utopi, der aldrig vil få sin gang på jorden.

Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor opfattes det som ekstravagant og en utidig luksus at prioritere spørgsmålet om, hvordan livet skal udfolde sig i dagens Danmark?

Faktisk er idéen om, at kulturpolitikken skal være platformen for udformningen af fremtidens Danmark, slet ikke ny. Den har eksisteret lige så længe som den danske velfærdsstat. Selv ledende politikere tog den alvorligt i begyndelsen af 1960erne, da Viggo Kampmann (S) var statsminister.

Dengang lød socialdemokraternes politiske slogan ”Gør gode tider bedre”. Ophavsmanden til sloganet var Ivar Nørgaard, som på det tidspunkt var chefredaktør for dagbladet Aktuelt. I 1962 udtalte han med profetisk røst, at fra nu af vil politik ”i stigende grad gå over fra at være en debat om økonomi til at blive en kulturdebat.”

Kulturpolitikkens utopiske rolle som værdibærende understrøm i den danske velfærdspolitik fortsatte i flere årtier. I 1988 gratulerede Mimi Stilling Jakobsen (CD) den nyudnævnte kulturminister Ole Vig Jensen (R) med bemærkningen ”Tillykke, Ole. Nu er du blevet minister for det, der er meningen med det hele.”

SELVFØLGELIG HAR det danske samfund en praktisk dagsorden. Vi er her nede i samfundets maskinrum. Der skal konstrueres, produceres, transporteres, repareres, serviceres, kommunikeres alt sammen yderst forståeligt og nødvendigt.

Den praktiske dagsorden drejer sig om, hvad vi skal leve af. Men ved siden af den praktiske dagsorden har samfundet også en åndelig dagsorden. Her drejer det sig om, hvad vi skal leve for. Hvad giver livet fylde, indhold og betydning? Hvem sætter egentlig kursen for udviklingen af det danske samfund?

For 50 år siden knyttede man stærke fremtidsforventninger til Kulturministeriet som varetager af den åndelige dagsorden for Danmark. I dag er visionen mere truet end nogensinde.

Forklaringen er, at velfærdsstaten er afløst af konkurrencestaten. Det danske samfund er blevet ”forretningen Danmark”, hvor det først og fremmest gælder om at optimere produktiviteten og konkurrenceevnen. Spørgsmålet om ”meningen med det hele” fortaber sig i det åndløse krav om økonomisk vækst.

På regeringsplan er de eneste to ministerier, der varetager den åndelige dagsorden, Kulturministeriet og Kirkeministeriet. Som bekendt er Marianne Jelved (R) minister for begge områder.

Det er for mig at se betryggende, at netop hun beklæder posterne. Hun er både en klog og driftsikker politiker. Men selv hun får nok svært ved at gøre politiske underværker.

Måske kan hun tilkæmpe sig nogle ekstra lunser til Kulturministeriet i de forestående finanslovsforhandlinger. Men det ligger næppe lige om hjørnet, at Kulturministeriet indtager rollen ”som landets koordinerende politiske centrum”. Det siger måske ikke så lidt om Danmarks åndelige velbefindende.